The Blue Van fejrer 30 år med venskab, slag på snuden og uforandret drivkraft

”Men det var ikke sidste gang, vi fik en på snuden.”

Ordene kommer fra guitarist Søren Christensen, da han afrunder historien om dengang, The Blue Van var lige ved at slå igennem internationalt tilbage i midt 00’erne, men blev slået hjem.

Sådan går det nemlig nogle gange, når man tror på det, satser og stikker næsen frem.

Fra 2004 og knap tre år frem havde de fire bandmedlemmer boet i og turneret gennem store dele af USA, Canada og Japan med deres energiske, retro-inspirerede rock tilsat egen moderne kant. De varmede op for Jet og Electric Six og delte scene med navne som The Killers og Franz Ferdinand. Hele tiden med fornemmelsen af, at det store gennembrud lå lige om hjørnet.

Men det skete ikke, og da deres pladeselskab tilmed gik konkurs, måtte de fire barndomsvenner fra Brønderslev i Nordjylland vende slukørede hjem. På det tidspunkt var de sidste halvdel i 20’erne, og flere af dem måtte flytte hjem til deres forældre igen – en stærk kontrast til det internationale musikerliv, de havde levet de foregående år.

”Jeg blev bogstaveligt talt slået helt hjem på mit børneværelse efter at have fortalt alle, at jeg skulle til USA og være rockstjerne,” siger Søren Christensen, der sammen med trommeslager Per Mølgaard Jørgensen taler med Musikeren i forbindelse med den snarlige udgivelse af The Blue Vans 8. album, ”Recording Club of 1996”, der udkommer 30. januar.

Oven i skuffelsen lå der tilmed en stak rudekuverter fra den lokale afdeling af Skat og ventede på dem. Takket være en dubiøs revisor indeholdt brevene besked om manglende betalinger af B-skat. Av.

Et nyt vendepunkt
Hvad gør man så? The Blue Van gav i hvert fald ikke op, og i dag kan de se, at nedturen gav perspektiv på det liv og den karriere, der stod foran dem.

”At være tilbage på drengeværelset gav os motivationen til at komme i gang igen og videre. Det lærte mig – og os alle sammen, tror jeg – at se succes på flere måder. Vi var ikke blevet rige og berømte, men vi havde lært en masse,” siger Per Mølgaard Jørgensen, der uddyber, at de i perioden derefter lavede deres tredje album, ”Man Up,” der skulle vise sig at blive et nyt vendepunkt.

Albummet blev til efter en for dem anderledes kreativ proces, hvor de skrev mere af musikken hver for sig, indspillede demoer i et gammelt, forladt hus og producerede en større del af musikken selv.

Resultatet blev bandets til dato største kommercielle succes., og musikken blev flittigt spillet på de danske radiostationer. Det sidste var særligt godt i forhold til hjemmepublikummet, der ikke havde set eller hørt meget til bandet under deres udlandseventyr.

”Vi havde forladt Danmark nogle år før, og i den periode havde vi ikke plejet vores danske publikum. Men nu kom Man Up, der slog vores navn fast herhjemme, og som betød, at vi nu kunne komme ud og spille til en fornuftig hyre,” fortæller Søren Christensen.

Siden fulgte også et hav af koncerter over det meste af Europa, og sagen med den dubiøse revisor blev løst – med hjælp fra Dansk Musiker Forbund.

Karrierens indian summer
Modsat mange andre bands, der havde deres storhedstid i 00’erne, er The Blue Van aldrig gået i opløsning. Derfor har de heller aldrig haft en reunion – selv joker de med, at det måske ellers kunne være meget godt for billetsalget.

I stedet har de gjort noget så kedeligt som bare at blive ved med at lave og spille musik. De seneste år har der i perioder været lidt stille på koncertfronten, men det skyldes en blanding af corona og det, man i dag sammenfatter som life.

Drengene fra Brønderslev er blevet voksne mænd med familier, banklån og almindeligt arbejde, og er nu i det, de kalder karrierens indian summer. Den fortsat varme periode, hvor det at være født i begyndelsen af 1980’erne ikke betyder, at man er blevet gammel endnu. Det samme gælder virkelysten.

”Det er stadig de samme ting, der driver os, som da vi startede med at spille. For mig er det, at mødes med de tre andre i ’knallertklubben’ for at spille musik og få det kick, det giver at stå på scenen og spille rockmusik,” siger Søren Christensen og uddyber, at bandet er blevet en indgroet del af hans og de andre bandlemmers identitet.

”The Blue Van har altid været der, og er en del af den, jeg er. Det er svært for mig at finde en grund til, hvorfor vi ikke skulle fortsætte med at spille.”

Per Mølgaard Jørgensen er enig – for ham er hver ny koncert en test af, hvor gode de stadig er på den enkelte aften. Om de stadig har den. Og så er det nærmest umuligt at skulle slippe noget, der som 43-årig har været en del af ens liv, siden man var 13 år, forklarer han.

