Laust Sonne undrer sig over alkoholkulturen i musikbranchen: ”Belønningen skal være koncerten – ikke efterfesten”

Sammen med D-A-D har Laust Sonne spillet utallige koncerter i ind- og udland. Her har han stået backstage med køleskabe fyldt med øl, vin og spiritus længe før første tone blev slået an. Og han har været en del af en kultur, hvor det nærmest blev betragtet som et kvalitetsstempel, hvis man kunne gå på scenen med promiller i blodet og stadig levere varen.

”Det er 100 procent acceptabelt at komme med en lille skid på. Og det er også acceptabelt at være lidt fuld på scenen. Når man tænker over det, er det jo skørt og mærkeligt,” siger 51-årige Laust Sonne, da Musikeren møder ham i hans lejlighed med udsigt over Vesterbros tage i København.

"Der er jo masser af alkohol backstage, hvis det er det, man vil have. Og mange har den tilgang til det, at det er rock’n’roll"

Den erfarne musiker mener, at musikbranchen stadig er præget af en kultur, hvor alkohol og stoffer mange steder bliver betragtet som en naturlig del af arbejdslivet. En kultur, der i årtier har været pakket ind i forestillingen om det vilde musikerliv aka. sex, drugs og rock’n’roll.

”Der er jo masser af alkohol backstage, hvis det er det, man vil have. Og mange har den tilgang til det, at det er rock’n’roll. Hvis man kommer om eftermiddagen og lige skal sove en brandert ud, inden man går på scenen, så er der ikke nogen, der siger: ’Hvad fanden laver han?’”

Når han sammenligner det med andre brancher, synes han, det er absurd.

”Man kan kræve, at der står sprut, inden man overhovedet møder op. Det er ret absurd, hvis man tænker over det,” siger han og uddyber, at Danmark tilmed har en heftigere backstage-alkoholkultur end mange af de andre lande, hvor D-A-D spiller.

”I Danmark bliver festivalerne lidt de voksnes legeplads, hvor alt er tilladt. Her er det sjovt, hvis man er spritstiv og kravler rundt på alle fire i mudderet. Det gør man altså ikke rigtig andre steder,” siger Laust Sonne, der i dag har været clean i mere end syv et halvt år. 

Masser af coke og sprut
For Laust begyndte misbruget ikke med succes, store scener og rockstjerneliv. Da han som ung, håbefuld musiker prøvede lykken i Los Angeles, længe før han kom med i D-A-D, var stoffer og druk allerede blevet en del af hans liv. Og da han senere kom hjem, fandt han hurtigt et miljø, hvor festen aldrig rigtig stoppede.

”Der var masser af kokain, og der var masser af sprut. Og der var masser, der også kunne finde på at feste natten lang og først slutte klokken 11 om formiddagen på en onsdag. Så der var grobund for virkelig at fyre den af,” siger Laust Sonne, der fortæller, at hans misbrug var tæt forbundet med turnéliv, koncerter og festerne omkring dem. 

"Nogle gange skulle jeg også drikke tømmermændene væk for at komme i gang"

”Når det nærmede sig showtime, så skulle jeg lige have et par drinks for at komme i stødet. Og så fortsatte det efter koncerten, til jeg ikke kunne mere,” siger han og fortæller, at han dagen efter ofte gentog mønstret.

”Der er jo ret langt fra at vågne med tømmermænd til at være klar til at spille igen. Så nogle gange skulle jeg også drikke tømmermændene væk for at komme i gang,” siger han og beskriver, hvordan alkoholen gradvist blev et redskab til at regulere følelser og fylde noget ud indeni.

”Jeg drak aldrig, fordi jeg syntes, det smagte godt. Jeg drak for effekten. Så for mig var det et værktøj til at få det godt.”

Bag misbruget, fortæller han, lå et konstant behov for bekræftelse og en uro, der fulgte ham længe før karrieren i D-A-D.

