Fagbladet Musikeren

Nordisk Sangsymposium samler Norden i Odense

Til september er Sangens Hus vært for Nordisk Sangsymposium i Odense, hvor undervisere, korledere, forskere, musikere og andre sangaktører fra hele Norden mødes for at dele viden, erfaringer og idéer om sangens betydning.
Både workshops, foredrag, debatter og kunstneriske indslag var på programmet ved Nordisk Sangsymposium 2023.

Det er ikke hver dag, at sangfolk fra hele Norden samles på tværs af fag, landegrænser og praksisfelter. Men fra 22. til 24. september sker det i Odense, når Nordisk Sangsymposium kommer til Danmark.

Bag symposiet står Sangens Hus, der til daglig arbejder for at styrke sangen i Danmark, og som denne gang er vært for den nordiske konference. Eventet er støttet af blandt andre A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden.

I Odense samles forskere, praktikere, undervisere, korledere, kunstnere, pædagoger, studerende og andre aktører fra sangens og musikkens verden til workshops, oplæg, debatter, kunstneriske indslag – og fællessang.

Det er et unikt mødested mellem praktikere og aktører inden for sangens og musikkens verden

Ifølge Sofie Rousing, der er projektleder på Nordisk Sangsymposium 2026 og til daglig arbejder i Sangens Hus, er symposiet et særligt mødested, fordi det samler både dem, der arbejder praktisk med sang i hverdagen, og dem, der beskæftiger sig med sang fra et forskningsmæssigt eller organisatorisk perspektiv.

“Det er et unikt mødested mellem praktikere og aktører inden for sangens og musikkens verden. Samtidig samler symposiet Norden, fordi der kommer deltagere fra alle de nordiske lande,” siger Sofie Rousing.

Jarle Flemvåg, midterst i blå skjorte, under paneldebat ved Nordisk Sangsymposium i 2023. Blandt andet i selskab med Lea Wierød Borčak, nr. to fra højre, og finske Patrik Karlsson fra Musik i Norden, nr. to fra venstre.
Jarle Flemvåg, midterst i blå skjorte, under paneldebat ved Nordisk Sangsymposium i 2023. Blandt andet i selskab med Lea Wierød Borčak, nr. to fra højre, og finske Patrik Karlsson fra Musik i Norden, nr. to fra venstre.

Nye tendenser og konkrete erfaringer
Nordisk Sangsymposium blev første gang afholdt i Oslo i 2023. I år finder det sted i Odeon i Odense, hvor programmet blandt andet kredser om fire temaspor: sang og skole, sang og sundhed, sang og samfund samt sang som kunstart.

Tirsdag aften byder også på åbningskoncerten ”Livets Sang” i Carl Nielsen Salen i Odense Koncerthus. Der er tale om en ren vokaloptræden med deltagelse af blandt andre Vocal Line, solist Aviaja Lumholdt og et odenseansk børnekor.

”Som titlen antyder vil koncerten forsøge at beskrive sangens betydning fra vugge til grav, og vi er stolte af at kunne præsentere en perlerække af vokale kræfter. Vi har skabt et meget ambitiøst set-up, hvor koncertdesigner Astrid Vang-Pedersen, og lysdesigner Mia Stærk skal binde de optrædende sammen til en helstøbt koncertoplevelse,” siger Sofie Rousing.

Som deltager kan man finde ud af, hvad de nye tendenser er, dele de gode idéer, der opstår, vidensdele, blive inspireret, netværke og synge

Udover over koncerten byder symposiet på mere end 60 programpunkter, og ifølge Sofie Rousing er bredden en vigtig del af konferencens styrke.

“Som deltager kan man finde ud af, hvad de nye tendenser er, dele de gode idéer, der opstår, vidensdele, blive inspireret, netværke og synge. Der er lidt af det hele,” siger hun.

Programmet rummer både forskningsbaserede oplæg og mere praksisnære eksempler på, hvordan sang kan bruges i undervisning, sundhed, kultur og fællesskaber. Derfor henvender symposiet sig også bredt til mange af de faggrupper, der arbejder med musik og sang i hverdagen.

“Det kan være musiklærere, sanglærere, undervisere, pædagoger, lærere, studerende, korledere og folk i kulturlivet. Der er også forskningsoplæg, men der er samtidig en masse oplæg om best practice, hvor det bliver mere håndgribeligt, hvordan man kan bruge sang, og hvilke resultater der er med brug af sang i hele Norden,” siger Sofie Rousing.

Også for DMF’s medlemmer
For DMF’s medlemmer er symposiet relevant, fordi mange musikere, undervisere, sanglærere og korledere arbejder direkte med sang – enten som kunstnerisk udtryk, som pædagogisk redskab eller som en del af musikundervisningen.

Netop derfor håber Sofie Rousing, at mange af dem, der arbejder med musik på gulvet, vil se symposiet som en mulighed for både faglig inspiration og nye kontakter.

“Det er vigtigt, at alle de forskellige mennesker, der arbejder med musik på diverse måder, bliver repræsenteret. Det gælder også musiklærere og sanglærere – altså mange af dem, som DMF repræsenterer,” siger hun.

Der er plads til 300 deltagere på Nordisk Sangsymposium, og der er fortsat ledige pladser. Man kan både tilmelde sig en enkelt dag eller købe billet til begge dage.

Læs mere om programmet, tilmelding og billetpriser her