En himmelsk stemme
Orglet blev ført tilbage til sin oprindelige klang ved en gennemrenovering i 2018, og dette har inspireret kirkens organist, Sven Verner Olsen, til at udgive sin anden CD med musik af den franske komponist Charles-Marie Widor.
Det spiller, da jeg træder ind i Jesus-kirken. Cavaillé-Coll-orgelet. Naturligvis spiller det ikke af sig selv. Det er kirkens organist gennem de sidste ni år, Sven Verner Olsen, der frembringer de smukke toner. Han har taget sig tid til at tale med mig, fordi han her i det tidlige efterår udgiver sin anden CD med orgelmusik, spillet på det unikke instrument, der er det eneste af sin slags i Nordeuropa.
”Hvis du møder en organist og siger, at du lige har været inde at høre orglet i Jesuskirken, så får de et saligt smil, fordi alle ved, at Jesuskirken og Cavaillé-Coll, dét er bare vellyd,” bemærker Sven Verner Olsen.
Og han har ret. Det klinger virkelig helt særligt, det fine orgel, der sammen med kirkens unikke udsmykning straks bringer mig i en andægtig stemning.
En himmelsk stemme
Historien om Sven Verner Olsens kommende udgivelse kan ikke adskilles fra historien om det 131 år gamle orgel, som ”Bryggeren Junior”, Carl Jakobsen, fik bygget i Frankrig til sin kirke. I dag har Jesuskirken hele to orgler, takket være Sven Verner Olsens forgænger, der for 30 år siden fik foranstaltet, at kirken skulle have et orgel mere, således at man i dag kan opleve både det barok-sydtyske klangbillede, som det nye orgel frembringer, og det fransk-romantiske, som kendetegner Cavaillé-Coll-orglet.
”Jeg plejer i spøg at sige, at det er et privilegium at være et sted, hvor lige meget hvad jeg gør, så lyder det godt. Og sådan er det lidt, fordi orglet klinger simpelthen så smukt, og den høje klanglige kvalitet går igen i hvert eneste register i orglet,” fastslår Sven Verner Olsen.
Han fortæller, at man med sikkerhed ved, at orglet er et år ældre end kirken, fordi en avisartikel fra november 1890 viser, at det var stillet op, mens der stadig blev arbejdet på Jesuskirken, som først blev indviet i november 1891. I 2018 blev orglet gennemrenoveret, og med renoveringen er det bragt tilbage til, hvad der ligner den oprindelige klang. Og dette kaldte på en ny CD, fortæller Sven Verner Olsen, der udgav sin første udgivelse for seks år siden med Widors 5. og 6. orgelsymfoni, i forbindelse med, at Cavaillé-Coll-orglet fyldte 125 år.
”Det er ikke fordi, at orglet lød dårligt før. Men renoveringen har løftet det, så det klinger endnu bedre,” forklarer han og uddyber, at Cavaillé-Coll, lige fra da han byggede sit allerførste orgel, havde den idé, at hans orgler skulle have et højt vindtryk, og at nogle dele af orglet skulle have et højere vindtryk end andre.
”Det var én af hans kongstanker, at man virkelig skulle fokusere på vindtrykket, fordi han syntes, at nogle af de orgler, han hørte som ung, fungerede dårligt på grund af det dårlige vindtryk. Så det var lidt en parodi, at vi havde et fantastisk Cavaillé-Coll-orgel, der ikke kunne få vejret,” forklarer Sven Verner Olsen.
Han fortæller, at et andet særegent træk ved et Cavaillé-Coll-orgel er, at det har en såkaldt ”himmelsk stemme” – på fransk en ’Voix Céleste’.
”Det er en piberække, som man bevidst stemmer en lille smule falsk. Og det vil sige, at så får man ikke den der – for nu at være lidt grov – døde tone, der kan være på et orgel, forklarer Sven Verner Olsen og fortæller, at hans forgænger, organisten i Jesuskirken i 1920’erne, syntes, at det var for udansk og radikalt med en ’Voix Celeste’. Så piberækken blev fjernet – og det blev den himmelske lyd også.
Men nu er den altså tilbage igen og kan høres både i kirken og på Sven Verner Olsens kommende udgivelse.
Da jeg spørger ham, om han kan fortælle mig, hvad der i øvrigt er unikt ved et Cavaillé-Coll-orgel, bemærker han skælmsk:
”Det har vi slet ikke tid til.”
Mere Widor
Selvom Sven Verner Olsen udgav sin første CD med Charles-Marie Widors musik fra Gateway Music for seks år siden, skulle det vise sig, at han langtfra var færdig med at indspille den franske komponist:
”Widor har skrevet 10 orgelsymfonier. Den 8. er klart den største og sværeste og – synes jeg – mest spændende. Så dén gik jeg i lag med og spillede til koncert sidste sommer. Hen over efteråret modnedes tanken om, at den skal på CD,”
fortæller Sven Verner Olsen og fortsætter:
”Den tager 45-50-minutter. Men der skulle være lidt andet på CD’en også. I 1986, da jeg var orgelstuderende, fik jeg lov til at spille en middagskoncert her i kirken. Og da spillede jeg blandt andet et stykke af franskmanden Léon Boëllmann, som hedder ’Suite Gothique’, som er en lille suite med fire satser, som alle er meget lettilgængelige. Det er musik, som rigtig mange synes om første gang, de hører den, og det gjorde jeg også som barn og som ung,” beretter han og fortsætter:
’Suite Gothique’ er skrevet i 1895, så jeg tænkte; det passer lige med orglet. Og Widor-symfonien er fra 1887, så vi er lige oven i orglets tilblivelse,” fastslår Sven Verner Olsen og fortæller, at der også lige var plads på CD’en til to stykker af en af Widors øvrige samtidige, Eugène Gigout:
”Widor sad 64 år i Saint Sulpice-kirken i Paris, Eugéne Gigout sad 62 år i Saint Augustin-kirken i Paris, og de var lige gamle. Så jeg synes, det var sjovt lige at få ham med også.”