Fagbladet Musikeren

Musikernes A-kasse skifter navn

Landets største A-kasse for musikere har skiftet navn til A&Til. Navneskiftet understreger, at A-kassen er en forsikringsordningen, som alle kan få brug for – af og til.
Kasper Kyed er administrerende direktør i A&Til

A-kassen tidligere kendt som FTFa har for nylig ændret navn til A&Til. Og mens navneskiftet kan synes kosmetisk, er der god mening med ændringen.  

Det fortæller Kasper Kyed, der er administrerende direktør i A&Til, der med 155.000 medlemmer er blandt landets fem største A-kasser, og den A-kasse, som DMF anbefaler sine medlemmer. 

I A&Tils hovedbestyrelse sidder også DMF’s næstforperson, Henrik Jansberg. 

”Med navneskiftet vil vi gerne signalere, at det at være medlem af vores A-kasse er et forsikringstilbud. Man køber en forsikring, der sikrer en noget indkomst, når man i en periode ikke har arbejde,” siger Kasper Kyed. 

I et mobilt og fleksibelt arbejdsmarked som det danske, hvor 800.000 danskere hvert år skifter job, er der behov for netop A-kasser, der kan lukke de økonomiske huller mellem ansættelser. 

Alligevel er der mange mennesker, der skammer sig over at være ledige, fortæller han. En intern undersøgelse lavet af A&Til viser, at hele 43 procent skammer sig over at være på dagpenge. 

”Det er helt urimeligt, for der er ikke noget at skamme sig over. Ledighed sker af og til, og det er derfor, vi er her,” siger han. 

Fordele for musikere 

Det gælder også for musikere, der ofte opererer i et kludetæppe af forskellige ansættelser, hvor dagpenge i perioder kan være med til at holde båden flydende. 

Som landets største A-kasse for netop musikere har A&Til derfor et dedikeret og specialiseret kunstner-team, der tager sig musikere, skuespillere, scenografer med flere, når de henvender sig.  

Her bliver de mødt af ansatte, der ofte selv har en baggrund som musikere eller kunstnere, og som kender den branche og virkelighed, mange kunstnere opererer i. 

”Det betyder, at vi kender musikernes arbejdsmarked, og kan hjælpe bedst muligt med at udnytte mulighederne inden for de rammer, A-kasse-systemet tillader. Og er man ledig, skal man have sine penge udbetalt uden dikkedarer,” siger han. 

Er man ikke medlem af en A-kasse endnu, anbefaler Kasper Kyed derfor medlemmer af DMF at overveje muligheden. Hos A&Til koster det 503 kroner om måneden, og dagpengesatsen er 25.070 kroner de første tre måneder af ens ledighedsperiode. 

Tænk på os som et forsikringsselskab, der er her for at sikre, at du får penge, hvis der sker den skade, at du bliver ledig. Det kan jo ske af og til,” slutter han. 

Du kan læse mere om A&Til lige her