Som stadsmusikanter fandt Dreamers’ Circus nye veje for musikken
På gulvet i Kreativt Hus for Børn i Roskilde sad en gruppe børn og tegnede sammen med en lokal illustrator. Imens spillede Dreamers’ Circus og improviserede over de figurer og fortællinger, der voksede frem på papiret. Børnenes streger påvirkede musikken, og musikken sendte tegningerne i nye retninger.
Det var et af de første projekter, den dansk-svenske folkemusiktrio gennemførte som stadsmusikanter i Roskilde Kommune. For Nikolaj Busk, der spiller klaver og harmonika i Dreamers’ Circus, blev oplevelsen samtidig et tidligt bevis på, at rollen som stadsmusikanter kunne give trioen nogle helt nye kunstneriske oplevelser.
"Vi fik en fornemmelse af, at projektet kunne tage os mange nye steder hen. Pludselig spillede vi nogle steder og på nogle måder, som vi aldrig havde prøvet før. Det var skidesjovt," siger han.
Dreamers’ Circus blev tilknyttet Roskilde Kommune som stadsmusikanter i 2021. Dermed genoplivede kommunen en tradition, som i Roskilde kan føres tilbage til 1669, men i en moderne form, der minder mere om et længerevarende artist-in-residence-samarbejde end om den historiske stadsmusikantordning.
Efter fem år er samarbejdet nu afsluttet. Det sidste projekt blev fællessangen Der flyder en kilde (Roirs Sang), som Dreamers’ Circus skabte sammen med sangskriveren Bisse med input fra og borgere fra hele kommunen.
En hjemmebane for trioen
Mikael Pass, der er specialkonsulent og i rollen som musikbysupervisor udgør projektlederen for Alle Tiders Musikby i Roskilde Kommune, var med til at udvikle stadsmusikantkonceptet fra begyndelsen.
Idéen opstod på et tidspunkt, hvor folkemusikken oplevede en opblomstring i Roskilde. Nye aktører og musikere var kommet til, en ny folkemusikfestival havde set dagens lys, og spillestedet Gimle havde fokus på genren.
Samtidig stod Dreamers’ Circus foran at blive udpeget som specialensemble af Statens Kunstfond. I den forbindelse ønskede trioen sig en lokal hjemmebane.
"Dreamers’ Circus rakte ud til os, hvilket vi var meget glade for. For os var det oplagt at se på et samarbejde, fordi vi på det tidspunkt havde fokus på folkemusikken, samtidig med at Roskilde har nogle stærke musiktraditioner, som vi gerne vil understøtte og udvikle," siger Mikael Pass, der uddyber, at samarbejdet også passede ind i kommunens musikbystrategi, der skal give flere borgere mulighed for at opleve, udøve og skabe musik. Samtidigt har Roskilde en ambition om at fungere som et laboratorium, hvor nye musikalske formater og samarbejder kan afprøves, fortæller han.
"Vi vil gerne være et fremtidslaboratorium, der styrker vores eget musikliv, men som også kan vise nye veje og inspirere andre. Her passede stadsmusikanterne godt ind, fordi det var en ny måde at skabe et længerevarende samarbejde mellem professionelle musikere, kommunens kulturaktører og borgerne," siger Mikael Pass.
For Dreamers’ Circus gav ordningen mulighed for at rette blikket mod ét geografisk område frem for – som musikere ofte gør – at bevæge sig videre til den næste koncertby.
"Det var en måde at bidrage med det, vi kan: at lave musik og skabe kulturelt indhold målrettet kommunens borgere. I modsætning til meget af det andet, vi laver, var fokus her samlet om én kommune," siger Nikolaj Busk.
Mere end en række koncerter
I begyndelsen udviklede trioen selv idéer sammen med kommunens kulturaktører. Her lærte musikerne de lokale miljøer og kompetencer at kende, mens en lang række sjove, skæve og anderledes forslag kom på bordet.
Idéerne blev samlet i en fælles idébank, hvorefter kommunen og Dreamers’ Circus løbende vurderede, hvilke projekter der kunne realiseres.
"Det var vigtigt, at samarbejdet ikke bare skulle bestå af koncerter. Det skulle være noget andet og mere, hvor Dreamers’ Circus kunne involvere folk i byen, og hvor deres faglighed kunne spille sammen med de aktører og opgaver, der allerede fandtes her," siger Mikael Pass.
Foruden besøget i Kreativt Hus for Børn har Dreamers’ Circus blandt andet gennemført masterclasses og undervisningsforløb med Kulturskolen Roskilde. Trioen har arbejdet med unge musikere om folkemusik, musikproduktion og den nordiske lyd og undersøgt, hvordan den kan spille sammen med moderne popmusik.
Et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening bragte musikerne ud på vandreruter omkring Roskilde, hvor de gav pop-up-koncerter i naturen. Dertil kom workshops, læringsforløb og koncerter forskellige steder i kommunen.
