Folketingsvalg: Musikernes levevilkår på dagsordenen
Valget bruges til at gøre politikerne opmærksomme på, at musikken har brug for et boost, at honorarstøtteordningen har brug for et løft, at offentlig støtte ikke bør gives uden konkrete krav til løn og arbejdsforhold, og at musikernes faglighed skal anerkendes.
Dansk Musiker Forbund har under folketingsvalgkampen en mini-kampagne med 3 mærkesager:
- Offentlig støtte skal ikke presse musikernes løn ned
- Boost musikken og luk Corona-løngabet
- Forøg Honorarstøtteordningen og anerkend musikernes faglighed
Måske har du set kampagnen på Facebook og Instagram:
Pres på gennem pressen
Som en del af kampagnen har Søs Nyengaard skrevet debatindlæg om de forskellige mærkesager.
Du kan læse indlægget ”Offentlig støtte skal ikke presse musikernes løn ned”, der blev bragt i Politiken her.
I indlægget skriver Søs Nyengaard:
“Der er en urimelighed, jeg har funderet over et stykke tid. Hvorfor kan arrangører få offentlig støtte til koncerter og arrangementer uden at betale for musikernes arbejde eller uden at betale en ordentlig løn og sikre rimelige arbejdsvilkår? Staten eller en kommune ville ikke bruge skattepenge til et byggeri uden krav om overenskomstlignende forhold. Igen ville give offentlig støtte til et plejehjem, der ikke sikrede ordentlig løn til sine ansatte.
Det samme gælder for DR, hvor det er et krav i public service-aftalen, at koncernen sikrer overenskomstlignende løn og arbejdsforhold. Jeg mener kun, det er rimeligt, at musikere, der spiller koncerter, får samme forhold. “
Du kan læse Søs Nyengaard kommentere Corona-efterslæbet i Børsen her.
Og læse indlægget “Inflationskrisen kan blive fatal for musikbranchen”, der blev bragt i Altinget.dk her.
I Indlægget skriver Søs Nyengaard:
“Corona-krisen er ovre. Det er i hvert fald sådan det føles, når man sidder på en aarhusiansk fortovs- cafe og nyder efterårssolen. Og det er sådan det føles i den politiske debat.
Som forperson for Dansk Musiker Forbund ved jeg, at det er en illusion. Corona-krisen kaster forsat mørke skygger over Dansk Musiker Forbunds medlemmer. Mange freelance-musikere mangler indtægter fra næsten to år med Corona-nedlukninger. Selvom der har været kompensationsordninger, mærker vores medlemmer forsat de barske realiteter af tabte indtægter.”
Også i Kulturmonitor fik vores forperson et debatindlæg med, om DMFs mærkesager til folketingsvalget. Du kan læse indlægget “Musikerne er ikke blevet løftet i over 20 år” her.
I indlægget skriver Søs Nyengaard:
“Timevis i øvelokalet, hårde arbejdsnætter på kontoret, hvor der komponeres og skrives sange, et liv med dygtiggørelse og uddannelse, og lange arbejdstimer på scenen og i studiet - dét konsoliderer en professionel faglighed og et job, der skal lønnes.
Desværre er musikeres løn og arbejdsforhold på et niveau, hvor det er svært at se anerkendelsen for det hårde arbejde der ligger i jobbet som musiker.
Honorarstøtteordningen, som er den eneste pulje, hvor pengene går direkte betaling af musikernes arbejde, har ikke fået tilført flere penge siden 2001. Honorarstøtteordningen er den pulje, som de offentligt støttede spillesteder og foreninger får penge fra til at betale musikerne. Det er landets politikere, der skal prioritere penge til puljen. Og det er på høje tid, at musikernes faglighed får anerkendelse fra Christiansborg.”
I det nyeste nummer af Musikeren har Dansk Musiker Forbund også spurgt en række politikere, om de vil øge midlerne til Honorarsøtteordningen.
Du kan læse hvad, de har svaret her.
DMF står sammen med kulturbranchen
Sammen med hele 9 andre kulturorganisationer, har Dansk Musiker Forbund haft et indlæg i Information. Du kan læse det her.
“Politikerne kan ikke blive ved med at finansiere deres udspil med besparelser i kulturen
Det kan få triste konsekvenser for os alle, når politikerne i valgkampen slås om at skære mest i den kultur, der binder os sammen på tværs af landsdele, generationer, religion, baggrund og sociale skel” skriver vi sammen i indlægget.
Ligeledes har DMF sammen med en række andre organisationer haft en helsides annonce i Politiken med en opfordring til at prioritere kunst og kultur politisk efter folketingsvalget.