”Jeg har lært, at et misbrug ofte hænger sammen med ens fortid. For mig handlede det om lavt selvværd og et behov for at blive bekræftet. Jeg havde hele tiden en idé om, at jeg skulle ud og få noget fyldt op.”

Troede det gik skidegodt
Samtidig fungerede han udadtil. Koncerterne blev gennemført. Karrieren voksede. Bandet havde succes. Derfor kunne han også længe bilde sig selv ind, at situationen var under kontrol. Og mens han i dag kan se, at alle alarmklokker bimlede, var han kommet så langt ud, at han ikke selv opdagede faresignalerne. 

”Jeg troede virkelig, det gik skidegodt,” siger han med en let hovedrysten, og uddyber, at misbruget havde bragt ham ind i en forvrænget virkelighed, hvor han havde mistet sig selv.

Hans ægteskab med skuespilleren Maria Erwolter var brudt sammen. Familien og hans to børn gled længere væk. Og samtidig fyldte misbruget mere og mere.

”Jeg levede ikke rigtig i den virkelige verden de sidste par år. Det hele smuldrede stille og roligt på grund af rigtig mange dårlige beslutninger. Og den sidste, der opdagede det, var mig selv,” siger han og uddyber, at misbruget også forkvaklede hans forhold til det at være musiker.

Det var ikke længere koncerten men efterfesten, han så frem. En forandring, han i dag beskriver som noget af det mest sørgelige ved hele forløbet.

”Grunden til, at jeg var blevet musiker, var jo fordi jeg elsker musik og elsker at spille. Men det trådte mere og mere i baggrunden.”

Indlagt på psykiatrisk
Vendepunktet kom, da han i efteråret 2018 fik en stofpsykose og blev indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling.

D-A-D skulle spille koncert i Grønland, men Laust måtte blive hjemme. Hans bror sprang til som afløser på trommer, mens bandet forsøgte at holde situationen væk fra offentligheden.

”Jeg var slet ikke klar til at tale om det på det tidspunkt,” siger Laust, der selv beskriver indlæggelsen som det øjeblik, hvor det for alvor gik op for ham, hvor langt ude han var kommet. 

Den berømte bund, nogle skal ramme, for at kunne vende tilbage mod overfladen.

”Det var først der, det gik op for mig, at jeg virkelig var ude i noget, som var farligt, og som var ved at slå mig ihjel,” siger han og uddyber, at beskeden fra overlægen ikke var til at tage fejl af:

Hvis Laust skulle undgå at havne i en endnu en psykose, var han nødt til at ændre sit liv radikalt. Nu. 

”Jeg fandt ud af, at jeg havde haft et misbrug i mere end 20 år, hvor det ikke var mig, der havde haft kontrollen.”

Tog sit liv tilbage
Efter udskrivelsen begyndte han i misbrugsbehandling hos Tjele og senere i NA - Narcotics Anonymous. Han beskriver behandlingen som første gang, han for alvor blev tvunget til at se på sit eget liv udefra.

”Jeg fandt ud af, at jeg havde haft et misbrug i mere end 20 år, hvor det ikke var mig, der havde haft kontrollen.”

Erkendelsen ramte hårdt.

”Jeg fandt ud af, at det slet ikke var mig, der havde kørt bilen. Jeg havde bare overdraget nøglerne til tilfældighederne.”

I dag går han stadig til NA-møder mindst en gang om ugen. Han beskriver det ikke som noget, man bliver færdig med.

”Jeg skal hele tiden holde mig i bedring,” siger han og fortæller, at han stadig kan mærke de gamle mønstre komme snigende, hvis han mister balancen.

”Man bliver mere og mere selvcentreret, jo mere addictet man bliver. Så hvis jeg begynder kun at tænke på mig selv igen, så skal jeg til møde. Og ofte er det Maria, der først lægger mærke til det og siger, ’Laust, jeg tror du skal til et møde.’”