”Alt, hvad jeg har, er rundet af bandet. Vi har brugt så mange år sammen, og selvfølgelig skal vi fortsætte med at spille, for det er så fucking fedt, at vi ikke kan lade være,” siger Per Mølgaard Jørgensen, der udover The Blue Van spiller i en række andre bands.

Steve Jobs kom i vejen
Den anden gang, de fik en på snuden, var da Apple i deres allerførste tv-reklame for iPad’en brugte The Blue Vans sang ”There Goes My Love” som underlægningsmusik.

Nummeret er fra Man Up-albummet, hvor flere af numrene siden blev syncket – dvs. brugt i reklamefilm, film og serier. Således også i iPad-reklamen, der blev vist under Oscar-uddelingen i 2010, hvor mere end 41 millioner amerikanere så med.

For The Blue Van kunne de dårligt ønske sig en bedre og større eksponering af deres musik. Hurtigt efter kom der da også en pladekontrakt på plads i Canada, og de var tæt på at få en i Japan. Men så ramte knytnæven.

”Steve Jobs var så utilfreds med reklamen, at han fik musikken fjernet. Ikke fordi sangen var dårlig, men fordi ingen fattede, hvad en iPad var, og musikken derfor blev erstattet med en voice-over, der forklarede, hvad den skulle bruges til,” fortæller Per Mølgaard Jørgensen, der i dag kan trække på skuldrene af episoden – måske også grine lidt af det.

”Der er noget i det her med aldrig helt at få succes, som jeg tror er meget sundt. Vi er aldrig blevet dovne, og der har aldrig været så meget succes eller penge involveret, at der har været noget at slås om,” siger han og uddyber:

”Vi har i perioder oplevet pæn økonomisk fremgang, men grundlæggende er vi bare fire gode venner, der har det ekstremt sjovt med at spille sammen. Og det er det vigtigste.”

Realistiske forventninger
Var tingene faldet lidt anderledes ud, havde de fire venner måske kunnet leve udelukkende af The Blue Van i dag. Til gengæld giver det dem stadig en enorm stor glæde og tilfredsstillelse, at de fortsat kan spille koncerter. At det ikke er de samme store venues som for nogle år tilbage, er også i orden med dem.

”Vi er realistiske om, hvor mange billetter vi kan sælge, og selv om det ikke er så mange som tidligere, er vi privilegerede og glade for, at det stadig er muligt for os at blive booket, og at vi stadig har et publikum,” siger Søren Christensen med henvisning til den kommende albumturné, hvor de efter fire koncerter i december skal spille yderligere ti over hele landet til marts.

På den måde er musikken med tiden blevet et deltidsarbejde, hvor de ikke længere spiller for pengene men for deres egen skyld - og for lysten til at stå sammen på scenen. 

Alle fire bandmedlemmer har arbejde ved siden af The Blue Van, hvor Per er handyman hos Anklagemyndigheden i København, Søren arbejder som musikproducer og sangskriver, forsangeren Steffen Westmark underviser i musik på Oure Højskole, og bassisten Allan Villadsen er landmand i Norge.

Selvfølgelig, fortæller de, ville de helst kunne leve udelukkende af musikken. Og overgangen til et ”normalt” arbejdsliv har været en proces, de har skulle klare individuelt samtidigt med, at de har holdt sammen som band.

”Det har været bittert at se nedgangen i musikindkomsten, men jeg er kommet over det nu. Jeg gider ikke være hired gun – det er ikke det, der driver mig. Og så må man indrette sit liv anderledes, og jeg har det godt med den position, jeg er i nu,” siger Per Mølgaard Jørgensen.

DMF for altid
Deres respektive arbejdspladser er indforstået med, at de herrer engang imellem skal have fri eller ferie for at spille – det er et krav fra dem, når det kommer til at tage et fast arbejde, fortæller de.

”Det skal gøres klart fra starten, for det er enormt vigtigt for os alle sammen, at vi kan passe koncerter og andet ind,” siger Per, der uddyber, at de alle fire også fortsat er medlemmer af Dansk Musiker Forbund.

Den beslutning handler i høj grad om identitet samt instrumentforsikringer og den vigtige hjælp og rådgivning, de har fået undervejs, fortæller de. Bl.a. har Dansk Musiker Forbund, og særligt Mikael Højris, flere gange hjulpet bandet ud af kattepiner – som dengang med den lurvede revisor og B-skatten – og med at sortere og kvalitetstjekke de mange tilbud om pladekontrakter og publishing, som bandet blev tilbudt, da de først kom frem.

”Det glemmer vi ikke. Vi er musikere, og derfor skal vi være med i musikernes fagforening,” siger Søren Christensen, der fortæller, at det at have en alder, hvor man er blevet ”rigtig voksen”, også indebærer, at man møder jævnaldrende venner og bekendte, der tjener mange penge i de stillinger, de nu er kommet frem til.

”Det kan jeg godt tænke over i forhold til den karriere, vi har haft. Da vi var studerende, havde vi mange penge på grund af musikken, men måske er det de andre, der vinder på den lange bane,” siger Søren, men bliver med det samme afbrudt af Per.

”De vinder kun økonomisk. Vi har det sjovere end dem!”

Det har han nok ret i.