Musikerne er ikke blevet løftet i over 20 år

Musikernes løn og arbejdsforhold har længe været på et niveau, hvor det er svært at se politikernes anerkendelse af det hårde arbejde, der ligger i jobbet. Løsningen ligger lige for, lyder det i dette debatindlæg fra Dansk Musiker Forbunds forperson, Søs Nyengaard. Indlægget er bragt i Kulturmonitor og kan læses i sin fulde længde her. 

Debatindlæg: Honorarstøtteordningen – som er den eneste pulje, hvor pengene går direkte betaling af musikernes arbejde – har ikke fået tilført flere penge siden 2001. Det er den pulje, som de offentligt støttede spillesteder og foreninger får penge fra til at betale musikerne, og det er landets politikere, der skal prioritere penge til puljen.

Det er med andre ord på høje tid, at musikernes faglighed får anerkendelse fra Christiansborg. I stedet for at få tilført flere midler bliver puljen nemlig udhulet år for år.

Hvert år stiger den musiske minimumsløn – eller minimumstariffen, som den kaldes – for at følge lønudviklingen. Det betyder, at der år for år siden 2001 er blevet færre penge i den fælles pulje til at betale musikerne for spillejobs på spillestederne.

Det betyder, at der er færre job.

Freelancemusikere har et arbejde, hvor de aldrig er sikret arbejdstimer. Derfor er de i hård konkurrence om den år for år skrumpende honorarpulje. Det presser spillestederne, og det presser musikerne. Det er helt hen i vejret.

Præstationspresset kvæler forhandlingsevnen

Minimumstariffen for rytmiske musikere er i dag på 2.247,74 kroner. Det er inklusive feriepenge og dækker også den tid, der bruges på at øve. Og desværre har den minimumstarif udviklet sig til en standardbetaling, der er nærmest umulig at forhandle op for mange musikere rundt om i landet.

Fra vores medlemmer hører vi historier om, hvordan de bliver bedt om at arbejde for det halve, fordi et spillested ikke har flere tariffer at dele ud af, så de må arbejde to for en. Og vi hører historier om, hvordan de presses ud i at arbejde til under mindstelønnen.

Der ligger et absurd præstationspres på musikere. En forventning om succes og hårde stempler fra samfund, venner og familie, hvis man fejler.

Jeg tror, det er svært at finde en musiker, der ikke har fået at vide af sit netværk, at musikken ikke er værd at prioritere. At det er for usikkert. At man hellere skulle tage en ’rigtig’ uddannelse. At karrieren er dømt til at fejle.

Alt for ofte tør musikerne ikke bede om mere end minimumstariffen. Og alt for ofte tør musikere ikke sige nej til at arbejde for mindre. Man drømmer jo. Upcoming musikere drømmer om at leve af deres arbejde. Og det er let at sige til sig selv: ’Hvis jeg tager jobbet nu, bliver min musik mere udbredt, og så kan jeg måske tjene mere næste gang”. Samtidig er det svært at sige fra overfor spillesteder, for man vil ikke stemples som besværlig eller ikke-samarbejdsvillig.

For tænk, hvis man ikke får lov at spille en anden gang. En musiker, der ikke spiller, har svært ved at kalde sig musiker.

Det er en negativ spiral, der så let kunne stoppes.

Forøg puljen

Med politisk vilje og bare et gram anerkendelse af musikernes arbejde og levebrød kunne honorarstøtteordningen udvides.

I dag er den samlede honorarstøtteordning på cirka 18 millioner kroner, der fordeles af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik. Når kommunerne bevilger penge til honorarstøtte, betaler statskassen et tilsvarende beløb til de spillesteder, der modtager støtte. Udmøntet i praksis bliver den fælles betaling fra stat og kommune altså cirka 36 millioner kroner.

Det er således en billig ordning, der sikrer levende musik til publikum bredt i landet.

Tilbage står det forhold, at honorarstøtteordningen er en pulje, der ikke er blevet prioriteret i over 20 år, hvilket betyder, at smørret til brødet er smurt alt for tyndt ud. Så derfor, kære politikere: Anerkend musikerne, bryd den negative spiral – og forøg honorarstøtteordningen.