Dansk Musiker Forbund under besættelsen: Kampen for arbejde – og det hårde opgør efter krigen
Under besættelsen var Dansk Musiker Forbund afgørende for skabelsen og opretholdelsen af jobs og rettigheder i et Danmark, der var mærket af den hærgende verdenskrig. Efter befrielsen blev forbundet samtidig et af de mest aggressive aktører i opgøret med kolleger, der måske – måske ikke - havde haft for tæt kontakt til besættelsesmagten.
Det fortæller musikhistoriker og forfatter Henrik Engelbrecht i sin nye bog ”Den mørklagte musik – dansk musikliv under besættelsen,” hvor han over 596 sider for første gang samler besættelsestidens historie om musikere, orkestre og fagforeninger. Her kommer han ind på de mange gråzoner mellem modstand, kampen for det daglige brød og samarbejde, danske musikere skulle balancere under svære betingelser.
”Jeg har prøvet at skrive en bog, hvor man ikke kender slutningen. Det lyder måske mærkeligt, for alle ved jo, hvordan krigen ender – men jeg ville fortælle historien kronologisk, uden at være bedrevidende på personernes vegne. På den måde får man også oplevelsen af at stå midt i det selv: Hvad ville jeg have gjort, hvis jeg ikke vidste, hvem der vandt krigen? Ville jeg have spillet for tyskerne, hvis min familie manglede mad?,” siger Henrik Engelbrecht, der er tidligere musikchef i Tivoli og før denne bog har udgivet en lang række andre bøger med musik som omdrejningspunkt.
Den mørklagte musik er således hans bog nummer 13, og undervejs i arbejdet med tidligere bøger har han løbende samlet ”bonusinformationer” om besættelsestiden: avisudklip, arkivfund, mærkelige skæbner, små sidehistorier. Med tiden blev bunken så stor, at den krævede sin egen bog.
Han opdagede samtidig, at der – på trods af de mange værker om den Anden Verdenskrig – slet ikke fandtes en samlet skildring af dansk musikliv under besættelsen. Men det gør der altså nu.
”I bogen fortæller jeg historien set fra musikernes perspektiv, hvorfor det giver god mening at se på hele musikfeltet på tværs af genrer – fra gademusikanter og cirkusmusikere til Det Kongelige Kapel og Radioorkestret,” siger han.
DMF på barrikaderne
Da tyskerne besatte Danmark i april 1940, var musiklivet allerede presset. 1930’ernes økonomiske krise havde ramt branchen hårdt, mest synligt ved nedlæggelsen af 16 militære musikkorps i 1932, der sendte over 170 blæsermusikere ud i arbejdsløshed på én gang. Oven i det havde talefilmen gjort en lang række biografmusikere arbejdsløse, og jazzens popularitet udfordrede de etablerede normer for, hvordan musik blev spillet.
I efteråret 1940 var arbejdsløsheden blandt musikere derfor omkring 35 procent, mens den generelle arbejdsløshed lå omkring 25 procent. Det satte Dansk Musiker Forbund under pres for at ændre situationen.
Forbundets daværende formand, Otto Kruse-Andersen, gik derfor direkte til statsminister Thorvald Stauning for at kræve handling – blandt andet i form af nye orkestre, der kunne skabe arbejde til de mange arbejdsløse musikere. Musikerforbundet foreslog bl.a. oprettelsen af flere store symfoniorkestre og 20 blæseorkestre rundt om i landet. Kort sagt var ønsket, at Staten skulle bruge flere på musik, der kom forbundets medlemmer til gode.
Kompromiset blev oprettelsen af fire nye militærorkestre i 1941. De fik hver 16 musikere ansat – deri blandt også amatører, der ikke havde bestået Dansk Musiker Forbunds dengang obligatoriske optagelsesprøve. Men forbundet pressede på for at rette op på dette, så arbejdet i sidste ende tilfaldt professionelle musikere, som forbundet ønskede det.
Samtidig tog DMF de juridiske slagsmål, der opstod i restaurationsmiljøet og nattelivet på grund af den særlige situation, landet var i. Når tyske spærretider pludselig lukkede restauranter tidligt, forsøgte værterne at smide musikerne ud uden løn. Når luftalarmen lød, var der restauratører, der mente, at musikerne skulle blive og spille i stedet for at gå i beskyttelsesrum.
