Fagbladet Musikeren

Gode resultater: Silkeborg satser på kultur som velfærd

Silkeborg Kommune har de seneste ti år arbejdet med at tænke kultur som en del af velfærden – ikke mindst på sundhedsområdet. De gode erfaringer har givet kommunen mod på at udvikle nye initiativer, hvor musik, kunst og fællesskab indgår som en del af arbejdet med trivsel og forebyggelse.
Silkeborg er kendt for sin smukke natur, men kulturelt er kommunen også langt fremme.
Silkeborg er kendt for sin smukke natur, men kulturelt er kommunen også langt fremme.

Med lidt over 100.000 indbyggere er Silkeborg i dag Danmarks ottendestørste kommune og blandt de hurtigst voksende. I den udvikling spiller kulturlivet også en rolle, fortæller kultur- og borgerservicechef i Silkeborg Kommune, John Bøgelund Frederiksen, der de første 19 år af sit arbejdsliv var udøvende klassisk musiker.

”Der er kamp om de attraktive tilflyttere, som med deres familier skal finde ud af, hvor de vil bo. Her er kultur en vigtig faktor, og der er en forventning om, at vi har et bredt udbud – ikke mindst til børnefamilier,” siger han.

Men kulturens rolle stopper ikke ved bosætning og fritidsliv. I Silkeborg arbejder kommunen også aktivt med at koble kultur til andre velfærdsområder.

Et af de mest kendte eksempler på det er Kultur på Recept, hvor borgere med eksempelvis stress, angst eller depression kan blive henvist til et kulturforløb. Her deltager de i aktiviteter som musik, kunst eller andre kulturelle fællesskaber – ofte i holdforløb – som supplement til mere traditionelle behandlingsformer.

Silkeborg var blandt de kommuner, der tidligt arbejdede med modellen, da den for ti år siden blev afprøvet i en række danske forsøgsprojekter.

”Gennem årene har vi set en dokumenteret effekt, og siden har vi udviklet flere initiativer, der bygger på den samme tanke om kultur som en del af velfærdsindsatsen,” siger John Bøgelund Frederiksen.

Kultur- og borgerservicechef i Silkeborg Kommune, John Bøgelund Frederiksen, arbejder med at integrere kultur som en del af kommunens velfærdsindsats. Foto: Bo Nørgaard
Kultur- og borgerservicechef i Silkeborg Kommune, John Bøgelund Frederiksen, arbejder med at integrere kultur som en del af kommunens velfærdsindsats. Foto: Bo Nørgaard

Kloge beslutninger
Blandt projekterne er Sange med Mødre, der er målrettet kvinder med efterfødselsreaktioner, Our Voices for unge i udsatte boligområder, kulturfællesskaber for unge og Erindringsbio for borgere med demens.

Som embedsmand fører han ikke politik, understreger han, men rådgiver byrådet om mulighederne. Her oplever han ofte lydhørhed, når effekten af kultur i andre sektorer kommer på bordet.

”Det er klogt at kombinere musik og kultur med sundhed. Set i et samfundsperspektiv kan der være penge sparet andre steder i systemet, når man arbejder målrettet med kultur i velfærds- og sundhedsindsatser,” siger han.

Og selv om Silkeborg ikke ligger i toppen blandt danske kommuner, når det gælder kulturbudgetter, mener han ikke, at det nødvendigvis er afgørende.

”Vi arbejder meget på tværs, så midlerne i praksis kan komme fra flere områder – for eksempel både kultur- og velfærdsområdet. På den måde kan vi få mere ud af pengene.”

Kulturskolen som motor
Mange af de tværgående projekter er forankret i Den Kreative Skole, Silkeborgs kombinerede musik- og kulturskole. 

Her oplever leder Knud Mortensen stor interesse fra både politikere, forvaltninger og andre kommunale aktører for at afprøve nye løsninger.

”Vi har et godt samarbejde på tværs af kommunen, hvor ideer kan komme mange steder fra. Det kan for eksempel være en demenskoordinator fra sundhedsforvaltningen, der kontakter os for at høre, om vi kan være med til at starte en indsats for demente,” siger han.

