Fagbladet Musikeren

Musikloven er forældet: DMF vil have en ny lov

Musikloven fylder 50 år, og i den anledning har Dansk Musiker Forbund haft besøg af lektor Anja Mølle Lindelof, der sammen med Trine Bille har skrevet bogen ’Verdens bedste kulturpolitik?’ Her gav hun sit blik på DMF’s ønske om en ny musiklov – og på, hvordan musiklivet kan samle sig om en ny vision for fremtiden.

Da musikloven blev skabt i 1976, var den med til at bygge fundamentet for det musikliv, vi kender i dag.

Den var dagsordenssættende, visionær og den var med til at skabe en infrastruktur med musikskoler, spillesteder, orkestre og støtteordninger, som i årtier har sikret adgang til musik i hele landet.

Men i dag, 50 år senere, er spørgsmålet, om loven stadig kan det, den skal.

For Dansk Musiker Forbund er svaret nej. DMF mener nemlig, at musikloven trænger til mere end et almindeligt serviceeftersyn. Den skal gentænkes, fordi musiklivet ser markant anderledes ud i dag, end det gjorde, da lovens centrale dele blev formet.

"Der er simpelthen nogle mangler, og der kunne godt komme mere ind i loven, der både er forældet og underfinansieret" - Thomas Sandberg

Derfor havde DMF’s forpersonskab inviteret Anja Mølle Lindelof, medforfatter til bogen ”Verdens bedste kulturpolitik?” og lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC, til en samtale om vejen frem mod en ny musiklov.

Her indledte forperson Thomas Sandberg samtalen således:

"Der er nogle politikere, der har sagt: Er det ikke bare et serviceeftersyn, loven skal have? Men det mener vi bestemt ikke. Der er simpelthen nogle mangler, og der kunne godt komme mere ind i loven, der både er forældet og underfinansieret i forhold til at kunne understøtte et stærkt, mangfoldigt og landsdækkende musikliv.” 

Forældet lovgivning
Her peger Thomas Sandberg blandt andet på spillestederne, musikskolerne og landsdelsorkestrene som områder, der bør udvikles og udvides i loven. 

Og anledningen er oplagt. Musikloven fylder 50 år, Danmark har netop fået ny kulturminister, og regeringen taler om en kulturpolitisk vision frem mod 2040. 

Hos DMF forestiller man sig ideelt et scenarie, hvor en kommission eller en arbejdsgruppe bliver nedsat af kulturministeren eller Folketinget. 

Ikke for at skrive loven på forhånd, men for at samle musiklivet om de store spørgsmål: Hvad skal musikloven kunne? Hvilket musikliv vil vi have? Og hvordan sikrer man, at loven igen bliver et redskab for udvikling?

Thomas Sandberg, forperson i Dansk Musiker Forbund, mener, at musikloven er både forældet og underfinansieret og bør gentænkes i en bred proces med musiklivet, politikerne og ministeriet.
Thomas Sandberg, forperson i Dansk Musiker Forbund, mener, at musikloven er både forældet og underfinansieret og bør gentænkes i en bred proces med musiklivet, politikerne og ministeriet.

Et levende dokument
Det er netop disse typer af spørgsmål, Anja Mølle Lindelof efterlyser.

Hun er som nævnt lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC, hvor hun har beskæftiget sig specifikt med musiklovens historie, som hun ser som et stærkt eksempel på den kulturpolitiske udvikling i Danmark gennem de seneste 50 år.

"De første 25 år var musikloven dagsordensættende og visionær. Så er der gået 25 år, hvor den stort set ikke er blevet revideret" - Anja Mølle Lindelof

For hende bør en revision derfor ikke kun handle om enkelte ordninger eller særinteresser.

"Hvis man skal tænke en revision, så handler det om at tænke i fremtidsvisioner. Hvad er det, loven skal kunne? Hvad er det for et musikliv, vi gerne vil have, at den lov skal give mulighed for?" siger hun og uddyber, at musikloven i sine første årtier var et levende politisk redskab.

