Støtteordninger holder liv i den parisiske jazzscene

Det klirrer fra baren og summer fra de tætstillede stole. Et blødt gult lys falder fra det hvælvede kælderloft ned på den mikroskopiske scene, hvor det sidste bækken bliver monteret, mens musikerne udveksler et par indforståede ord på franglais. Gæster balancerer fyldte rødvinsglas mellem nyankomne med instrumenter på ryggen og i hånden. 

“Alle der spiller inden for et jazzrepertoire er velkomne på scenen,” lyder det fra Solène Cairoli bag kontrabassen, da hun åbner sin torsdagsjam på 38Riv. 

Den lille klub i hjertet af Paris er et af byens spillesteder, hvor der dagligt er jazz på plakaten. Et århundrede efter jazzmusikken gjorde sit indtog på denne side af Atlanten, holder passionerede musikere med hjælp fra franske støtteordninger nemlig stadig liv i genren – og i et sårbart erhverv.

Netværket Paris Jazz Club, der samarbejder med over 130 spillesteder og festivaler i byen, annoncerer hver måned omkring 600 koncerter – alt fra swing og bebop til avant-garde og manouche. Og Paris forbliver et hotspot for franske og udenlandske jazzmusikere.

“I mine øjne er det den by i Europa, hvor jazz er mest levende. Der er ikke noget andet sted, heller ikke i Frankrig, hvor du kan tage ud en hvilken som helst aften ved midnat og spille med i en jam. Det er værdifuldt, for jazzmusik kræver, at man spiller meget live,” siger sanger og trompetist Robin Mansanti, der selv flyttede hertil for godt 15 år siden for at gøre jazzmusikken til sin levevej.

“Det var svært i starten. Ved at hænge ud til jams, fik jeg flere og flere kontakter og blev på den måde etableret. Alle jazzmusikere kommer til Paris på et tidspunkt, så det er her, man møder de bedste,” siger han. 

Fransk statsstøtte 
Den stærke franske kulturpolitik strækker sig langt tilbage, men især siden 1980’erne har der været et fokus på at understøtte kultur, herunder jazzmusik, som er en del af den nationale identitet, forklarer Stéphane Audard, der har forsket i jazzhistorie, underviser på Paris' regionale konservatorium CRR og koordinerer jazzafdelingen på Charles Munch-konservatoriet og selv er jazzmusiker. 

“Selvom der er langt mindre støtte end til klassisk musik, er der stadig mange spillesteder, jazznetværk og orkestre, der får tilskud – både fra Kulturministeriet og fra lokale og regionale myndigheder,” siger han og peger på, at der også er mange konservatorier i Frankrig.

De traditionelle jazzklubber er typisk delvist støttet, og nogle enkelte får næsten ingen støtte. En stor del af finansieringen går også til festivaler og større spillesteder. Det er med til at sikre musikerne bedre arbejdsvilkår og gør det muligt at booke musik som jazz, der ofte ikke giver høje billetindtægter. 

Disneyland for musikere 
For jazzmusikere er den nok mest afgørende støtte den såkaldte intermittent du spectacle-ordning, som omfatter omkring 300.000 kunstnere og teknikere i Frankrig. Den giver kunstnere en stabil indkomst også mellem deres projekter og i perioder uden arbejde. 

For som kunstner at kvalificere sig skal man arbejde mindst 507 registrerede timer om året, hvilket for mange musikere svarer til 43 kontrakter, for eksempel koncerter. Ud fra hvor meget man har tjent, beregnes en månedlig ydelse, som kombinerer dagpenge med en del af den løn, man har tjent.  

“Ordningen hjælper mange musikere enormt. Det kan være svært at være jazzmusiker i dag ellers. Der er et stort udbud, mens antallet af spillesteder ikke vokser. Når man har et projekt, er det ofte en enkelt koncert,” siger Stéphane Audard.

Det kan Robin Mansanti genkende.

“Der er simpelthen ikke nok arbejde til, at du kan overleve uden,” siger den 38-årige sanger, der sidste år gav 80 koncerter. 

Mindstelønnen for en koncert ligger på omkring 100 euro (cirka 750 kroner), og på jazzklubberne er det sjældent meget højere. I realiteten betaler spillestederne dog betydeligt mere for en musiker, fordi de via ordningen også dækker sociale bidrag som sygesikring og pension. Det betyder, at mindre steder ofte ikke har råd til livemusik, men det er også lig med en større sikkerhed for musikerne. 