Møderne holder hans mentale sundhed på plads, og samme gælder hans hverdag generelt. Søvn, kost og faste rutiner er blevet afgørende.

”Jeg skal helst have mine otte timers søvn. Jeg passer virkelig på mig selv i dag,” siger han og uddyber, at han lever primært vegetarisk, træner og forsøger generelt at skabe nogle stabile rammer omkring sit liv. 

Ikke mindst fordi psykosen gjorde ham opmærksom på, hvor skrøbelig han faktisk er.

”Jeg er enten blevet mere skrøbelig, eller også er jeg blevet bevidst om, at jeg er skrøbelig.”

Ingen alkohol på rideren
I dag er rammerne omkring D-A-D også ændret. Hvis de andre i bandet vil have en øl efter koncerten, kan de stadig få det, men der står ikke længere alkohol på bandets rider.

”Fokus er kommet tilbage på det, det virkelig handler om. Nemlig at spille en fed koncert”

For selv om han har været clean i over syv år, så er der, som han udtrykker, ingen grund til, at der står to flasker vodka og ”griner” af ham inde i køleskabet.

I stedet står der juice, sodavand, kaffe og vand backstage.

”Fokus er kommet tilbage på det, det virkelig handler om. Nemlig at spille en fed koncert,” siger Laust, der fortæller, at han især i begyndelsen efter misbruget var bange for at være i miljøer med alkohol omkring sig. 

Derfor lavede han også klare aftaler med bandet.

”Jeg kom så sent som muligt til koncerten og tog afsted så hurtigt som muligt bagefter. Jeg stolede ikke på mig selv endnu.”

På turnéer byggede han faste rutiner op for ikke at falde tilbage i gamle mønstre.

”Jeg skulle finde en café, drikke kaffe, skrive NA-trin, ringe til min sponsor og tale med min kone. Jeg var nødt til at have en plan.”

I dag føler han sig dog langt mere tryg i miljøet. Men han mener stadig, at branchen bør diskutere, hvilke signaler man sender – særligt til yngre musikere.

”Det er jo fristelser, man stiller lige foran folk. Det er ikke alle, der kan håndtere, at der står en flaske vodka foran dem hver aften.”

Han understreger flere gange, at han ikke ønsker at moralisere eller forbyde noget. Men han mener godt, man kan begynde at tale mere åbent om kulturen. Og stille spørgsmålstegn ved det fornuftige i, at man i musikbranchen har et forhold til alkohol, der i resten af samfundet hører fortiden til.

”Man kunne jo starte med at sige, at hvis folk vil have spiritus, så må de selv købe det med. Det er jo ikke gratis alligevel. Det bliver bare trukket fra honoraret.”

Belønningen skal være koncerten
Mens alkohol og stoffer er lagt på hylden, fylder familien i dag mere end noget andet for Laust. Rejser med konen Maria og børnene. Musikken. Foredragene om misbrug og afhængighed. Og arbejdet med at hjælpe andre, der står i lignende situationer.

Sammen med sin hustru har han skrevet bogen ”Laust og Maria” om misbrug, afhængighed og livet som pårørende. De holder også foredrag og deltager i arrangementer for både misbrugere og familier. Særligt det sidste ligger ham meget på sinde.

”Med bogen og vores foredrag vil vi gerne vise folk, at de ikke er alene, og at der findes løsninger,” siger Laust og understreger, at han aldrig var kommet ud af misbruget alene.

”Jeg havde aldrig klaret det uden behandling og uden NA. Aldrig,” siger han og uddyber, at han er taknemmelig for den chance, han har fået for at rette op på sit familieliv og den musikerkarriere, der i høj grad er bærende for hans identitet.

Og skal han kort opsummere, hvad den største forskel ­– og erkendelse – har været for ham som musiker, siden han kom ud af sit misbrug, falder svaret prompte:

”Belønningen skal være koncerten. Ikke efterfesten.”