Den var med til at udvikle stærke musiklivsinstitutioner og skabe en fælles diskussion om retning, prioriteringer og behov. Men sådan fungerer den ikke længere, mener hun.

"De første 25 år var musikloven dagsordensættende og visionær. Så er der gået 25 år, hvor den stort set ikke er blevet revideret. Den lever jo, men den bliver forældet, når den ikke bliver fornyet," siger hun, og peger på at de musikpolitiske spørgsmål er flyttet over i de 4-årige musikhandlingsplaner i stedet for.

Derfor mener hun, at loven risikerer at blive et dødt dokument, hvis den ikke løbende udvikler sig.

"Det kræver, at den lever og ændrer sig i takt med det samfund, den er en del af," siger Anja Mølle Lindelof.

Anja Mølle Lindelof, lektor ved RUC og medforfatter til Verdens bedste kulturpolitik?, efterlyser en ny vision for musikloven, så den igen kan blive et levende politisk redskab. Foto: Kirsten Hvenegaard-Lassen
Anja Mølle Lindelof, lektor ved RUC og medforfatter til Verdens bedste kulturpolitik?, efterlyser en ny vision for musikloven, så den igen kan blive et levende politisk redskab. Foto: Kirsten Hvenegaard-Lassen

Kræver et samlet musikliv
For Henrik Jansberg, næstforperson i DMF, handler en ny musiklov også om at komme ud af den søjleopdelte måde at tænke kulturpolitik på.

Musiklivet består af mange aktører med hver deres interesser: musikere, komponister, undervisere, spillesteder, orkestre, musikskoler, festivaler, kommercielle selskaber og forvaltningsorganisationer.

"Det bliver hurtigt en uinteressant samtale, hvis det hele tiden handler om at varetage egne interesser" - Anja Mølle Lindelof

Men hvis en ny musiklov skal lykkes, er det ifølge både DMF og Anja Mølle Lindelof afgørende, at musiklivet ikke kun møder politikerne med hver sin ønskeliste.

"Det bliver hurtigt en uinteressant samtale, hvis det hele tiden handler om at varetage egne interesser. Og det er en generel kulturpolitisk udfordring – at kulturelle aktører er utroligt gode til at lave interessevaretagelse. Man er nødt til at spørge: Hvad er det egentlig, musikpolitikken skal lykkes med?" siger Anja Mølle Lindelof.

Hun peger på, at tidligere revisioner af musikloven i høj grad lykkedes, fordi musiklivet kunne samles og formulere fælles forslag: I lovens første 25 år var det Statens Musikråd, der havde mandatet til at komme med forslag på musiklivets vegne. Siden det blev nedlagt som selvstændigt råd i 2003 har der ikke været et tilsvarende forum.

Derfor vil et samlet musikliv stå langt stærkere, mener hun.

"Hvis musiklivets parter kan blive enige om, at det her er det, vi gerne vil, og går til ministeriet med det, så har jeg meget svært ved at forestille mig, at der ikke skulle være ret stor lydhørhed for det," siger Anja Mølle Lindelof.

"Vi har nogle klare visioner for, hvordan vi ser et bæredygtigt musikliv, og hvordan musikken har et gigantisk potentiale i samfundet" - Thomas Sandberg

For DMF er målet at få sat en proces i gang, hvor musiklivet, politikerne og ministeriet sammen tager ansvar for at lave en ny musiklov. 

"Vi har nogle klare visioner for, hvordan vi ser et bæredygtigt musikliv, og hvordan musikken har et gigantisk potentiale i samfundet. Der er ingen tvivl om, at vi skal være flere om at sætte retning for musiklivets rammer, og vi vil gerne bidrage til at samle musiklivet om en bred proces – helst med ministeriet som rammesætter, ”siger Thomas Sandberg.

