Kagen skal gøres større og musikerne skal have mere i løn: Men hvad siger politikerne?
Minimumstariffen for rytmiske musikere er i dag på 2.247,74 kr. for maximalt tre gange 45 minutter eller to gange 60 minutters spilletid. Dette er inklusive feriepenge og dækker også den tid, der bruges på at øve.
Og desværre har den minimumstarif udviklet sig til en standardbetaling, der er nærmest umulig at forhandle op for mange musikere rundt om i landet. Det fortæller anden næstforperson i Dansk Musiker Forbund, Henrik Jansberg.
Og selv om det er netop DMF, der hvert år regulerer minimumstariffen, så følger minimumstariffen den generelle lønudvikling på arbejdsmarkedet, fortæller han.
”Vi ønsker, at alle musikere, der spiller på de honorarstøttede spillesteder, skal have en højere betaling. Derfor bør kagen gøres større, så alle kan få et større stykke uden, at andre må undvære,” siger han.
I dag er den samlede honorarstøtteordning på ca. 18 mio. kr., der fordeles af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik. Når kommunerne bevilger penge til honorarstøtte, betaler statskassen et tilsvarende beløb til de spillesteder, der modtager støtte.
Udmøntet i praksis bliver den fælles betaling fra stat og kommune altså ca. 36 mio. og omregnet i honorarklip giver det omkring 16.000 klip på årsbasis.
En god ordning
Og ifølge Henrik Jansberg er det grundlæggende en god ordning, der har bevist, at den virker efter hensigten. Nemlig, at pengene bruges til at honorere professionelle musikerne for at spille og sikre et bredt udbud af koncerter landet over.
”Folk i udlandet er fulde af beundring over den her løsning, og det er ret unikt, at vi i et lille land som Danmark har skabt et arbejdsmarked for en mangfoldighed af professionelle musikere. Problemet er bare, at minimumstariffen som standardbetaling er for lav i forhold til musikernes arbejde forbundet med hvert job,” siger han.
Da ordningen trådte i kraft 2001, skete det på baggrund af en rapport, der tydeligt beskrev den nødvendige finansiering. Desværre bevilgede man kun ca. halv-
delen af den forudsatte finansiering, og siden da er ordningen ikke blevet tilsvarende opjusteret, fortæller Henrik Jansberg.
Ønsker en fordobling
Derfor er det helt klare budskab fra DMF, at der fra politisk hold skal afsættes flere penge til honorarstøtteordningen.
”Hvis politikerne på Christiansborg ønsker at opretholde niveauet af musikarrangementer af høj kvalitet, hvor udøverne får en rimelig betaling for deres arbejde, så koster det nogle flere penge.
Set i det store billede er det faktisk småpenge, det drejer sig om, selv når man alene ser på kulturområdet,” siger Henrik Jansberg, der selv mener, at en fordobling af den nuværende støtte vil være et godt udgangspunkt.