Til fælles kamp for kønsbalance og nuanceret debat

At der vitterligt er problemer med kønsdiskrimination i musikbranchen, er der efterhånden bred enighed om. Da Dansk Musiker Forbunds forpersoner og flere ansatte for nylig var til Musiktopmøde i DR med kønsubalancen som tema, indledte DRs direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen, med at understrege, at vi ikke længere behøver at diskutere, om der er problemer med diskrimination i musikbranchen, for det er der. 

”Vi skal tale om, hvordan man tager fat. Det er tid til handling,” fastslog Henrik Bo Nielsen og tilføjede, at det handler om at ændre indgroede vaner.

Og Dansk Musiker Forbund er i gang. Sidste år vedtog Hovedbestyrelsen en diversitets- og ligestillingspolitik, som fastsætter en ramme og en retning for arbejdet på området i de kommende år og har dannet grobund for et nyt mindset hos såvel politikere som ansatte i DMF.

Forbundet arbejder støt for, at der skal være plads til os alle sammen, og at vi skal kunne udfolde os på lige vilkår. Og derfor mener Hovedbestyrelsen, at det er i alles interesse at sikre en nuanceret debat.

Problemerne er ikke kønsspecifikke

De toner er Kjeld Lauritsen, der bor i København, glad for at høre.

Han er freelance-jazzmusiker og spiller hammondorgel – hvilket han har gjort i en menneskealder. Han påpeger, at problemet med diskriminerende hændelser og udfordringerne med at komme til fadet i branchen ikke er kønsspecifikke. Han har for eksempel mange gange fået negative kommentarer om sit udseende, og han har også prøvet at blive befamlet af en kvindelig leder på et spillested. Oplevelser, som han naturligvis ikke har brudt sig om, men han mener, at kimen til ubalancerne i branchen hovedsageligt ligger i støttestrukturerne; 

”Jeg synes, at der er nogle af de ting, der bliver gjort kønsspecifikke, som ikke er det, og som ligger i en større struktur. Hvis man bevæger sig op i helikopterperspektiv, så kan du sige, at vi har indrettet et støttesystem, der placerer musikerne nederst i hierarkiet, og hvor vores løn er ekstremt lille i forhold til, hvad der bliver brugt på bygninger og øvrige lønninger rundt omkring,” understreger Kjeld Lauritsen og tilføjer, at det ikke giver mening at investere i nyt byggeri og lade skaberne af det kunstneriske indhold spille på døren.

Han kunne godt tænke sig, at der blev set nærmere på, hvor meget spillestederne bruger på administration, og hvor meget af deres budget, der går til aflønning af musikere fra henholdsvis ind- og udland. I forhold til diversitetsspørgsmålet, så mener han ikke, at det skal løses ved, at hvert enkelt spillested bliver mere alsidigt. Stor musik bliver ofte skabt i snævre miljøer, understreger Kjeld Lauritsen. Han ser hellere, at der bliver flere spillesteder, som specialiserer sig på hver deres felt.

”Hvem kan sige nej til at give nogle penge til et spillested i København med primært kvindelige singer-songwritere? Det vil man jo ikke kunne sige nej til, hvis det var sat op på den rigtige måde. Gå i gang! Lav noget fedt! Så står jeg i publikum,” opfordrer Kjeld Lauritsen sine kolleger.

Han opfordrer også sine kolleger – og især de kvindelige – til at kæmpe for, at alle børn kan opleve skolekoncerter. Dels fordi han mener, at det fremmer diversiteten i musiklivet, hvis børn og unge møder en masse spændende musik, spillet af vidt forskellige mennesker, med forskellige køn og etniciteter. Men også fordi, at der er jobs i at spille på skolerne.

Alle bliver bedømt på udseendet

Kjeld Lauritsen understreger igen og igen, at det er vigtigt at holde sig for øje, at det er branchen som helhed, der har et problem med manglende indtjeningsmuligheder – og at det i høj grad også kan være op ad bakke at være mandlig musiker.

”Der er nogen steder, hvor det bare er håbløst at banke på. Hvis du vidste, hvor mange bookingmails, jeg har sendt. Er du sindssyg mand! Hele dét der bookingarbejde er demotiverende – for alle. Men jeg tror på, at hvis du har et højt fagligt niveau, er der altid nogen, der ville kunne bruge dig til noget. Det kan godt være, at du ikke bliver brugt til dét, du gerne vil. Men så kan du måske blive brugt til noget andet,” pointerer Kjeld Lauritsen.

I forhold til problematikken med, at musikere bliver bedømt på deres 
udseende, så mener han, at det er vigtigt, at man ikke tager den slags personligt. 

”Jeg har tit fået at vide at jeg ikke ligner en musiker. Der er masser af mennesker, som synes, at jeg ser forkert ud. Det er jo ikke decideret en opmuntring. Men hvis du stiller dig op på en scene, så bliver du bedømt på dit udseende. Det kan man ikke gøre noget ved. Jeg tror, at de fleste har prøvet at blive hånet og latterliggjort for, hvordan de ser ud,” påpeger Kjeld Lauritsen.

Mandlige debattører bliver sat i bås

Søren Krogh bor i Vejle. Han er sanger, guitarist og dansk sangskriver – og er i øvrigt aktuel med udgivelsen ’Havtornland’, som er hans 10. album.

