Interview

Vi er alle sammen musikere

Den 1. marts blev Dansk Korforbund sammenlagt med Dansk Musiker Forbund. Dermed kunne DMF byde velkommen til 140 korsangere, som siden sammenlægningen har været fuldgyldige medlemmer, men som samtidig har fået deres eget forum for samtaler om korsang, Korsangernes Fællesråd.
Jakob k. Pedersen og Anders Laursen
Jakob Knudsen Pedersen, formand for Korsangernes Fællesråd (til venstre) og Anders Laursen, formand for Dansk Musiker Forbund (til højre).

Det giver simpelthen så god mening at rykke sammen med de kolleger, man i forvejen arbejder sammen med”, bemærker Jakob Knudsen Pedersen, formand for Dansk Korforbund ved sammenlægningen og nuværende formand for Korsangernes Fællesråd, KSFR, som er det forum for videndeling om korsang, der blev oprettet i forbindelse med fusionen.

Han synes, at sammenlægning er forløbet godt, og han er glad for, at sangere og instrumentalister nu kan arbejde for fælles mål og tage de fælles udfordringer op, som de møder ude på arbejdspladserne.

”Denne sammenlægning har været en historisk begivenhed. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi er rykket sammen som musikere - både som sangere og instrumentalister. Og overleveringen går rigtig godt – vi er trådt ind et sted med nogle hamrende kompetente mennesker”, fastslår Jakob Knudsen Pedersen.

Han forklarer, at baggrunden for, at Dansk Korforbund ønskede en sammenlægning med et større forbund, var, at forbundet på grund af dets størrelse ikke havde økonomien til at følge med udviklingen og tilbyde medlemmerne de services og tilbud, som en moderne fagforening skal kunne byde på.

”I sidste ende fandt vi ud af, at det var den bedste løsning for vores medlemmer at slå sig sammen med nogen, der var større og allerede havde et fungerende sekretariat, så vi ikke skulle opfinde det på ny. Det ville blive meget omkostningstungt”, fortæller Jakob Knudsen Pedersen og tilføjer om valget af Dansk Musiker Forbund:

”Vi gik i dialog med de søsterforbund, som vi kunne spejle os i. Det var vigtigt for os, at vi trådte ind et sted, som var vant til at arbejde med og forhandle overenskomster”.

 

KORSANGERNES FÆLLESRÅD

KSFRs primære opgave er uddelingen af en pulje af Gramex-midler på korområdet. Derudover fungerer KSFR på én gang som bindeled mellem det tidligere Dansk Korforbund og Dansk Musiker Forbund her i integrationsfasen – og som et interessefællesskab, hvor repræsentanter fra de otte kor, som Dansk Korforbund tidligere bestod af, kan tale sammen om de specifikke forhold, der knytter sig til at være korsanger.

Selvom Jakob Knudsen Pedersen har en oplevelse af, at sammenlægningen er gået godt, lægger han ikke skjul på, at den fandt sted på, hvad der viste sig at være et vanskeligt tidspunkt, fordi coronakrisen opstod så kort tid efter. Men han er samtidig meget lettet over, at der nu er et langt større sekretariat til at trække læsset.

”Jeg vågner nogle gange med bankende hjerte og tænker; tænk hvis jeg skulle have håndteret coronakrisen selv. Dér mærker man lige pludselig, at der er nogle fordele ved at træde ind i den store drift, som det er at være en større fagforening som Dansk Musiker Forbund, hvor der virkelig er et maskineri, som er velsmurt og fungerer”, fastslår han.