“Det giver én en rigtig status og gør det muligt at arbejde inden for en form for lovlig ramme. Selvom intermittent-ordningen har en omkostning, tror jeg, at det i sidste ende udligner sig. Når man har boet i USA, så er det rent Disneyland,” siger Solène Cairoli, der før var bosat i New York. 

Modsat Robin Mansanti, der som sanger typisk selv skal finde sine koncerter, bliver den 29-årige kontrabassist hyret ind. 

“Jeg er ret privilegeret, for det er folk, der ringer til mig. Jeg spiller mindst to koncerter om ugen. Nogle gange flere. Næste uge bliver det endda til seks,” siger Solène Cairoli, der også underviser på konservatoriet.

Den danske trommeslager Malte Arndal, der slog sig ned i Paris for fem år siden, synes også systemet er fordelagtigt. 

“Fransk bureaukrati er ikke lige til, men når man først er inde i det, fungerer det rigtig godt. Jeg registrerer en gang om måneden, de koncerter, jeg har spillet, og så tager de sig af resten. Jeg synes faktisk, det er lettere end den danske tariff, hvor man selv skal alt muligt med skat og som egentlig ikke er særligt mange penge, i forhold til hvad folk tjener i Danmark,” siger trommeslageren, der foretrækker livet som jazzmusiker i Paris. 

“Jeg føler mig mere som en del af samfundet her, mere lige i verden med andre. I Danmark er man virkelig i en boks helt for sig, og lidt en alien i samfundet,” siger han. 

Respekt for kultur 
Der er mærkbare forskelle mellem at være musiker i de to lande, ifølge Malte Arndal.

“I Frankrig er der en stor respekt for kultur. I forhold til Danmark synes jeg, at der bliver sat mere pris på ens arbejde her, og man bliver behandlet lidt bedre, når man er ude at spille,” siger musikeren, der stadig jævnligt er i Danmark for at optræde.

“Når du spiller en koncert i Odense eller Aalborg, tager du afsted klokken 13 fra København, kører i fire timer, slæber dit gear ind, sætter det op, laver selv lydprøve, spiser aftensmad, spiller, pakker sammen igen, kører og er hjemme klokken 2 om natten. Det er virkelig et slidearbejde.” 

Den 30-årige trommeslager er ofte på tour i Frankrig, og da er forholdene andre. 

“Her tager jeg et tog og bliver hentet på stationen. Jeg har kun mine bækkener med, for der er altid instrumenter, og altid booket et hotel til én. Det gør selvfølgelig, at der bliver brugt penge, som måske kunne være gået til musikerne. Men det er rart, at der ikke er så meget slæben rundt. Det eneste jeg skal, er at spille. Der er bare en større infrastruktur omkring musik og koncerter,” siger han. 

Hvide hår og autentisk musik 
Jazzmusikken møder dog også udfordringer i Frankrig. Spillesteder kommer og går, og i øjeblikket er den offentlige støtte til kultur truet – også intermittent-ordningen. I februar var der snak om at hæve de 507 timer til 557 timer. Det fik demonstranter og franske fagbevægelser sat en stopper for, i hvert fald midlertidigt.

Man står også over for en konkret opgave, mener Stéphane Audard.

“Det er et smalt publikum, og der er mange hvide hår. Hvad sker der, når de forsvinder? Det er helt afgørende at tage initiativer for at nå unge mennesker,” siger han. 

Solène Cairoli er “relativt optimistisk” hvad angår fremtiden. 

“Mit indtryk er faktisk, at jazz er kommet lidt tilbage de seneste år. Der er igen fyldt i klubberne, folk genopdager musikken. Det er tilgængeligt og forholdsvis billigt. Og så er det autentisk musik, du ser musikere, der virkelig spiller i en tid, hvor der er mange ting, man ikke ved, om er ægte eller ej,” siger hun. 

På 38Riv mangler der til hendes jam denne aften hverken tilskuere eller musikere. Det er over midnat, og en ny trompetist indtager scenen. Indimellem sniger nogle sig op for at ryge en cigaret og vende kvaliteten af aftenens musik i den milde parisiske forårsnat. Og så ned igen i den tætpakkede cave for at jamme videre.