Fagbladet Musikeren

Vallhorn i Hollywood

Den danske musiker Poul Høxbro og hans fløjteinstrumenter spiller en vigtig rolle i den nye vikingefilm ‘The Northman’, der er en stor Hollywood-produktion. En tilfældighed førte til samarbejdet med filmens komponister Robin Carolan og Sebastian Gainsborough.
Poul Høxbro har i årevis dyrket Middelaldermusik og musik fra vikingetiden, bl.a. på Vallhorn, et instrument med svenske rødder, der rækker næsten 2.000 år tilbage i tiden.

”Jeg var virkelig på det rette sted på det rette tidspunkt,” fortæller Poul Høxbro, da jeg møder ham i hans lejlighed på Nørrebro. Den 61-årige musiker deler tilværelsen mellem København og Oslo, hvor hans hustru, der også er musiker, bor. 

”Jeg var blevet engageret til at lave et projekt sammen med det engelske ensemble Manchester Collective,” fortæller Høxbro. 

”I den forbindelse skulle jeg til Manchester for at holde forberedende møder. Jeg stod bogstaveligt talt med mit instrument – vallhorn – i hånden, da den ene af filmens komponister, Sebastian Gainsborough, trådte ind ad døren,” beretter Poul Høxbro.
I Manchester skulle han lave en foto- og videosession med Manchester Collective. Her mødte han ensemblets primarius, violinisten Rakhi Singh,” fortæller han om mødet, der fandt sted i efteråret 2019. 

”På et tidspunkt kom hendes mand forbi for at hilse på, og han havde netop få dage før fået et tilbud sammen med komponisten Robin Carolan om at være komponist på en stor filmproduktion med en historie lagt i vikingetiden. Manden var Sebastian Gainsborough, og dér stod jeg så med mit svenske vallhorn og med mange års akkumuleret viden om netop klange fra den tid. Og så begyndte eventyret.”

Klange fra vikingetid og middelalder

Poul Høxbro er oprindeligt uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium i 1992 med blokfløjte som hovedfag, men har haft en livslang passion og karriere med sine særlige fløjteinstrumenter, der bl.a. omfatter vallhorn og benfløjter – og andre historiske instrumenter fra vikingetiden og middelalderen. Poul Høxbro har gennem årene bevæget sig på tværs af genrer som world music, klassisk og fusionsmusik.

”Jeg har altid slået på ting og sager”, erklærer Poul Høxbro.

”Så i gymnasietiden var jeg trommeslager.”

Men det var en ni måneder lang musikalsk dannelsesrejse i 1981-82 i Peru, Bolivia og Argentina, der blev afgørende for Poul Høxbros beslutning om en musikalsk løbebane. 

”Vi lavede et band, der hed Los Gringos. Jeg blev helt fortabt i de traditionelle peruvianske fløjteinstrumenter,” husker han om tiden, hvor de i et år spillede sig frem, i bl.a. Lima og Buenos Aires. 

Men da Poul Høxbro kom hjem, begyndte interessen for Skandinaviens instrumenter og tidlige musik at tage form.

”Jeg vil mene, at jeg kan beskrive mig selv som en musiker, der har skabt et musikalsk univers omkring mig selv, som bliver brugt i alle mulige sammenhænge. Jeg kan indgå i barokmusik-sammenhænge, jeg har også været med i moderne opera, i fusionsmusik, teatermusik og musicals,” siger Poul Høxbro, når han prøver at forklare, hvad hans passion er. 
En passion, hvor han tidligt har valgt at dyrke instrumenter og klange, der i visse tilfælde referer til vikingetiden og middelalderens musik. Og det betyder, at han blandt andet er blevet en mester i instrumenter som vallhorn (oprindelig svensk instrument, bygget af et kohorn, red) og benfløjter.

Og kohornet og benfløjten har nu bragt ham til Hollywood.

Hollywoods mest hypede instruktør

The Northman er en grandios Hollywood-produktion, instrueret af Robert Eggers, der med kun to spillefilm, ”The Witch” og ”The Lighthouse” har gjort sig til en meget omtalt og hypet instruktør. Hans tredje film ”The Northman” havde premiere i april og er en storslået Hamlet-fortælling, der foregår i 900-tallets Europa, indspillet bl.a. på Island med et budget på 60 millioner dollars. Med skandinaviske skuespillere som Alexander Skarsgård og Claes Bang i hovedrollerne (og endda Bjørk i en birolle) er en vis vikingeautenticitet sikret. Desuden medvirker stjerner som Nicole Kidman, Willem Dafoe, Anya Taylor-Joy, Gustav Lindh og Ethan Hawke, så det er en film, hvor alle sejl er sat til.

”Det er dog ikke en Spielberg-film eller musik med ”Hans Zimmer-budget”, siger Poul Høxbro:

”Og Carolan og Gainsborough er meget seriøse – undergrundskomponister, der har lavet kunstmusik. Og musikken er meget mere ”sær” og visionær, sammenlignet med fx en serie som ”Vikings”.

