Ester Brohus indspillede sin nyeste plade for egen regning i Nashville: “Jeg elsker mit arbejde med musikken”

Klokken er ti om formiddagen, da Ester Brohus træder ind i Sound Emporium Studio i Nashville. Et hold musikere er allerede ved at gøre instrumenterne klar. Selv ved hun endnu ikke helt, hvem producer Kerry Marx har samlet i studiet for at indspille hendes sange. 

Som de introducerer sig, og Ester får researchet lidt, finder hun af, at de turnerer med navne som Emmylou Harris, Reba McEntire og indtil for nylig også Dolly Parton.  

Pludselig står sange, der er skrevet hendes hjem i Hedensted og sendt over Atlanten som rå mobiloptagelser med klaver og vokal, i centrum for et hold af Nashvilles mest erfarne studiemusikere. 

"Det var helt vildt og meget spændende. Tænk, at sådan nogle dygtige musikere skulle indspille min musik,” fortæller en tydeligt begejstret Ester Brohus, der gennem sin karriere har holdt fast i den countrymusik, der gav hende gennembruddet i starten af 1990’erne. 

Resultatet er albummet Songwriter, der udkom 17. april i år med 11 nye sange. Albummet er det første fra Ester Brohus i otte år og hendes første indspillet i Nashville. Men begyndelsen på projektet lå som nævnt langt fra Tennessee. 

En lukket dør under corona 
Da corona-epidemien lukkede ned for koncerterne for nogle år siden, lukkede Ester Brohus nemlig døren til sit arbejdsværelse og begyndte i al hemmelighed at skrive på et nyt album. I halvandet år arbejdede hun på sangene, stort set kun afbrudt af ture ud til hendes hest, når hovedet havde brug for luft. 

Gennem vennen Henrik Knudsen fra Memphis Mansion – ja, den i Randers til hyldest for the king of rock‘n’roll - havde hun mødt den legendariske Kerry Marx, der er en af Nashvilles mest erfarne studie- og liveguitarister.  

Meget sigende for Ester Brohus skrev hun derfor senere til Marx og spurgte, om han kendte en producer og et godt studie i Memphis, hvor hun måske kunne indspille tre numre fra den “hemmelige” samling.  

Svaret kom kort efter: "I can produce it," skrev Kerry Marx, der også endte med at spille guitar på albummet. 

Herefter sendte hun sine sange én for én som helt enkle mobiloptagelser og projektet voksede fra tre numre til et helt album, der skulle indspilles live i netop Nashville. 

Brohus rejste derover med sin datter Sabrina, der også synger kor på hele pladen. Sangene blev indspillet på to dage, mens vokalerne senere blev gjort færdige i Marx’ eget studie.  

Også mix og mastering blev lavet i Nashville, og Ester Brohus finansierede selv projektet – en pæn stor investering – uden på forhånd at vide, om et pladeselskab ville udgive resultatet. 

"Jeg ville bare det her, og det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Jeg ser det som en investering i mig selv og uanset hvad, har det været så stor en oplevelse," siger hun. 

Tilbage til begyndelsen 
I dag er Songwriter udgivet af Mermaid Records på både vinyl og cd, og Ester Brohus har igen fået pladeselskab, pressearbejde og booker omkring sig. Og fra februar næste år står den på tour rundt i hele landet.  

Over smørrebrød ved stuebordet på gården i Hedensted fortæller hun, at situationen minder hende om begyndelsen på solokarrieren, da debutalbummet The Perfect Way i 1992 gav hende en kontrakt og satte fart på karrieren. 

“Dengang fik jeg en pladekontrakt med Sonet, og pludselig havde jeg presse, booker, cd og lp, og så gik det hele stærkt. Nu er det næsten, som om det hele vender tilbage til begyndelsen,” siger hun. 

Siden debuten fulgte en lang række udgivelser, hundredvis af koncerter og en pæn række priser. Albummet Poor Pretty Little Me alene indbragte hende tre priser ved Danish Music Awards i 2002, blandt andet som bedste danske folk-sangskriver.  