Ifølge Mikael Pass har en af de væsentlige gevinster været mødet mellem de internationalt anerkendte musikere og kommunens unge.
"Vi har set en effekt i Dreamers’ Circus’ møde med de unge musikere. De har været med til at skabe en forbindelse til både deres eget og Roskildes musikalske ophav gennem folkemusikken og arbejdet med den nordiske lyd. Mit håb er, at det også har været med til at præge de unge musikere og den musik, de selv skaber," siger han.
Samtidig har det ifølge Mikael Pass skabt lokal stolthed at have en trio på Dreamers’ Circus’ niveau knyttet til kommunen.
Et klippekort til musikalske projekter
For deres arbejde som stadsmusikanter har Dreamers’ Circus modtaget et årligt honorar. Beløbet ønsker hverken kommunen eller trioen at oplyse, men Nikolaj Busk betegner betalingen som meget rimelig.
Honoraret fungerede i praksis som et klippekort med ti klip om året. Når et projekt skulle gennemføres, vurderede parterne, om arbejdsindsatsen eksempelvis svarede til et halvt, et helt eller tre klip.
Modellen gav plads til både mindre aktiviteter og længere forløb uden en ny økonomisk forhandling fra bunden hver gang.
"Det har været et godt økonomisk supplement til vores øvrige arbejde som musikere. Honoraret var tilpasset opgaverne gennem klippekortet, processen har været meget smidig, og det har været et meget fornuftigt samarbejde," siger Nikolaj Busk.
For kommunen har udbyttet ikke kun kunnet aflæses i antallet af koncerter, aktiviteter eller deltagere.
"Der er flere bundlinjer i sådan et projekt. Noget af værdien kan være svært at måle, fordi effekten også findes i de møder og fællesskaber, der opstår, og i det aftryk, musikerne sætter hos eksempelvis børn og unge," siger Mikael Pass, der uddyber, at Roskildes musikbystrategi netop bygger på en tro på, at musik og musikalske fællesskaber også kan spille en rolle i kommunale kerneopgaver som trivsel, mental sundhed og bekæmpelse af ensomhed.
Og den slags virkninger kan være vanskelige at opgøre præcist.
"Når man indgår sådan et samarbejde, kræver det tillid internt i kommunen og fra politikernes side. Man kan ikke altid sætte et enkelt tal på, hvad man får for pengene. Men vi har en grundlæggende tro på musikkens værdi og på det, musikalske fællesskaber kan gøre for mennesker," siger Mikael Pass.
Det er ikke bare til pynt
Nikolaj Busk fremhæver i den forbindelse kommunens engagement som afgørende for samarbejdet. Også Roskildes borgmester, Tomas Breddam, har ifølge musikeren bakket tydeligt op, deltaget ved flere lejligheder og vist interesse for stadsmusikanternes arbejde.
"Hvis man som kommune vil have stadsmusikanter på den her måde, skal man virkelig ville det. Det er ikke bare til pynt," siger Nikolaj Busk, der fortæller, at selv om trioen har nydt de sidste fem år som stadsmusikanrer, så er idébanken nu ved at være tømt.
Derfor mener Dreamers’ Circus, at tidspunktet er rigtigt til at give stafetten videre. Nikolaj Busk håber, at Roskilde Kommune på et tidspunkt vil finde nye musikere, som kan udvikle stadsmusikantrollen i en anden retning.
Det er dog ikke noget, kommunen aktuelt har planer om.
"Vi har ikke konkrete planer om at indgå et lignende samarbejde med et andet orkester. Dermed ikke sagt, at det ikke kommer til at ske, og det er dejligt, at Nikolaj håber, det vil ske. Men det er altså ikke en plan på nuværende tidspunkt," siger Mikael Pass.
Dreamers’ Circus overvejer til gengæld selv at rette henvendelse til en anden kommune. Trioen har allerede kig på enkelte kommuner, som prioriterer musik og kultur højt, men vil først undersøge mulighederne nærmere næste år.
For selv om rollen som stadsmusikanter ikke nødvendigvis har åbnet nye døre for Dreamers’ Circus i traditionel karrieremæssig forstand, så har den til gengæld ændret musikernes eget blik på deres fag.
"Arbejdet som stadsmusikanter har åbnet nogle døre i os selv. Vi har mærket, hvordan vores arbejde som musikere kan bidrage til mange forskellige ting, fordi vi er kommet så vidt omkring. Det har givet os en større forståelse af, hvad musikken kan, og hvad vi selv kan," siger Nikolaj Busk.
Han håber, at erfaringerne også kan åbne døre for andre musikere. Stadsmusikantordninger er ikke udbredte i nyere tid, men samarbejdet i Roskilde har vist, hvordan en kommune kan få professionelle musikere tættere på borgerne – og hvordan en fast lokal tilknytning kan give musikerne nye kunstneriske muligheder.
"Jeg håber, at andre musikere kan komme til at lave noget lignende. For os har det været både sjovt og givende, og rent kreativt har det åbnet for en masse nye tanker," slutter Nikolaj Busk.