Fagbladet Musikeren

Forskelligheden er vores styrke

Os i Dansk Musiker Forbunds hovedbestyrelse og sekretariat er et hold præget af stor diversitet. Vi har med andre ord vidt forskellige faglige baggrunde, og derfor kan vi levere en bredspektret indsats for jer medlemmer. Her kan I læse lidt om, hvad nogle af os har arbejdet med, siden MUSIKEREN sidst udkom.
Benjamin Aggerbæk Woll (t.v) og Tom Frederiksen (t.h.) er begge medlemmer af DMFs hovedbestyrelse og deltog i 'Broen til Fremtidens' årsmøde i oktober. Dette foto af de to er taget i 2019. Foto: Rikke Tjørring

Medlem af Dansk Musiker Forbunds hovedbestyrelse og medlem af DMF Københavns bestyrelse

Benjamin Aggerbæk Woll
 

Klimaalliancen ‘Broen til fremtiden’ holdt årsmøde i oktober. DMF har været medlem af denne alliance mellem fagforbund, græsrodsbevægelser og klimaforskere lige fra starten af organisationens fødsel i 2019. 

Tom Frederiksen og jeg var tilmeldt for at blive inspireret og lytte til årets gang for klimaalliancen. Som tema for årsmødet arrangerede organisationen ’Læger For Klimaet’ nogle virkeligt spændende oplæg om, hvordan den grønne omstilling både vil bidrage til folkesundheden og samfundsøkonomien. 

Klimaalliancens fornemmeste formål er at sørge for, at det ikke er lønmodtagerne og freelancerne, der alene kommer til at betale for den grønne omstilling. Derfor handler det om, at fagforeningerne, græsrodsbevægelserne og forskerne bliver nødt til at være med til at sætte klimadagsordenerne, således at den grønne omstilling altid har et perspektiv af social fairness og retfærdighed. 

Jeg må indrømme, at jeg virkelig blev inspireret af årsmødet og tænker, at DMF virkelig kan bidrage til at katalysere/forstærke ‘Broen til fremtidens’ budskaber om socialretfærdig grøn omstilling.

Læs mere om klimaalliancen på www.broentilfremtiden.dk