”Hvor er alle de andre henne?”

Henrik Raabo møder forholdsvis ofte mandlige homoseksuelle sangere og lesbiske instrumentalister. Men igennem sine mange år i det rytmiske musikmiljø er han ikke stødt på ret mange mandlige instrumentalister, der også er homoseksuelle. Det ærgrer ham, for selvom han sætter stor pris på alle sine heteroseksuelle kolleger og har gode relationer til dem, føler han sig somme tider ensom.

”Denne branche er jo overbefolket af heteroseksuelle mænd, og det er måske hovedårsagen til, at der hersker en temmelig heteronormativ og kønsstereotyp kultur med homo-jokes og ”øl, fisse og hornmusik i bandrummet,” fortæller Henrik Raabo.

Han ved ikke, om fraværet af mandlige homoseksuelle rytmiske instrumentalister skyldes, at de tier om deres seksualitet, eller om de slet og ret er blevet skræmt væk af tonen.

”Hvor er de andre henne? Er de der overhovedet? Er de flygtet væk, fordi det er et machomiljø? Spørger han og efterlyser, at årsagerne til fraværet bliver undersøgt.

Samtidig opfordrer han andre bøsser i de rytmiske miljøer til at være åbne om deres seksualitet.

”Hvis man ikke har nogen at spejle sig i, så kan man føle sig forkert. Jo flere, der træder frem, jo lettere bliver det for dem, som ikke er trådt frem,” fastslår Henrik Raabo.

Vi kan gøre det lidt lettere

Gennem teenageårene i Holbæk var ensomheden en fast følgesvend, fortæller han. Og selvom livet som homoseksuel er lettere i København end i provinsen, er der ifølge Henrik Raabo en grundlæggende eksistentiel ensomhed forbundet med at tilhøre en seksuel minoritet.

”Følelsen af at være alene og anderledes vil altid være der. Jeg mærker den stadigvæk, når jeg er ude at spille med en samling heteroer. Også selvom de ved, at jeg er homoseksuel, ” fortæller han.

Henrik Raabo understreger, at han aldrig har følt sig direkte diskrimineret i de rytmiske miljøer, men alligevel oplever han masser af indirekte diskrimination.

”Lige meget om de kender én rigtig godt og holder meget af én, kan man stadigvæk føle sig anderledes, fordi man ER anderledes. Det er et livsvilkår. Men vi kan gøre noget for at gøre det lidt lettere,” forklarer han.

Vi skal være her på samme vilkår

Gennem sin karriere har Henrik Raabo lagt ører til mange slags bemærkninger og vittigheder om hans seksualitet – både fra kolleger, der ikke ved, at han er bøsse, og fra kolleger, der kender ham og kommer med bemærkningerne for sjov.

”Der kan godt være en hård tone, og det synes jeg også er okay, når man kender hinanden, for så bryder man isen og kommer til at snakke om nogle vigtige ting. Men drengene i bandbilen kan stadig ikke helt lide at høre om mit seksualliv, selvom jeg skal høre om deres hele tiden. Det driller jeg dem med, for det handler om at have ret til at være her på samme vilkår og ikke gemme sig væk. Jeg vil have lov til at være lige så bramfri, som de er, ” understreger Henrik Raabo og forsætter:

”Der er grænser for, hvor langt accepten går. Det er svært. Der er en grund til, at mange homoseksuelle lever meget af deres liv i homoseksuelle miljøer. Man søger et sted, hvor man kan være sig selv, og hvor man ikke hele tiden enten skal gemme sig væk eller retfærdiggøre sig selv og råbe lidt ekstra højt og puste sig op. Hvis man har en dårlig dag, så er det ikke altid, man har lyst til at skulle igennem det der. Nogle gange har man bare lyst til at være anonym og være ligesom de andre. Og det er man jo ikke.”

Tiede om sin seksualitet

Henrik Raabo flyttede fra Holbæk til København som 18-årig i 1984, men det var først i 90’erne, da han var færdiguddannet på konservatoriet, at han sprang ud som bøsse i det rytmiske miljø i København. Han håber, at hans yngre kolleger oplever langt større åbenhed og accept, end han selv gør i dag og gjorde som ung musiker i København.

”Jeg tror, at grænserne og tonen har rykket sig meget siden da – heldigvis. Men man møder stadig den der uvidenhed og mangel på forståelse. Folk har svært ved at sætte sig ind i, hvad det vil sige at tilhøre en minoritet som homoseksuel, og ikke mindst som homoseksuel musiker.”

Hvad kan os, der er heteroseksuelle, gøre, for at vi får skabt en kulturændring i retning af, at alle føler sig inkluderet?

”Man kan jo gøre det, at man tænker over, at det kan være, man spiller sammen med en LGTB+’er i orkestret, som bare ikke har sagt det endnu. Man kan arbejde med sig selv og sine dårlige homofobiske vittigheder og få dem fejet af bordet og prøve at være åben omkring, at det ikke er sikkert, at alle lever på den samme måde som én selv. Jeg tror, at man tager mange ting for givet som heteroseksuel. Broaden your mind. Prøv at være åbne. Og hvis man kender nogen, der er lgbt+, så spørg ind til det og lyt.”