Hvad skal loven rumme?
Et af de centrale spørgsmål er, hvad en ny musiklov overhovedet skal rumme i dag.

Anja Mølle Lindelof peger på, at den nuværende musiklov i høj grad handler om musikproduktion: nogen, der spiller musik for nogen, der lytter. Den handler om live-musik, orkestre, musikskoler, spillesteder, honorarstøtte og institutioner. Både professionelle og amatører.

Det er vigtigt. Men spørgsmålet er, om loven også skal kunne mere og i højere grad rumme hele det moderne musikliv, hvor streamingtjenester, internationale koncertgiganter og kommercielle aktører fylder langt mere end tidligere.

"Hvis vi bare accepterer, at musikudbuddet skal være dikteret af streamingtjenester og internationale koncertgiganter, kan vores nationale kulturarv og kulturelle identitet blive udfordret" - Thomas Sandberg

For Thomas Sandberg er det afgørende, at man holder fast i den del af musiklivet, der ikke kan overleve på markedets præmisser, men som samfundet alligevel har brug for.

"Hvis vi bare accepterer, at musikudbuddet skal være dikteret af streamingtjenester og internationale koncertgiganter, kan vores nationale kulturarv og kulturelle identitet blive udfordret. Der er genrer, som skal understøttes og som er uundværlige i det samlede musikalske økosystem. Ellers har du dem ikke mere," siger han.

Det er også her, DMF ser et behov for at se kritisk på spillestedsområdet.

I samtalen bliver Live Nation nævnt som eksempel på en udvikling, hvor internationale aktører og store kommercielle interesser påvirker hele musikøkonomien. DMF har blandt andet overvejet modeller, hvor en mindre del af billetomsætningen fra de største aktører kan føres tilbage til vækstlaget.

Anja Mølle Lindelof mener, at ideen er god, men at det ikke nødvendigvis hører hjemme i selve musikloven.

"Det er et spørgsmål om, hvorvidt musikloven skal være en samlelove for alt, hvad der handler om musik, eller om den fortsat primært skal handle om støtte. Live Nation-problematikken er i høj grad et reguleringsspørgsmål," siger hun.

Henrik Jansberg, næstforperson i Dansk Musiker Forbund, peger på behovet for at tænke musikpolitikken mindre søjleopdelt og samle musiklivet om fælles temaer og retning.
Henrik Jansberg, næstforperson i Dansk Musiker Forbund, peger på behovet for at tænke musikpolitikken mindre søjleopdelt og samle musiklivet om fælles temaer og retning.

Musikskolerne skal længere ud
Et andet stort område er musikskolerne.

I dag er musikskolerne en del af musikloven, men Henrik Jansberg peger på, at man kunne overveje, om musikskoleområdet i fremtiden bør tænkes bredere. Måske som en musik- og kulturskolelov, der også rummer andre kunstarter og skaber stærkere forbindelser til folkeskoler, ungdomsskoler og gymnasier.

Anja Mølle Lindelof peger på, at den eneste større indholdsmæssige ændring af musikloven i de seneste 25 år netop kom i forbindelse med folkeskolereformen i 2013. Her blev det obligatoriske samarbejde mellem musikskoler og folkeskoler skrevet ind.

Det interessante er, at netop den ændring peger ud af musiklivet.

"Musikloven er på mange måder en institutions-lov og en musikerlov. Den støtter ikke netværksdannelse, partnerskaber og erfaringsudveksling. Men samarbejdet med folkeskolen peger på noget andet," siger hun.

Hun ser derfor et potentiale i at tænke musikskolerne som mere end individuel undervisning for børn, hvis forældre har råd til det. Men det kræver, at lovgivningen og finansieringen understøtter det.

Nye arbejdspladser i kommunerne
Samtalen bevæger sig også over i spørgsmålet om arbejdspladser. For en måde at tænke fornyelse i musikloven kunne være igennem nye typer faste stillinger.

