Henrik Goldschmidt: ”Vi bestemmer selv, om vi vil række hånden ud.”

I år markerer vi herhjemme 80-årsdagen for Danmarks befrielse. I en større kontekst er det også 80 år siden, at Holocaust i 1945 kom til afslutning efter at have kostet seks millioner jøder livet. 

Det er netop i denne menneskelige tragedie af lidelse og død, at grundlægger og rektor på musikskolen Goldschmidts Akademi, Henrik Goldschmidt, livssyn og livsværk tager sit udspring. 

Hans far blev født i Tyskland i 1933 – det samme år Hitler kom til magten – og som jøder stod familien foran en afgrund præget af dehumaniserende lovgivning, afstumpet vold, ydmygelser og mord, der blandt andet havde det formål at vise jøderne, at de ingen fremtid havde i Tyskland.  

I 1938 søgte familien til Danmark, hvor Henriks farfar havde fået arbejde. Indrejsen blev først modarbejdet af det danske bureaukrati med henvisning til, at farfaren netop var jøde. Men det lykkedes til sidst med hjælp og trækken-i-tråde fra ansatte i den danske virksomhed at få familien til landet. 

Reddet af gode mennesker 

Men det var en stakket frist. Da rygterne om en snarlig deportation af danske jøder spredte sig i 1943, fik familien Goldschmidt hjælp til at komme i sikkerhed i det neutrale Sverige. Rygterne talte sandt, og i oktober 1943 blev 472 danske jøder arresteret og deporteret til kz-lejren Theresienstadt i det daværende Tjekkoslovakiet.  

”Vores familie blev reddet af gode mennesker, der tog ansvar. Det sidder dybt i mig, at uden hjælp var min familie også blevet deporteret,” siger Henrik Goldschmidt, der har familiemedlemmer, hvis liv sluttede i nazisternes udryddelseslejre. 

Da han selv kom til verden i 1959 – 14 år efter krigens afslutning - var det i en helt anden verden end den, hans far var født ind i.  

”Jeg har altid haft en helt naturlig livsglæde, der bunder i, at jeg – modsat min far - er vokset op i et land og en tid, hvor jeg kan tale og ånde frit,” siger Henrik Goldschmidt, der gennem sin families historie har fået indprentet, hvor afgørende en forskel gode gerninger fra andre kan gøre for det enkelte menneske. 

For den unge og musikinteresserede Henrik Goldschmidt var der også en anden læresætning, der satte sig fast. 

”Da jeg begyndte at spille, sagde min farmor til mig: Man kan reparere verden med musik. Og det har jeg taget til mig.” 

Tusindvis af elever 

Siden 2011 har flere tusinde elever modtaget gratis musikundervisning på Goldschmidts Akademi. Musikskolen, der ligger på den hippe Rentemestervej i Københavns Nordvestkvarter, har i øjeblikket 280 elever, og cirka 70 procent af dem er såkaldte målgruppebørn, hvilket vil sige børn og unge i udsatte positioner. 

Mange af dem har anden etnisk baggrund end dansk, en del er ukrainske flygtninge, andre har diagnoser eller kommer fra svære kår. Fælles for alle elever er, at undervisningen er gratis, og det instrument, de lærer at spille på, stilles også gratis til rådighed. 

Og mens musikken nok er i centrum, er der ikke tale om en eliteskole, hvor målet er en karriere som professionel musiker, fortæller Henrik Goldschmidt. 

Tværtimod. 

”Hos os kan man ikke spille forkert. Der er mange skøre noder, men ingen forkerte. Derimod er skolen et helle for minoriteter, hvor målet er øget trivsel, at få nye venner og vokse personligt,” siger Henrik, der efter en lang karriere som solooboist i Det Kongelige Kapel i dag er rektor på musikskolen, der har 24 musikundervisere tilknyttet. 

Her spænder instrumenterne bredt – fra violin til saz over klarinet til darbuka – og det er netop skolens styrke, at det ikke kun er de klassiske instrumenter, der undervises i, mener han. 

”Hos os kan man spille musik fra alle verdenshjørner, så alle kan føle sig hjemme. Eksempelvis har vi 50 elever, der spiller saz, og vi kan se, at det giver en enorm glæde hos eleverne, at de kan hvile i den musik, de kommer fra. Her skal vi ikke være ens, vi skal tværtimod være lige så forskellige, som vi er,” siger han. 

