Heilung bragede igennem på de store scener – nu er det tid til en pause på ubestemt tid
Det er tidligere blevet skrevet, at Heilung er det mest populære og bedst billetsælgende danske band, som de fleste danskere aldrig har hørt om.
Men det er ved at ændre sig, for Heilungs benhårde arbejde på alverdens scener – inklusive flere danske – har givet dem stor eksponering og opmærksomhed, ikke mindst på sociale medier og streamingtjenester.
På YouTube har gruppen med det tyskklingende navn, der direkte oversat betyder “heling” eller “helbredelse”, over 100 millioner visninger, og på Spotify følger mere end en halv million månedlige lyttere med.
Og siden verden åbnede op igen efter corona, har de spillet for over 200.000 publikummer i Europa, USA og Australien fordelt på mere end 200 koncerter – dertil kommer en lang række festivaler.
Efter den sidste koncert i august i år er det derfor tid til en midlertidig pause, hvor bandet – bestående af lydproducer, vokalist og multiinstrumentalist Christopher Juul samt sangerne Maria Franz og Kai Uwe Faust – kan puste ud og genoplade batterierne både personligt og kunstnerisk.
Det fortæller Christopher og Maria til MUSIKEREN over en Zoom-forbindelse, da Maria for en stund er tilbage i sit hjemland, Norge, mens Christopher sidder i sit lydstudie på den københavnske vestegn.
”Vi har arbejdet non-stop siden covid stoppede, og det har været et eventyr fyldt med utrolige oplevelser. Men nu er det tid til full stop, så vi kan reflektere over, hvor vi gerne vil hen herfra,” siger Maria Franz, der nok er gruppens mest genkendelige ansigt.
Rødder i vikingetiden
Det er da også gået stærkt for Heilungs grundtrio, der oprindeligt kender hinanden fra det nordiske vikinge-reenactment-miljø, hvor man genopfører livet i vikingetiden – og hvor mange går all in med en stærk forbundethed til fortidens kultur, ikke mindst musikken.
Musikalsk befinder gruppen sig i deres helt eget univers bestående af eksperimentel, rituelt inspireret folkemusik med stærke historiske og spirituelle undertoner. Og på scenen er der snarere tale om opførelsen af et værk end en klassisk rockkoncert. Ritualer, kalder de selv koncerterne.
Netop derfor har Heilung – modsat de fleste andre bands – heller ikke taget den klassiske vej fra små scener til store. De debuterede nemlig stort tilbage i 2017, båret af frivillige kræfter, på en festival dedikeret til metal- og vikingeinspireret musik.
Det blev der lavet en video af, som gruppen lagde store kræfter i at få professionelt produceret – og den røg på YouTube. Mens corona senere lukkede kloden ned, gik bandets videoer viralt og gødede jorden for et regulært gennembrud, da verdens scener igen åbnede sig.
”Det var afgørende for os, at vi lagde det arbejde i videoen, for det gav os en masse opmærksomhed,” siger Christopher Juul og uddyber:
”Vi var heller ikke bundet af et pladeselskab, så vi gjorde det, der var rigtigt for os. Og det var at ofre noget i form af en gratis video. Formålet var ikke at tjene penge på videoen, men at komme ud med noget, folk kunne se.”
Der skal sælges billetter
At Heilung også har ramt en tidsånd med deres vikingeinspirerede og ritualistiske teaterperformance, er de ikke blinde for. Og netop efterspørgslen på deres måde at gøre tingene på er også nødvendig for, at Heilung kan være Heilung, fortæller de.
Uden et stort publikum kan de nemlig ikke gøre tingene, som de gerne vil.
Med omkring 20 mand på scenen – ud over Heilungs tre faste medlemmer også musikere, et stort krigerkor og et totalteater af et spektakulært show – er der nemlig mange mennesker, der skal have løn både foran og bag kulisserne.
”Danmarks største og dyreste sceneshow,” tøver Christopher Juul ikke med at kalde det. Dertil kommer alle de øvrige udgifter ved at rejse kloden rundt med et stort setup.
Derfor skal de sælge mellem 3.000 og 4.000 billetter pr. koncert, for at regnestykket går op.
”Vores første koncerter kostede os mindre, end vi bruger på catering til en koncert i dag. Det hele er vokset helt vildt de sidste par år, og der er mange penge involveret,” siger han med henvisning til sin pointe om bandets økonomi.
Nemlig den, at musikere bliver rippet og flået, når de spiller i udlandet på grund af uigennemsigtige skatteregler, indeholdelse af lokale skatter og stigende venue-priser.
Et emne, der ligger begge musikere meget på sinde.
”Uanset hvor i verden vi spiller, er venues meget pressede på økonomien, hvorfor det er enormt dyrt at leje sig ind. Priserne stiger hele tiden, og det samme gør alle andre udgifter ved at være af sted,” siger han, inden han kommer til den mest alvorlige del:
Nemlig de komplekse skatteregler, som musikere, der spiller i både Europa og USA, render ind i.
Penge låst i banken
Udover at man i næsten alle lande – Danmark og Irland undtaget – skal betale artistskat, der svinger mellem 10 og 25 procent af ens bruttohonorar, er der flere andre skatter og afgifter, der skal betales. Og det er svært at navigere i, forklarer Christopher Juul.
”Regler om dobbeltbeskatning og indeholdte lokale skatter har kostet os rigtig mange penge. Man skal virkelig gøre sit forarbejde med at undersøge reglerne og tale med andre, der har prøvet det, før man spiller, særligt i USA,” siger Christopher, der uden at sætte tal på fortæller, at bandet har et meget stort beløb stående i en amerikansk bank, de ikke kan få ud på grund af bureaukrati, der tangerer svindel.
Men også i Europa er den gal, fortæller han:
”I EU-regi er der nødt til at blive lavet nogle nye skatteregler for musikere på tour. Det er umuligt at holde styr på, fordi reglerne modsiger hinanden. Det er enormt frustrerende og koster musikerne penge.”
Fordi udgifter og skatter ved at spille live er så høje, er det derfor heller ikke live-showsene, der udgør den primære indtægt for Heilung. Det er i stedet en strøm af indtægter fordelt over forskellige medier.
”Størstedelen af vores indtægter kommer samlet set fra betaling for musik til serier, film, computerspil, streaming og kommercielle partnerskaber. Og vi klarer os fornuftigt, men vi har også arbejdet rigtig, rigtig meget,” siger Christopher Juul, der bl.a. bruger pausen fra landevejen til at nørde med Dolby Atmos-lydteknologi.
Et arbejde, der ikke har været meget tid til de seneste år, og som fans af Heilung nok vil høre mere til senere, fortæller han.
Og netop det hårde arbejde – i hvert fald på tour – skal der som nævnt være en pause fra nu. Hvad fremtiden bringer, er de ikke sikre på, men der kommer med garanti mere musik, fortæller de.
”Som vores bandnavn antyder, er der noget, vi gerne vil reparere. Vi lever i en tid med splittelse, hvor folk bygger mure, så de ikke længere forstår deres naboer. Det er mere vigtigt end nogensinde før, at folk bringes sammen, og den vogn vil vi gerne skubbe med på, når vi er tilbage igen,” slutter Christopher Juul.