Fagbladet Musikeren

Undersøgelse: Særligt kvindelige musikere døjer med nakkeproblemer

Rytmiske musikere ligger langt over gennemsnittet, når det kommer til at have nakkeproblemer. Særligt slemt står det tilsyneladende til hos kvinderne, hvor fire ud af fem døjede med nakkeproblemer i løbet af et år, viser ny gennemgang af en tidligere undersøgelse.
hakke

Gear ud, gear ind. Flere timers øvning hver dag. Dårlige arbejdsstillinger og skæve arbejdstider. Stress og økonomisk usikkerhed. Årsagerne til, at rytmiske musikere døjer med nakkeproblemer, kan være mange. 

Og mens det er svært at sige, præcis hvilke faktorer, der er årsagen til det, så viser en undersøgelse nu, at rytmiske musikere – og særligt kvinder – døjer med nakkeproblemer i et omfang, der ligger langt over gennemsnittet for resten af den danske arbejdsstyrke. 

Det fremgår af den masterafhandling, som cand.scient. i fysioterapi Christian Dahl-Blumenberg skrev sidste år som afslutning på sin kandidatoverbygning i fysioterapi på Syddansk Universitet. 

Christian Dahl-Blumenberg er desuden selv musiker, hvor han spiller trommer i det progressive metalband Feather Mountain. Derfor kender han godt til de smerter, der til tider kan være musikernes følgesvend.  

Alligevel var han overrasket over resultatet af sin egen databearbejdning, der bygger på besvarelser fra 2011 af flere end 500 rytmiske musikere, der som medlemmer af DMF udfyldte et spørgeskema om bl.a. deres nakkeproblemer. 

Spørgeskemaet indeholdt hundredvis af spørgsmål, og som den første har han kigget nærmere på, hvilke smerter, de mange musikere rapporterede at have. 

”Det var ret vildt at se, at 80 procent af kvinderne rapporterede nakkeproblemer inden for det sidste år, mens det ”kun” drejede sig om cirka halvdelen af mændene,” siger han. 

Chrtisan
Christian Dahl-Blumenberg er selv musiker, hvor han spiller trommer i bandet Feather Mountain ved siden af sit arbejde som fysioterapeut. 

Rammer også andre musikere 

Det lå nemlig langt over, hvordan billedet ser ud for resten af befolkningen. Hos ikke-musikere ligger tallet på ca. 50 procent af kvinderne og ca. 30 procent af mændene, når det kommer til nakkeproblemer. 

”Det mest overraskende for mig var, hvor mange flere kvinder end mænd, der havde nakkeproblemer,” siger Christian Dahl-Blumenberg. 

I sin research til afhandlingen fandt han desuden lignende undersøgelser foretaget blandt klassiske musikere. Også her stikker kvinderne ud. 

”Det er fuldstændig det samme billede blandt kvinder i klassiske orkestre. De har langt hyppigere ondt i nakken end mændene. Og jeg blev overrasket over, at hyppigheden faktisk var en anelse højere blandt de rytmiske musikere end de klassiske på trods af, at den daglige øvetid var mindre, og mange klassiske instrumenter – for eksempel violinen - stiller store fysiske krav til musikeren,” siger han. 

En mulig forklaring 

Når det kommer til en forklaring på, hvorfor kvinder bonner så meget mere ud i undersøgelsen end mænd, så er der flere mulige årsager, forklarer Christian Dahl-Blumenberg. 

En er, at erhvervet som musiker er fysisk krævende, og da der er fysiske forskelle på mænd og kvinder, kan disse forskelle spille en rolle på hyppigheden af nakkeproblemer.   

Forklaringen kan også være kulturelt bestemt, fordi mænd ofte underrapporterer deres smerter sammenlignet med kvinder, eller at smerteopfattelse er forskellig mellem mænd og kvinder, fortæller Christian Dahl-Blumenberg, der altså ikke kan give et entydigt svar på, hvad årsagen er. 

Til gengæld ved han som både fysioterapeut og musiker, hvad man kan gøre ved smerterne.  

Og det er afgørende, at man reagerer på dem, forklarer han.  

Langvarige smerter kan nemlig blive kroniske og potentielt besværliggøre ens musikkarriere. Og i helt grelle eksempler kan de sætte ens musikerkarriere i fare. 

trommer
Christian Dahl-Blumenberg er den første, der har nærstuderet undersøgelsen blandt DMF’s medlemmer med fokus på nakkeproblemer. 

Husk pauserne 

Har man forværring af sine smerter ved øvning og spil, er det derfor en god idé at holde regelmæssige pauser under øvning, fortæller han.  

Christian Dahl-Blumenberg anbefaler, at man spiller max 25 minutter efterfulgt at fem minutters pause, hvor man får bevæget hele kroppen og eksempelvis går en kort tur. 

Det kan også være nødvendigt at se en fysioterapeut, der kan give en øvelser, der styrker de muskler, man belaster mest. 

”Der findes ikke en løsning for alle, men man skal ikke gå med smerter i længere tid uden at få hjælp. Samtidigt skal man heller ikke være bange for smerter – de er en del af det at leve et spændende liv,” siger han og uddyber: 

”Nogle gange er det nødvendigt at spille så meget, at man bagefter bliver øm i kroppen. Det er helt i orden, men det må ikke gøre ondt hele tiden.” christian

Forebyggelse er det bedste 

Har man rigtig ondt, anbefaler han, at man øver kortere tid end vanligt og langsomt trapper op, som smerterne aftager. Og modsat tidligere opfordrer man typisk ikke musikere til helt at stoppe med at spille i længere perioder, fortæller Christian Dahl-Blumenberg. 

”Det, fandt man ud af, kan sætte en masse katastrofetanker i gang hos folk, hvorfor man i dag siger, at det ok at spille lidt, så folk holder fast i glæden og ikke stresser over, at de ikke holder deres spil og karriere ved lige.” 

Men bedst er det naturligvis, hvis man kan forebygge, at smerterne opstår. Her er det i mange tilfælde en fordel at dyrke sport eller idræt, så kroppen styrkes. 

”Der er ingen grund til at vente, til man rent faktisk får ondt. Det er også noget sjovere at komme i gang med at træne, mens man er smertefri,” siger han. 

Og det skal helst være to til tre gange om ugen, hvor det gerne må være noget, der rammer de muskler, man bruger i sin musik. Men det er ikke et krav, fortæller Christian Dahl-Blumenberg 

”En stærk og udholdende krop giver gode betingelser for musikalsk præstation, men det vigtigste er, at man laver noget, der holder kroppen i gang, som man samtidig synes, er sjovt,” siger han og uddyber:

”Det er passionen, der driver værket for musikere, og for mange er musikken det fedeste i verden. Men musikindustrien er en af de hårdeste brancher, der findes, og det er derfor en god idé at tage vare på sig selv og sin krop. Særligt, hvis musikken skal være en karrierevej, hvor man gerne vil spille på højt niveau, når man rammer pensionsalderen.”