Men, fortæller hun, karrieren har ikke bevæget sig i en lige linje. I nogle perioder har hun haft et pladeselskab, i andre har hun udgivet selv, mens koncerterne har ført hende rundt i kirker, kulturhuse, på festivaler – og gennem årtier også i landets fængsler - det sidste vender vi tilbage til. 

"Det er, som Emmylou Harris siger: I vores branche går det nogle gange opad, så går det lidt nedad, og så går det op igen. Kunsten er at holde ud, når man ikke er på toppen, men virkelig skal knokle for det,” siger hun. 

Selfmade fra Hedensted 
En rød tråd gennem Ester Brohus’ karriere er netop, at hun ikke venter på, at andre får idéerne eller åbner dørene for hende. Hun skriver sangene, tager kontakten, opsøger samarbejder og skaber selv den anledning, der kan føre til det næste job eller den næste plade.  

At være ‘selfmade’ er for hende derfor ikke så meget en fortælling om at stå alene, som det er en praktisk måde at være musiker på: Hun sætter tingene i bevægelse og samler de rigtige mennesker omkring sig. 

Her kan man godt tillade sig at drage en parallel til for nyligt afdøde Dolly Parton, hvis sange Brohus har sunget, siden før hun vidste, hvem den amerikanske countrystjerne overhovedet var.  

Hos begge er energien, den kunstneriske selvstændighed og viljen til selv at få ting til at ske en del af karrieren – ikke noget, der kommer ved siden af musikken. 

Selv opsummerer Ester Brohus det ganske præcist. 

"Jeg kommer fra Hedensted, og jeg klarer tingene selv. Hvis jeg ikke er produktiv og er på, så er der ikke nogen, der ringer og siger: ‘Ester Brohus, vi savner dig.’ Man bliver jo ikke fastansat nogen steder. Du skal selv sørge for, at der er noget at lave, og at der er noget at fortælle," siger hun med reference til sin konstante søgen efter inspiration. 

Country bag murene 
Den ukuelige arbejdsiver, som Ester Brohus lægger for dagen, hænger også tæt sammen med hendes syn på tilværelsen. Hun tror grundlæggende på, at man kan, hvad man vil, og at man aldrig skal være bange for at spørge. Det værste, der kan ske, er nemlig, at man får et nej, fortæller hun. 

“Jeg kaster mig gerne ud i nye projekter, for jeg regner med, at tingene går godt. Jeg har ingen uddannelse, men jeg har fået en gave i form af min stemme og evnen til at sætte mig ned og skrive en sang. Det har jeg brugt hele mit liv, og det er da fantastisk, at det kan lade sig gøre,” siger hun. 

Fra sin far har hun desuden fået et vigtigt råd sig: “Hvis man skal bekymre sig om, hvad andre tænker om én, kan man ikke lave andet.”  

I den tilgang ligger også en frihed til at følge sine egne veje – og en af dem har ført Ester Brohus ind bag murene i de danske fængsler. Første gang var hun blot 13 år. Året var 1976, og hun optrådte med familiens gospelgruppe i det gamle Horsens Statsfængsel. 

Siden har fængselskoncerterne fulgt hende gennem karrieren, og når et fængsel har penge til en koncert, eller en sponsor gør en turné mulig, tager hun og tre-fire musikere på landevejen. Derfor er hun også på fornavn med en række af de værste forbrydere, vi andre kun kender fra nyhederne. 

“Jeg vil helst spille i de lukkede afdelinger, fordi det er der, at de indsatte har færrest muligheder for oplevelser. Det betyder meget for dem, at vi kommer,” forklarer hun. 

På en enkelt dag kan bandet bevæge sig rundt mellem flere afdelinger, fordi nogle af de indsatte ikke må være sammen. Det har resulteret i op til seks små koncerter på samme dag, og antallet af publikummer kan svinge betragteligt. 

“Der kan sidde 20 eller 50, men vi har også spillet for bare to unge på en ungdomsafdeling,” siger hun og uddyber, at musikken ikke står alene.  