Lige som Kjeld Lauritsen mener han, at branchen er hård at klare sig i for alle, og at udfordringerne ved at få fodfæste som professionel musiker er mange, uanset hvilket køn man er.

”Branchen er ikke et kursus, man melder sig til, hvor alle har ret til at være, og alle bare kan stemple ind. Alle har ret til at forsøge. Men hvis man vil etablere sig som kunstner i dag, så skal man enten have nogen, der tror så meget på ens projekt, at de vil finansiere det – eller også skal man selv finansiere det,” fastslår Søren Krogh. 

Han oplever, at det som mand er svært at melde sig på banen i kønsdebatten uden at blive sat i bås:

”Man bliver enormt nemt misforstået. Emnet er ikke diskuterbart. Jeg holder rigtig meget af udtrykket ”at føre en samtale”. Fordi når man fører en samtale, så er begge parter ansvarlige for, at samtalen skrider fremad. Men her bliver der ikke ført nogen samtale. Her bliver der trukket en samtale, og så kan mænd halse bagefter det – eller de kan lade være. Og langt de fleste mænd opgiver bare. Så holder de bare mund og spiller videre, og det er jo bare brandærgerligt!”

Han understreger, at han ønsker at se langt flere kvinder i musikbranchen, og at han hjertens gerne vil hyre kvindelige musikere til sit orkester. Men det er endnu ikke lykkedes ham at finde en kvinde, der kan spille mandolin. 

Han mener, at man skal starte med børnene for at skabe kulturforandring.

”Hvis man virkelig vil dette her, så skal man være undersøgende på, hvad der sker i musikskolerne og i fødekæden mellem musikskolen og MGK. Og fra MGK til konservatorierne, og fra konservatorierne og ud til det lange, lange arbejdsliv, der er bagefter. Der skal kvinder selvfølgelig have akkurat de samme muligheder, som mænd skal have. Det hersker der ingen tvivl om, men jeg har savnet, at arbejdet med børn og unge mennesker er blevet draget ind i denne her diskussion,” understreger Søren Krogh og fortsætter:

”En anden nuance, som jeg også synes mangler i debatten, er, at hvis man virkelig skulle gøre det fifty-fifty for kvinder og mænd, så skulle man jo ikke have så mange kvindelige sangerinder og violinister, som man har. Og man skulle også gøre meget mere for, at drengene begynder at spille tværfløjte. Sådan nogle tiltag har jeg ikke set skyggen af.”

Vi skal lytte til hinanden

Martin Bastiansen er singer-songwriter, konservatoriestuderende på Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg og sidder i Dansk Musiker Forbunds Hovedbestyrelse. Han har ikke personligt været udsat for diskrimination, men han har veninder og kvindelige kollegaer, der har berettet om dårlige oplevelser, og han er varm fortaler for, at vi alle sammen arbejder på at skabe en sund, inkluderende kultur i branchen. 

”Jeg oplever desværre venner og veninder, der beretter om oplevelser, som jeg mener, er fuldstændig uacceptable. Det er de venner og veninder, der er motivationen for mig i kampen for et bedre musikliv for os alle,” fastslår Martin Bastiansen og fortsætter:

”De forudsætninger, den enkelte har for at dygtiggøre sig på et instrument eller indenfor musikskabelse, har ikke noget med køn at gøre. Jeg tror på, at jo mere mangfoldighed, vi har indenfor kunst, des mere inspirerende miljøer skaber vi for hinanden – og des højere kvalitet opnår vi i dansk musik.” 

Martin Bastiansen mener, at kønsdebatten er meget vigtig, og han er glad for, at der kommer mange forskellige synspunkter på banen i forhold til, hvordan vi skal løse problemet. Men samtidig mener han, at der er alt for stort fokus på kvoter og forfordeling.

”Hvis vi sætter ind på den rigtige måde, så vil vi i løbet af nogle år se flere kvindelige artister/musikskabere i radioen, på scenerne og på musikuddannelserne. Men det kommer ikke til at ske af sig selv, og derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at dele og lytte til hinandens oplevelser, så emnet bliver ved med at være aktuelt og ikke glider ud i sandet,” pointerer Martin Bastiansen og advarer mod et polariseret debatmiljø:

”Sociale medier har desværre en tendens til at skrue op for overskrifter og fremhæve yderpols-udtalelser for clickbaits skyld – det har en tendens til at udviske budskaberne i debatten. Det er ærgerligt at se, hvordan stemningen i kommentarfelterne ødelægger mulighederne for, at flere udtaler sig, fordi det er kun ved at lytte til hinanden, at vi kan forstå hinanden – og derved støtte hinanden, ” slår Martin Bastiansen fast og afslutter:

”Kønsdebatten har generelt fået mig til at tænke en del over, hvordan mit køn har haft indflydelse på min opdragelse og indflydelse på, hvem jeg er blevet som menneske. Samtidig er det også interessant, hvordan de traditionelle kønsforståelser i disse år langt hen ad vejen er under afvikling, og at vi er på vej mod en langt højere grad af ligestilling. Men desværre ser vi gang på gang, at vi stadig har lang vej igen.”