Vi byder velkommen
Velkommen til vores allerførste digitale version af Musikeren.
Vi, som resten af verden, må vænne os til den ikke længere så nye digitale virkelighed, og ikke mindst må vi forholde os til bæredygtighed og overforbrug af verdens kostbare ressourcer.
Jeg håber, I vil finde tid til at dykke ned i de gode historier om musikere og orkestre – også deres udfordringer - samt i DMF’s nye workshops. I kan også læse om vores nye Direktør for DMF, Susanne Docherty, som vi alle glæder os meget over at have budt velkommen. Vi har haft en forrygende start med Susanne her i huset, og vi ser meget frem til samarbejdet. Hun har meget at byde ind med både som erfaren leder, stort branchekendskab i hele landet, og ikke mindst engagementet for jer medlemmer.
Der har været travlhed her i DMF siden jul, hvor vi også har budt velkommen til vores nye kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, som vi allerede har haft flere konstruktive møder med. Vi har haft fokus på vigtigheden af statsstøtten til musiklivet her i Danmark, ikke mindst efter den negative økonomiske effekt, Corona har haft på vores branche.
Vi har også talt med kulturministeren om emner som honorarstøtteordningen samt vigtigheden af at sikre transportstøtteordningen, hvor vi for nylig mærkede, hvor hårdt det rammer, hvis ikke vi har nogle ordentlige økonomiske rammer som eksempelvis transportstøtteordningen. Samt vores Fix Streaming-kampagne, der har fokus på den nye virkelighed, og hvor svært det er blevet at tjene penge på streamingplatforme. Og selvfølgelig har vi klargjort for kulturministeren generelt, hvor vigtig støtten til alle de uundværlige orkestre, kor og ensembler, vi har rundt om i hele landet, er.
I februar lancerede vi vores kampagne for mere musik i grundskolen hos politikerne på Christiansborg. Først og fremmest for at gøre opmærksom på behovet for at styrke sammenspillet mellem grundskolerne og musikskolerne og ligeledes for at få kigget på musikloven for at sikre, at der også findes et blomstrende musikmiljø hos de kommende generationer.
Lige nu er der godt gang i overenskomstforhandlinger i hele landet, og også vores jurister er travlt beskæftigede – lige nu forhandler vi på det private område, hvilket bl.a. omfatter Danmarks Radio.
Derudover arbejder vi hele tiden for at forbedre vores forbund. Jeg vil derfor gerne komme med en kæmpe tak til alle I medlemmer derude for jeres opbakning til at deltage i vores store medlemsundersøgelse lige før jul. Tak for at vise tillid og støtte til vores arbejde for jer. Der arbejdes nu på højtryk med at analysere på resultaterne, så vi kan bruge resultaterne til at blive endnu bedre til at arbejde for de behov, I har som udøvende musikere.
Bedste hilsener,
Søs Nyengaard, forperson for Dansk Musiker Forbund