Kunstnernes trivselsundersøgelse 2026
Der mangler viden om dit arbejdsliv i kunst- og kulturlivet. Derfor har Dansk Kunstnerråd og Kulturens Analyseinstitut indgået et samarbejde om en trivselsundersøgelse blandt kunstnere i Danmark. Formålet med undersøgelsen er at få bedre indsigt i, hvordan trivsel i arbejdslivet ser ud for kunstnere i på tværs af kunstområder. Og i hvor høj grad kunstnerne trives i deres arbejdsliv.
Dansk Musiker Forbund har givet Kulturens Analyseinstitut lov til at sende dig et spørgeskema, som du får på mail. Det er helt op til dig, om du ønsker at deltage i undersøgelsen.
Hvis du vælger at deltage i undersøgelsen, bidrager du til at skabe et bedre vidensgrundlag om arbejdsvilkår i kunst- og kulturbrancherne. Viden som er vigtig for, at politikere og beslutningstagere kan udvikle velfungerende politikker og skabe bedre rammer for kunsten og kulturen herhjemme.
Du inviteres med i en tværgående undersøgelse
Undersøgelsen består bl.a. af et spørgeskema, der udsendes af Kulturens Analyseinstitut til medlemmer af alle Dansk Kunstnerråds 22 medlemsorganisationer.
Kunstnerrådets medlemskreds tæller bl.a. billedkunstnere, kunsthåndværkere, designere, musikere, skuespillere, scenografer, forfattere, filmfolk m.fl. Og da der er store individuelle forskelle på, hvordan man organiserer sit arbejdsliv som kunstner på de forskellige kunstområder, kan der være spørgsmål i undersøgelsen, som ikke er relevante i dit arbejdsliv. I de tilfælde kan du springe dem over eller sætte kryds i boksen ”ikke relevant for mig”.
Vi håber, du vil tage dig tid til at deltage. Det tager ca. 11-12 minutter at besvare spørgsmålene, og din besvarelse er anonym.
Kunstnernes Trivselsundersøgelse 2026 ventes offentliggjort primo 2027. På forhånd stor tak, fordi du bidrager med din viden og erfaring fra arbejdslivet som kunstner!