”Her kører forbundet retssager mod restauratørerne og vinder næsten dem alle på vegne af medlemmerne. De kæmper for, at medlemmerne både kommer i arbejde og ikke bliver sjoflet, når de endelig har et job,” fortæller Henrik Engelbrecht.
Overraskelserne i arkiverne
Under arbejdet med bogen blev Henrik Engelbrecht særligt overrasket over to ting: hvor vild og lovløs perioden omkring vinteren 1944-45 faktisk var – og hvor tilfældigt og ujævnt opgøret efter krigen kom til at foregå.
Vinteren 1944-45 – de sidste måneder af krigen - var nemlig præget af lovløshed, voldsparate hipofolk, likvideringer, fraværet af politi og en befolkning, der vidste, at tyskerne ville tabe krigen, men ikke hvornår. Og alt det slår igennem i dagligdagen, også i musiklivet, fortæller Henrik Engelbrecht.
Da krigen endelig sluttede i starten af maj 1945, var det tid til et opgør med alle dem, der havde samarbejdet – eller spillet – med tyskerne. Og det var ikke altid lige kønt.
”Historikeren Ditlev Tamm kalder det med rette ikke et retsopgør, men bare ’opgøret.’ Der var ikke meget ret over det. Folk ville bare have de der svin ned med nakken – koste hvad det vil. Og så kommer man til at slå for bredt ud, og nogen bliver ramt på meget tyndt grundlag,” siger Henrik Engelbrecht.
Det gjaldt ikke kun ved domstolene, men i høj grad også i fagforeninger, på arbejdspladser og i kunstneriske miljøer, hvor man nedsatte egne æresretter og interne udvalg, som skulle ”rydde op.”
DMF’s eget opgør
I den proces spiller Dansk Musiker Forbund også en markant rolle. Hvor andre organisationer – som for eksempel Dansk Komponistforening – i højere grad håndterede sagerne internt og diskret, valgte DMF en mere offensiv linje, ikke mindst gennem fagbladet Dansk Musikertidende – forløberen til Musikeren.
”Musikerforbundet er virkelig langt fremme med at udstille folk. De opfordrer medlemmerne til at sende oplysninger ind om folk, der på den ene eller anden måde har haft noget at gøre med tyskerne. Anmelderen bliver beskyttet af anonymitet – men ikke den, der bliver sladret om,” siger Henrik Engelbrecht.
I alt får 37 musikere deres navn og påståede gerninger nævnt i bladet. Nogle har reelt medvirket ved nazistiske arrangementer og støttekoncerter, andre har befundet sig i gråzoner – og enkelte har slet ikke gjort noget.
Et af de mest grelle eksempler er Harry Lützen, musiker i Tivoli. Han blev offentligt udstillet som nazivenlig, fordi nogen forvekslede ham med en anden musiker, der lignede ham. Lützen nåede at miste sit job i orkestret, før misforståelsen blev opklaret og et dementi trykt på forsiden af Dansk Musikertidende.
”Det er helt tydeligt, at der i opgøret efter krigen også har sneget sig personlige opgør og fejltagelser ind. På Københavns Musiker- og Orkesterforenings generalforsamling er der godt nok én, Einar Corelli, der advarer imod at ’skyde gråspurve med kanoner’, men han står ret alene med den holdning,” siger Henrik Engelbrecht.
Han understreger, at man her skal forstå stemningen i tiden: mange havde levet under pres i fem år, set kolleger tage jobs for nazisterne og følt sig magtesløse. Behovet for at markere afstand var ægte – men midlerne var ofte problematiske.
For Henrik Engelbrecht er pointen derfor ikke at dømme fortidens musikere eller forbund, men at forstå den sammenhæng, de handlede i. Under besættelsen var DMF både en benhård interesseorganisation, der skaffede arbejde og rettigheder, og en magtfuld aktør, der efter krigen gik langt i jagten på dem, der samarbejdede med tyskerne.
”Set fra nutiden gør det historien om DMF under besættelsen dobbelt interessant. Som fortællingen om et forbund, der tog ansvar og rykkede musiklivet frem – og som en påmindelse om, hvor tynd grænsen kan være mellem retfærdighed og hævn, når et samfund kommer ud af en undtagelsestilstand. Og det stiller igen det centrale spørgsmål – hvad ville man selv have gjort?”