Politik

Minimumstariffen hæves

Dansk Musiker Forbund lancerer første del af nyt forenklet tarifsystem
Thomas Sandberg, forperson Dansk Musiker Forbund
Thomas Sandberg, forperson Dansk Musiker Forbund

Dansk Musiker Forbund indfører fra 1. april 2026 en højere minimumstarif for livemusik og tager samtidig hul på en større forenkling af hele tarifsystemet. Fremover bliver minimumstariffen for livemusik den samme på tværs af alle genrer. Det er en markant ændring fra det tidligere system, der bestod af otte forskellige satser afhængigt af musiktype og sammenhæng. 

Minimumstariffen for livemusik stiger til 3.150 kroner. Dermed samles alle tidligere kategorier: rytmisk musik, jazz/rock/pop, klassiske ensembler, opera, danse/underholdningsmusik og flere andre, i én fælles minimumsbetaling.  

Mere om den nye minimumstarif
Forperson for Dansk Musiker Forbund, Thomas Sandberg, fremhæver, at lønløftet og forenklingen er nødvendige skridt for at skabe mere tryghed og gennemsigtighed for både musikere og alle de, der booker dem.  

“Hovedbestyrelsen har valgt at hæve minimumstariffen, fordi professionelle musikere skal kunne leve af deres arbejde. Inflationen har udhulet indtægterne, og realiteten er, at livemusik kun eksisterer, når musikerne får en fair betaling, der afspejler den kunstneriske kvalitet og kompetence samt den forberedelse, der ligger bag hver eneste optræden, ” siger Thomas Sandberg 

Samtidig understreger han, at det er efter grundig overvejelse minimumstariffen hæves og at timingen nu er den rigtige til et løft af musikernes minimumsbetaling.  

“Det er naturligt, at enkelte musikere eller artister kan være i tvivl om markedet kan følge med.  Udviklingen i dansk livemusik er positiv viser nye tal fra Danmarks Statistik. Spillestederne melder om stabil eller stigende aktivitet, publikum vælger liveoplevelser til, og der er en stærk energi i branchen. Det giver et solidt grundlag for at løfte musikernes betaling. Branchen sigter efter mere, og det giver et stærkt grundlag for, at musikerne får en mere fair betaling,” siger Thomas Sandberg. 

Han påpeger også, at rammerne for spillestederne forbedres samtidig: 

“Honorarstøtten til spillestederne er ligeledes hævet, så spillestederne får bedre mulighed for at følge lønudviklingen. Når hele værdikæden udvikler sig positivt, er det det rigtige tidspunkt at styrke musikernes betaling Det fælles mål er klart: Professionelle musikere skal have ordentlig betaling”, siger han. 

Første del af en større ændring: anden del kommer i februar 2026 

Når Dansk Musiker Forbund hæver minimumstariffen for livemusik er det første del af en todelt proces. I februar 2026 forventes anden del at blive offentliggjort, hvor minimumstarifferne for en række nye kategorier som hovedbestyrelsen allerede nu har fastlagt: 

  • Privatundervisning
  • Prøver
  • Instruktion
  • Repetition
  • Lydindspilning 

Formålet er et mere overskueligt system, der gør det enklere at orientere sig i, hvad en fair minimumsbetaling er både for musikeren og for spillesteder, teatre og private arrangører mv. 

Hvis du allerede har en aftale for 2026–2027 

Hvis der allerede er indgået en bindende aftale baseret på minimumstarifplanen for 2026–2027, som har ligget på hjemmesiden, og som du kan finde her gælder denne naturligvis stadig.