Mødet i Manchester betød, at han først endte som musikkonsulent for de to komponister.

”Min opgave var i første omgang at inspirere komponisterne med musikhistoriske oplysninger og berige musikken med autentiske klange og instrumenter fra vikingetiden,” fortæller Høxbro, der i halvandet år var i løbende kontakt med dem i udviklingen af musikken.

the Northman
Alexander Skarsgård spiller hovedrollen i Robert Eggers film ”The Northman”, der er en dyster og episk vikinge-actionfilm. Den anmelderroste film havde premiere i danske biografer i april. 
Pressefoto: United International Pictures.

Corona-indspilninger

Til sidst blev musikken indspillet. Det skulle oprindeligt være foregået i det estimerede Air Studio i London, men corona og rejserestriktioner lagde store hindringer i vejen for realiseringen. Så indspilningerne måtte derfor foregå lokalt i Danmark, med komponister og instruktør til stede via Internet og computerskærm.

”Vi indspillede det hele på en lang dag sidst i juli 2021. Dele af musikken er komponeret til netop mine instrumenter.” 

Sessionen foregik i det københavnske Mill Factory studie, hvor indehaver Boe Larsen er blevet landets førende, da han har specialiseret sig i video og musik, online og streaming. 

Høxbros langvarige samarbejdspartner og foretrukne producer/lydtekniker Thomas 
Li stod for indspilning, mens Boe Larsen sørgede for lyd og direkte forbindelse til Air Studios i London og til instruktøren Robert Eggers i New York. 

Det blev en lang og sej dag. Men også magisk, husker Høxbro. 

”Producenterne har det sidste ord i produktionen af så stor en film,” siger Poul Høxbro og forklarer, at både komponister og musiker skal være forberedt på lidt af hvert. Det er ikke alt, der bliver brugt, og der prioriteres i sidste ende efter producenternes ønsker. 

”Man bliver utroligt glad. Men iblandt også lidt skuffet. Visse steder kan man næsten ikke høre mine instrumenter,” forklarer Høxbro om processen, hvor instrumenterne bliver filtreret, samplet, behandlet, bearbejdet eller pitchet ned. 

”Mange steder ligger de ting, jeg har spillet, kun som en skygge eller et ekko fra en fjern tid. Men jeg er utroligt stolt over at have fået lov til at sætte et aftryk på sådan en stor film.”

”Og selvfølgelig skal der de irriterende Taiko-trommer på,” griner Høxbro. 

”Det skal der bare være i sådan en produktion, selvom de intet har at gøre der!”

Taiko-trommer har mytologisk oprindelse i den japanske folketradition og er nogle meget kraftige trommer, der bl.a. blev anvendt i militær sammenhæng. I moderne action-film udgør de ofte en stor del af soundtracket, når der er kampscener eller andre voldsomme udtryk på lærredet.

Horn
Høxbros vallhorn, der blev brugt til musikken på The Northman, sammen med et udvalg af benfløjter, der også blev brugt til filmens soundtrack.”

Der er ingen, der ved, hvordan vikingmusik lød

”Der findes ingen overleveret vikingemusik overhovedet,” konstaterer Høxbro. 

”Der er jo ikke nogen noder eller optagelser. Så alt, hvad man spiller i dag, må nødvendigvis være en moderne fortolkning af fortidens musik, toner og rytmer.” 

Men instrumenterne har overlevet. 

”Der er nogle meget smukke drømmescener i filmen, hvor man tydeligt kan høre dette instrument.” 

Høxbro finder en fløjte frem og giver en lille prøve. Han har en eksakt kopi af en fløjte fra cirka år 950, der stammer fra Hedeby, der var en stor vikingehandelsplads i det, der nu er Slesvig i Tyskland.

Musikken er modal, det er ofte de samme melodiske motiver, der bruges. Men forsiringer og triller gør musikken forskellig.

”Man ved rigtig meget om Middelalderens musik, men meget mindre om vikinge-
tidens musik. Personligt har jeg brugt år på at grave dybt ned i traditionel skandinavisk folkemusik,” forklarer Høxbro. 

”Der findes visse traditioner i hyrdemusikken, hvor man har urgamle kald, spillet på horn eller fløjte. Og dem ændrer man jo ikke lige sådan, da de bruges i arbejdsmæssig sammenhæng,”.

Især på sæteren i de norske fjelde og svenske områder har man brugt lokkeråb, kald og advarselssignaler, spillet på bl.a. kohorn og bukkehorn beregnet til fx at styre dyreflokken, skræmme rovdyr væk eller kommunikere med andre hyrder. Og der er visse instrumenter fra Sverige, der aldrig er døet ud. 

”De tidligste vallhorn-instrumenter, der er fundet, er næsten 2.000 år gamle,” fortæller Høxbro. 

”De er blevet brugt som signalinstrument i skovene, og man ved, hvilke instrumenter der blev brugt. Her er kohorn og benfløjter essentielle instrumenter.”

Høxbro spiller et par strofer på sit vallhorn. Og historiens vingesus mærkes i stuerne i lejligheden på Nørrebro.