Der skal også være tid til at snakke og være nærværende. 

“Vi holder altid en pause med kaffe, så vi kan få snakket sammen, og de kan stille spørgsmål. Nogle gange har de bagt kage eller lavet frokost til os,” fortæller hun. 

Nogle kommer aldrig ud 
Ester Brohus har derfor gennem årene drukket kaffe med mennesker, der er dømt for nogle af de alvorligste forbrydelser. Hun ved godt, hvad mange af dem har gjort, men inde i fængslet taler hun med dem som med alle andre. For de er stadig mennesker, som hun siger. 

“Jeg taler med de indsatte, ligesom jeg taler med dig. I det lille øjeblik er der ingen, der tænker på, hvad de har gjort,” siger hun og uddyber, at der bag hver dom findes et menneske med en historie. 

Selve forbrydelserne kan og skal naturligvis ikke bortforklares, men derfor må alle indsatte gerne lytte til hendes musik. Og måske er det netop her, at den kan gøre den største forskel. 

“Det er svært nok for dem i forvejen. Nogle kommer fra hjem, hvor de ikke har fået den støtte eller vejledning, som mange andre tager for givet. De fleste skal også ud af fængslet igen en dag, og så kan vi lige så godt give dem nogle gode oplevelser med på vejen.”  

Fængselskoncerterne er dog ingen god forretning. Honoraret er ofte lille eller ikkeeksisterende, mens sikkerhed, vagter og planlægning kan kræve halvanden måneds arbejde. Men det regnestykke er ikke afgørende for Ester Brohus. 

»Jeg kan lide det, fordi det gør en forskel. De indsatte får en anderledes dag, og måske er jeg en af de få, der møder dem som de mennesker, de er – og ikke kun ser dem for det, de har gjort.” 

Ikke færdig endnu 
Fængselskoncerterne er blot én af mange måder, Ester Brohus fortsat bruger musikken på. Og selv om Songwriter er færdigindspillet og sendt ud i verden, har hun ikke sat sig tilbage for at nyde resultatet. 

Så langt fra. På spørgsmålet om, hvorvidt der opstår et tomrum, når så stort et projekt er afsluttet, svarer hun kort: 

“Det har jeg da allerede fyldt ud. Vil du vide hvordan? Kom.” 

Hun rejser sig og går ind på sit arbejdsværelse fyldt med guitarer, grammyer og det, hun gerne vil vise frem.  

På hele den ene væg hænger teksterne til en række nye sange, og under fremvisningen sætter hun sig til klaveret spiller en bid af et nyt nummer. Hendes kraftfulde vokal fylder rummet ud, mens hun fortæller, at hun for nylig har lært sig selv at spille klaver.  

“Sikke en energi”, tænker man nemt i Esters selskab. 

Materialet til det kommende album er endnu ikke færdigt, men i hendes hoved og på væggen er næste projekt allerede godt på vej. 

“Jeg glæder mig til at komme videre med det,” siger hun og peger op på en anden væg, hvor to store kalendere for 2026 og 2027 allerede er fyldt godt ud med håndskrevne noter, koncerter og aftaler. 

For Ester Brohus er det at være musiker nemlig ikke noget, man afslutter, når man når en bestemt alder. Tværtimod oplever hun, at erfaringen hele tiden åbner nye muligheder. 

“Man vokser faktisk med opgaven, som tiden går. Og så længe man kan blive ved, er der hele tiden mere at arbejde videre med,” siger hun og uddyber, at hun af samme årsag også har svært ved at forholde sig til tanken om pension.  

For hvad skulle hun pensioneres fra? Sangene, koncerterne og møderne med andre mennesker er ikke kun hendes arbejde, men det liv, hun helst vil leve. 

“Jeg er ikke færdig endnu - jeg er bare kommet i gang. Og nu bliver jeg ved så længe, jeg kan, og så længe folk gider høre på mig. Jeg elsker mit arbejde i musikken.”