Mira mener komponistfaget sidder fast: ”Kvoter kan være løsningen”

Mens ingen vil af med Bach, Beethoven eller Brahms, så er der måske andre efternavne – måske endda på folk født efter opfindelsen af glødepæren – der kunne være relevante at lytte til. Måske en kvinde født i 1994 lidt uden for Aarhus?

Kættersk, vil nogen nok hviske – på tide, mener andre. Uagtet at der er tale om et for nogle meget følsomt emne, så skræmmer debatten ikke 31-årige Mira Siegel, der blev uddannet komponist fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2019.

I Danmark er Mira Siegel nemlig lidt af en sjældenhed. Som kvindelig komponist er hun blandt de blot 16 procent kvinder, der er registreret som medlemmer af Dansk Komponistforening, der tæller i alt 315 medlemmer. Og i perioden 2022 til 2024 var 88,2 procent af det spillede repertoire i landets koncertsale skrevet af mænd, viser en nylig statistik fra komponistforeningen.

Og det er langt fra godt nok, mener Mira Siegel, der lever af at komponere og spille musik. Hun har bl.a. modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen talentpris og vundet publikumsprisen og hovedpræmien ved Aarhus Filmkompositionskonkurrence i 2022. I slutningen af oktober udkom hun med sit debutalbum, Empty Streets, hvor hun udforsker grænselandet mellem klassisk og rytmisk musik.

For hende er behovet for at skabe en større kønsbalance helt konkret.

”Når andelen af kvindelige komponister er så lav, går vi måske glip af en anden tilgang til musik end den dominerende. Det er svært at sige, hvad præcist vi går glip af, fordi vi netop ikke har det. Men jeg tror generelt, at kvinder har nogle andre ting, de gerne vil sige med musikken, end mænd,” siger Mira Siegel, der uddyber, at hun selv har manglet kvindelige forbilleder på sin vej i komponistfaget.

Det betyder nemlig meget, at du har nogen at se op til – nogen, der har gået på vejen før dig, der kan inspirere og motivere dig, fortæller hun. En følelse, mange musikere nok kan genkende i form af en helt eller heltinde inden for musikkens verden, man bruger som fyrtårn i sit kunstneriske virke.

En ny verden i London
Da Mira skiftede fra sang til komposition på Det Jyske Musikkonservatorium, var hun den eneste kvinde. Men undervejs i kandidatforløbet tog hun et semester på et konservatorium i London, hvor de modsat Danmark har kvoter for, hvor mange kvinder der skal optages.

Det betød, at hun på skolen havde andre kvinder at spejle sig i – både blandt de medstuderende og blandt underviserne.

”I London havde jeg to kvindelige undervisere, og det gjorde en stor forskel for mig, at der var nogen, jeg kunne spejle mig i. Nogen, der kunne være et forbillede for mig. Det betød meget for min forståelse af, hvilke muligheder der var for mig som komponist, og at der var andre, der ligesom mig gik ind på et felt, der historisk set – og stadig er – præget af mænd,” siger hun og fortsætter:

”Der forstod jeg, hvor vigtigt det er, at kvinder også er repræsenteret, og jeg har et stort ønske om selv at kunne være et forbillede for kvinder, der i Danmark overvejer at søge ind som komponister. Jeg vil rigtig gerne vise, at der er plads til os og behov for os.”

Den er gal med strukturen
På dette tidspunkt i vores samtale stopper Mira sig selv for at understrege en vigtig pointe. Hun er ikke sur på mænd – det er strukturen og kulturen, den er gal med, mener hun. De mænd, hun har mødt på studiet og senere i det danske komponistmiljø, har alle været behagelige og ordentlige.

Problemet er, forklarer hun, at manglen på kvinder på uddannelsen og i miljøet har den effekt, at det ikke trækker flere til. Tværtimod.

”Det er udfordrende at bevæge sig ind på et område med et stort overtal af mænd. Jeg kan godt klare det, men hvis vi skal have flere kvindelige komponister – og det mener jeg, vi skal – betyder det noget, hvordan kønsbalancen er.”

Her uddyber hun, at netop kvoter kan være svaret på den udfordring. Ellers tror hun ikke på, at det ændrer sig.

”Jeg har selv været meget i tvivl om kvoter og skiftet holdning flere gange. Men jeg tror ikke, tingene ændrer sig, hvis ikke vi gør det.”

Ny musik gør en forskel
Historisk set har mænd fyldt nærmest alt, når det kommer til klassisk komposition. Det afspejler sig også i statistikkerne, hvor blot 2,1 procent af den opførte ældre musik er skrevet af kvinder. Men det billede ændrer sig dog, når den nyere musik får en større plads.

Førnævnte repertoirestatistik fra Dansk Komponistforening viser nemlig, at jo mere ny musik et orkester, en opera, et ensemble eller en festival har på programmet, desto bedre bliver balancen mellem køn i repertoiret.

Et greb, som komponistforeningen i deres repertoirestatistik selv beskriver som gavnligt – ikke blot for kønsbalancen, men for at sikre en samtidig udvikling af vores tids musikhistorie og for at give publikum nutidige perspektiver på den tid, vi lever i.

Det kan Mira Siegel ikke være mere enig i. Hun mener, at fornyelsen af den klassiske musikscene ikke kun handler om, hvem der skriver musikken – men også om, hvilken musik der faktisk bliver spillet. Her peger hun også på, at repertoiret i danske koncertsale i høj grad er domineret af historiske værker, hvor blot 13 procent af de opførte værker de seneste år er skrevet inden for de sidste 30 år.

”Forestil dig, at ingen ville læse bøger skrevet efter 1850. Det er ret meget den udfordring, man som nutidig klassisk komponist står overfor,” som hun formulerer det.

For Mira handler løsningen om at give ny musik – og nye stemmer – langt mere plads på scenerne. Hun arbejder selv aktivt på at udfordre forestillinger om, hvad klassisk musik kan være.

”Jeg drømmer om at vise, at lyden af den klassiske genre anno 2025 i visse tilfælde har flere beats end Bach over sig, og at lyden af den rytmiske musik anno 2025 sagtens kan have stærke tip med hatten til Debussy, Tjajkovskij og Beethoven.”

Samarbejde på tværs
I sit eget virke som komponist kombinerer Mira Siegel netop klassisk og rytmisk musik, noget hun ser et stort kunstnerisk og udviklingsmæssigt potentiale i generelt. Men her findes der strukturelle barrierer, forklarer hun, nemlig den skarpe opdeling mellem klassisk og rytmisk, vi stadig praktiserer i Danmark.

Og mens hun ikke bebrejder de konservatoriestuderende, at de ikke samarbejder mere på tværs, så mener hun, at man i ledelsen på konservatorierne burde se på mulighederne for mere crossover.

En sådan indsats, hvor rytmiske og klassiske studerende får indblik og indførsel i hinandens musikalske universer, vil ifølge Mira kunne fjerne nogle af de fordomme og barrierer, der i dag afholder folk fra at samarbejde. Til gengæld ville der komme noget nyt ud af det.

”Hvis vi kun satser på og opfører det gamle, så kommer vi jo aldrig videre. Jeg vil gerne have, at det klassiske kommer et sted hen, hvor det stadig er traditionsbundet, men med mere plads til den nye musik,” siger hun og uddyber:

”Musik skal som alt andet udvikle sig, og flere kvinder i komponistfaget er en forudsætning for den udvikling. Hvis ikke vi gør noget ved strukturerne, kommer det enten ikke til at ske eller gå meget, meget langsomt.”