Had stopper ved døren 

Afgørende er det dog for Henrik Goldschmidt og selve skolens raison d'être, at forskelligheder blot er forskelligheder – ikke at forveksle med modsætninger og konflikt. 

Omverdens krig, had og stridigheder stopper ved dørtærsklen til skolen, understreger han bestemt: 

”Vi er et helle for omverdenen, hvor vi laver vores egen virkelighed. Ingen skal diktere os til krig eller uenighed.”  

På musikskolen undervises ukrainske klaverelever af en russisk underviser, og det prioriteres, at etniske børn, hvis forskellige oprindelseslande er i konflikt med hinanden, møder hinanden på skolen og spiller musik sammen. 

Og det ikke bare fungerer – det virker rigtig godt, fortæller Henrik Goldschmidt. 

”Ingen mennesker er født til at hade andre, det er lag, der kan pilles af igen. Jeg siger gerne, at vi ikke selv bestemmer, hvor vi kommer fra, men at vi selv bestemmer, om vi vil række hånden ud. Og børnene hos os spiller på kryds og tværs,” siger han og fortsætter: 

”I løbet af året er eleverne rundt og spille i kirker, i synagogen, til ramadanfester og andre begivenheder. Det foregår uden problemer uagtet, hvilke baggrunde eleverne måtte have.” 

Henrik Goldschmidts arbejde for at bringe folk sammen gennem musik går dog længere tilbage end musikskolen.  

I 2003 stiftede han Middle East Peace Orchestra, der samlede musikere med forskellig religiøs og kulturel baggrund om og med et budskab om fred og samhørighed på tværs af modsætninger og nationale grænser. 

Med tiden har han dog indset, at de ofte spillede for de allerede omvendte, hvorfor indsatsen ikke gjorde den ønskede forskel. 

”Derfor blev tanken, at det var børnene, jeg skulle have fat i, hvis indsatsen skulle have den bedste effekt,” siger Henrik Goldschmidt, hvis store arbejde med at bringe folk sammen omkring musik har indbragt ham en lang række priser og hædersbevisninger gennem tiden, der i blandt Carl Nielsen og Anna Marie Carl Nielsens legats hæderspris, PL-Prisen og DMF’s Hæderspris.  

Senest modtog han tidligere i år Finn Nørgaard Foreningens ærespris, der blev uddelt i anledning af tiåret for terrorangrebet på Krudttønden og synagogen i Krystalgade.  

Vågen om natten 

Sideløbende med priserne er også fulgt en række donationer fra fonde, der sikrer den daglige drift. Men fondssøgning er slidsomt arbejde, der løbende skaber usikkerhed om, hvordan fremtiden ser ud for musikskolen, der som bonuseffekt aflaster den pressede Københavns Kommunes Musikskole. 

Derfor er det Henrik Goldschmidts håb, at skolen kan komme på finansloven, hvilket vil give ro i nogle år frem.  

”Selv om vi er dybt taknemmelige for hjælpen fra Mikael Goldschmidt(Mikael Goldschmidt er en succesrig dansk ejendomsinvestor, red.), der betaler vores husleje, er det skolens økonomi, der kan holde mig søvnløs om natten. Alle vores undervisere aflønnes naturligvis efter DMF’s tariffer, og der er også udgifter til administration, selv om de fleste er på halv løn. Så det ville virkelig give ro, hvis der kunne findes en mere permanent finansiering af skolen,” siger han. 

Men uanset hvad, så fortsætter han arbejdet med Goldschmidt Akademi, fortæller i dag 65-årige Henrik Goldschmidt. Særligt i lyset af den geopolitiske situation, hvor verden med hans ord ”er styret af en flok udemokratiske galninge.”  

Nogle vil måske sige, at vi i dag også ser skygger af den tid og tankegang, der udløste de tragiske begivenheder, der har formet Henriks og millioner af andre menneskers liv og skæbne. 

”Uroen i verden styrker kun min mission, og jeg regner med at blive ved, til jeg dør. Hvis tingene skal ændre sig, findes der ikke noget alternativ til at bringe folk sammen.”