Sygdom og aflyste koncerter: Ny aflysningsforsikring har været en god forretning for Jesper
Sygdom og aflysninger er to ting, som de fleste selvstændige musikere oplever fra tid til anden. Og det kan gøre ondt – også økonomisk – når det sker. Men det behøver det ikke længere gøre, i hvert fald ikke, hvis man tegner DMF’s nye aflysningsforsikring.
Det er netop, hvad musiker, producer og sangskriver Jesper Zar Tønnov har gjort. Efter snart 30 år som musiker har han prøvet både at optræde med sygdom i kroppen og oplevet mange aflysninger. Begge dele er noget skidt, fortæller han.
Derfor har han tegnet en aflysningsforsikring gennem DMF, der dækker, hvis han bliver syg eller arrangøren aflyser.
”I mange andre jobs får du løn under sygdom, og den sikkerhed vil jeg også gerne have. Jeg vil kunne passe på mig selv og de andre i mit band, og det der med at gå syg på scenen, det gider jeg ikke mere,” siger Jesper Zar Tønnov, der spiller i bandet Daze.
Brugt den tre gange
I alt tre gange har 45-årige Jesper Zar Tønnov gjort brug af aflysningsforsikringen. To gange på grund af sygdom og den tredje efter en aflysning, hvor der ikke var solgt nok billetter til koncerten.
”Forsikringen er med til fjerne noget af den økonomiske usikkerhed, der er ved at være selvstændig. Og det giver mig stor tryghed at vide, at jeg kan betale mine regninger uanset, hvad der sker,” siger han.
Konkret betaler Jesper Zar Tønnov 308 kr. om måneden til forsikringen, og den gruppe, han er med i, dækker op til 10.000 kr. pr. aflyst koncert med et maksimum på 60.000 kr. om året.
Og for Jesper er det et nemt regnestykke.
”For mig betaler aflysningsforsikringen sig hjem ved blot en aflysning, og jeg kan ikke anbefale det nok til andre. Jeg føler mig enormt godt sikret og har fået meget mere ro i maven,” siger han.
Målrettet DMF’s medlemmer
Det er DMF’s eget forsikringsselskab, DMF Forsikring GS, der tilbyder aflysningsforsikringen, og det er kun medlemmer af DMF, der har mulighed for at tegne den.
Det fortæller administrerende direktør for DMF Forsikring GS, Henrik Gundersen, der forklarer at forsikringen er oprettet på grund af et tydeligt behov, og fordi der ikke findes andre, lignende aflysningsforsikringer på markedet.
”Hvis du er udøvende musiker og bliver aflyst eller alvorlig syg, så ved vi, hvor ondt det kan gøre at miste honoraret. Derfor har vi vurderet, at der både er et stort behov og et hul i markedet for en forsikring som denne. Og den koster fra blot 44 kr. om måneden,” siger han og fortsætter:
”Har man ikke en forsikring, risikerer man altså at stå med håret i postkassen, hvis man rammes af aflysninger eller sygdom. Så for at sikre medlemmerne mod et økonomisk tab og for at skabe et sikkerhedsnet, har vi valgt at lave det her tilbud,” siger han og uddyber, at ordningen allerede er blevet taget rigtig godt i mod.