Ifølge ham hænger den udvikling tæt sammen med erfaringerne fra de første kultur- og sundhedsprojekter.

”Det er resultatet af omkring ti års arbejde med at tænke kultur som en del af andre sektorer. Sundhedsvæsnet har store udfordringer, som ikke altid kan løses alene. Men når vi arbejder sammen, kan vi opnå rigtig gode resultater.”

Leder af Den Kreative Skole i Silkeborg, Knud Mortensen, udvikler projekter, hvor musik og kultur indgår i arbejdet med trivsel, læring og sundhed. Foto: Grith Helen Gregersen
Leder af Den Kreative Skole i Silkeborg, Knud Mortensen, udvikler projekter, hvor musik og kultur indgår i arbejdet med trivsel, læring og sundhed. Foto: Grith Helen Gregersen

Sang mod efterfødselsreaktioner
Et af de projekter, Knud Mortensen selv fremhæver, er førnævnte Sange med Mødre. Initiativet stammer oprindeligt fra England og bygger på forskning, der peger på, at faciliteret fællessang har en positiv effekt på kvinder med fødselsdepressioner og efterfødselsreaktioner.

I Silkeborg deltager omkring 50 kvinder om året, fordelt på seks hold. Kvinderne bliver visiteret til forløbet gennem kommunens sundhedsplejersker og regionens jordemødre, og projektet har både et forebyggende og et behandlende spor.

Forløbene gennemføres af en professionel korleder i samarbejde med sundhedsplejersker og jordemødre, og en del af finansieringen kommer foreløbig fra Region Midtjylland.

”Vi har også selv lagt nogle penge i projektet. Min kalkule har været, at vi som kulturskole er nødt til at være modige og turde vise, hvad vi kan – og at sang ledet af en professionel korleder i kombination med sundhedsplejerskernes arbejde kan gøre en forskel,” siger Knud Mortensen.

Politisk opbakning
Ifølge Johan Brødsgaard (Radikale Venstre), medlem af Silkeborg Byråd og tidligere formand i otte år for udvalget for Kultur, Fritid, Outdoor og Idræt, har kommunen nydt store fordele af at koble kultur og andre velfærdsområder.

”I dag arbejder vi mere systematisk med at forstå kulturens effekter på andre områder, og vi er kommet langt i forhold til at tænke på tværs,” siger han.

Når det rent politisk er en god måde at løse konkrete udfordringer på, er forklaringen ifølge ham ganske enkel.

”Det virker. Og vi får en rigtig god respons fra de borgere, der deltager i programmerne.”

Byrådsmedlem i Silkeborg Kommune (Radikale Venstre), Johan Brødsgaard, peger på kulturens potentiale i arbejdet med at styrke velfærd og forebyggelse.
Byrådsmedlem i Silkeborg Kommune (Radikale Venstre), Johan Brødsgaard, peger på kulturens potentiale i arbejdet med at styrke velfærd og forebyggelse. 

Han oplever samtidig, at de institutioner, der deltager i projekterne – blandt andet Den Kreative Skole – selv udvikler initiativer, hvor deres kompetencer kommer i spil på nye måder. Det skaber en sund cirkel, forklarer han.

”De (Den Kreative Skole, red.) har været gode til at vise konkrete resultater og tænke både i behandling og forebyggelse. Det giver en større villighed hos politikerne, når der skal findes penge til at forankre projekterne.”

Og netop på kulturområdet kan relativt små investeringer gøre en stor forskel, mener han.

”Kulturområdet er relativt lille sammenlignet med mange andre sektorer. Derfor kan selv mindre beløb få stor betydning – også for andre områder som sundhed og sociale indsatser,” siger han og afslutter sin pointe:

”Groft sagt kan man sige, at en halv million kroner på kulturområdet kan løfte socialområdet mere end en halv million på socialområdet alene. Og det har vi været gode til at forstå i Silkeborg Kommune.”