Leder: Drømmen om fællesskabet
For to år siden skrev jeg en leder med overskriften ”Din drøm er en del af fællesskabet.”
Denne sætning har siden 2020 været overskriften for den strategi, som Dansk Musiker Forbunds hovedbestyrelse samt sekretariat har haft som pejlemærke i det daglige arbejde.
Det gælder arbejdet med rådgivning og hjælp af medlemmer. Og det gælder den politiske interessevaretagelse med henblik på at styrke forholdene på musikkens arbejdsmarked samt det kulturpolitiske fundament.
Det sker i samspil med både Christiansborg, landets kommuner og alle musiklivets mange organisationer.
Ved årsmødet i 2022 i Snekkersten fik hovedbestyrelsen til opdrag at undersøge, hvordan forbundets organisering kunne optimeres. Blandt andet så fællesskabet og den lokale forankring i hele landet kunne udvikles og fremtidssikres.
Herefter begyndte et omfattende arbejde med inddragelse af medlemmer og lokalafdelinger. Målet var at skabe et nyt fundament for fremtidens forbund.
Det skulle ske i form af nye love, der skulle danne fundamentet for en ny politisk og administrativ struktur og organisering.
Ved årsmødet i Børkop i 2024 blev der således vedtaget en lang række strukturelle tiltag og ændringer af forbundets love.
Formålet var at fremtidssikre forbundets organisering i hele landet, så alle medlemmer uanset bopæl eller genre ville kunne få samme muligheder og adgang til medlemstilbud samt demokratisk deltagelse.
Tanken var også at styrke fællesskabet og sammenholdet i forbundet på tværs af landet - Ikke mindst med fokus på mangfoldighed.
Det skulle ske gennem en transparent og overskuelig demokratisk struktur med mulighed for kollegial vidensdeling og netværk.
De nye seks regioner afløser lokalafdelingerne. De vil automatisk være repræsenteret med hver deres forperson i hovedbestyrelsen.
Her får de selskab af de nye fagrepræsentanter. De skal sikre, at de overordnede fagligheder, som DMF’s medlemmer udgør, får en fast demokratisk repræsentation i hovedbestyrelsen.
Den 27. og 28. september i år afholder DMF årsmøde i Odense. Her vil den nye hovedbestyrelse endeligt tiltræde med regionsforpersoner som den ene halvdel og nyvalgte fagrepræsentanter som den anden halvdel.
Derudover vil en række underbyggende tiltag og relaterede lovændringer også blive drøftet og sendt til afstemning.
Her er det værd at nævne forbundets nye strategi. Den er skabt i et konstruktivt samarbejde mellem regionsbestyrelser, medlemmer og hovedbestyrelsen.
Det bliver kort sagt et markant paradigmeskifte i Dansk Musiker Forbund.
Et skifte, som er blevet mødt med begejstring og tilfredshed blandt majoriteten af medlemsskaren.
Det er derfor min og hovedbestyrelsens obligatoriske opgave efter årsmødet at få hele medlemsskaren med på denne rejse.
Det skal ske gennem fortsat dialog og imødekommenhed, så alle medlemmernes drømme kan få mulighed for at blive udfoldet i fællesskabet.
Det kan ske gennem kollegiale og sociale begivenheder og nye kollegiale fællesskaber i hele landet, hvor behovene kan opstå.
Fagbevægelsen er bygget på solidaritet og ansvarlighed mellem kollegaer. Den bygger på tanken om, at sikkerheden og garantien for gode arbejdsvilkår og anstændig aflønning kan skabes gennem de kollektive aftaler og overenskomster.
Derfor – hvis du ikke allerede er klar over det:
Din drøm er en del af fællesskabet!