"Hvad ville der ske, hvis man havde puljer målrettet til at ansætte kunstnere og musikere i alle kommuner?" - Anja Mølle Lindelof

Anja Mølle Lindelof rejser tanken om puljer eller ordninger, der skaber faste halvtidsstillinger til musikere og kunstnere i kommunerne. Ikke nødvendigvis på samme måde alle steder, men med lokal frihed til at bruge musikerne i skoler, daginstitutioner, plejehjem, kulturhuse eller andre sammenhænge.

"Hvad ville der ske, hvis man havde puljer målrettet til at ansætte kunstnere og musikere i alle kommuner? Så kunne kommunerne selv bestemme, hvordan de skulle indgå. Skulle de lave noget på plejehjem, i børnehaver, i folkeskolen eller noget helt andet?" siger hun.

Hos DMF ser man også muligheder i mere og flere faste ansættelser.

"Det kan sammensættes på mange måder. Man kan være udøvende musiker, huskunstner, underviser eller noget andet. Det er en fremragende idé, og det er også en visionær idé," siger Thomas Sandberg.

Stabilitet skal fornyes
I arbejdet med en ny musiklov peger Anja Mølle Lindelof desuden på, at noget af det stærkeste ved musikloven historisk har været, at den skabte stabil infrastruktur.

"Det, musikloven virkelig har gjort, er at levere en infrastruktur, som har været ret stabil. Noget, man ikke hele tiden skal være bekymret for, om man nu får penge til eller ej," siger hun.

Den stabilitet skal ikke afskaffes. Men den skal fornyes.

For musikloven har på mange måder indfriet de oprindelige visioner om geografisk spredning, musikskoler i hele landet, orkestre og spillesteder. Men netop fordi visionerne i høj grad er indfriet, er der brug for nye.

Udfordringen er, at de gamle strukturer også har skabt nye skævheder.

Hvem bruger musikskolerne? Hvem bruger symfoniorkestrene? Hvilke genrer har stærke institutioner? Hvilke dele af musiklivet har flagskibe, og hvilke er henvist til midlertidige projektmidler?

Thomas Sandberg peger blandt andet på, at flere genrer mangler institutionel repræsentation.

"Der er ensembler, der dækker nogle vigtige områder. Der er den rytmiske musik, ny kompositionsmusik, folkemusikken og andre genrer, som savner flagskibe, vi også kan være stolte af herhjemme, og som kan komme rundt i landet," siger han.

En musiklov for fremtiden
Mens der rundt om bordet ikke mangler ideer og forslag til indholdet af en ny musiklov, er der også enighed om, at det vigtigste for det fremtidige arbejde hen mod en ny musiklov med politisk kraft er, at den skal bygge på et bredt fællesskab.

Derfor ønsker DMF, at ministeriet tager ansvar for processen og er med til at skabe rammen.

"Vi vil gerne have, at ministeriet siger: Her nedsætter vi en arbejdsgruppe, der skal arbejde i et år. Vi kan afholde store konferencer, lave relevante høringer og sikre den brede inddragelse af musiklivet. Ja, faktisk genskabe musikrådsmodellen," siger Thomas Sandberg.

For DMF handler ønsket om en ny musiklov ikke om nostalgi eller om at vende tilbage til en tidligere tid. Det handler om i fællesskab at skabe en lov, der igen kan være visionær.

"Det allervigtigste er, at vi er mange, der bliver nogenlunde enige om temaerne og retningen" - Henrik Jansberg

En lov, der ikke kun administrerer det musikliv, Danmark allerede har, men også er med til at forme det musikliv, Danmark har brug for i fremtiden. Der skal investeres i musiklivet, så det ikke bliver et nulsumsspil, og her spiller DMF gerne ind med bud på finansieringsmodeller.

Som Henrik Jansberg siger:

"Det allervigtigste er, at vi er mange, der bliver nogenlunde enige om temaerne og retningen."