Udfordringer ved at arbejde på tværs

Som professionel musiker har man typisk en minimumstarif at forholde sig til, når man skal udføre et stykke arbejde. Men det halter gevaldigt indenfor den tværæstetiske kunst, hvor folk fra forskellige kunstarter mødes. Det fortæller medlem af DMF’s hovedbestyrelse, musiker og komponist Sara Nigard Rosendal.  

Hun har selv gjort sig en del erfaringer med at arbejde tværæstetisk på bl.a. mindre teatre, der har et ønske om at blande flere genrer på scenen. Her oplever hun, at det er svært for ikke at sige umuligt at få en rimelig hyre for det arbejde, hun og andre professionelle musikere skal udføre. 

”Det er fantastisk, at man har et ønske om at ville udvikle og skabe noget nyt på tværs af kunstarterne, men jeg oplever en manglende indsigt i, hvad det kræver både tidsmæssigt og økonomisk, når man beder folk sætte et tværgående kunstnerisk projekt op,” siger hun. 

Konkret betyder det, at hun som professionel musiker langt fra oplever at få, hvad der svarer til minimumstariffen for sit arbejde. Hendes oplevelse er tværtimod, at der i de tværgående kunstneriske projekter ikke tages hensyn til hverken tariffer eller overenskomstlignende forhold. 

De øvrige kunstnere får også en dårlig løn, fortæller hun, og i og med at mange produktioner foregår uden overenskomst, er der ikke mulighed for forhandling omkring betalingen, forklarer hun. 

Ofte er det desuden sådan, at der til et givent projekt følger en pose penge, som kunstnerne så skal fordele mellem sig mod at løse den kunstneriske opgave. 

Slet ikke penge nok 

Men pengene er så få, at det slet ikke er muligt at lave et ordentligt stykke arbejde for de midler, der er afsat, fortæller hun. Og derfor ender musikere og andre kunstnere med arbejde meget mere, end de egentligt får løn for. 

”Ofte er ideen til et tværkunstnerisk projekt god, men realiteten er ofte, at der slet ikke er penge nok til at udføre den til en rimelig hyre. Mange af dem, der arbejder inden for dette felt er yngre folk fra vækstlaget, der gerne vil bevise, hvad de kan, og gøre et godt indtryk. Det betyder, at folk arbejder rigtig meget for ikke ret mange penge,” siger hun. 

Et andet eksempel kan ifølge Sara Nigard Rosendal være, at man fra en kulturinstitutions side kalder noget for et eksperiment, hvor man netop blander kunstarter. Det gives der så en pose penge til uden en indsigt i, hvad det kræver af tid for at løse opgaven, forklarer hun. 

”Pengene står slet ikke mål med, hvad det reelt koster at lave en produktion med eksempelvis musikere, visuelle kunstnere og teaterfolk. Og bare fordi noget kaldes et eksperiment skal det stadig honoreres rimeligt,” siger Sara Nigard Rosendal, der mener, at offentligt støttede kulturinstitutioner har et ansvar for, at de medvirkende kunstnere får en rimelig hyre. 

Efterspørger kædeansvar 

Samme holdning har Thomas Sandberg, næstforperson i Dansk Musiker Forbund. Han mener ikke det er i orden, når midler fra staten eller kommunerne bruges på projekter, hvor musikere og andre kunstnere underbetales. 

”Nøjagtigt ligesom der er krav om, at håndværkerne eller rengøringshjælpen på Christiansborg arbejder efter overenskomst og har rimelige forhold, så bør det også gælde i kulturlivet, når stat eller kommune støtter. Ellers er der tale om, at offentlige midler bruges til løndumping,” siger han. 

Han efterspørger derfor også et princip om kædeansvar, som man kender det fra andre offentlige områder. Altså, at stat eller kommune er ansvarlig for, at deres underleverandører har overenskomst og sikrer rimelige forhold for de ansatte. 

For selv om der for musikere er lavet flere overenskomster både for fastansatte og freelancere, så gælder de ikke, når der eksempelvis laves mindre forestillinger eller kunstprojekter på tværs af genrer. 

”Jeg mener kun, det er rimeligt, at Statens Kunstfond indfører et krav om, at støtte fra dem er betinget af, at de professionelle musikere og andre kunstnere, der indgår i forestillinger osv., arbejder efter overenskomst eller overenskomstlignende forhold,” siger han. 

Løn skal stå mål med arbejdet 

Med sådan en klausul som udgangspunkt for al støtte ville det også gøre det nemmere for musikerne at forhandle løn, mener han. 

”Med klare retningslinjer fra Statens Kunstfond ville man som musiker have et udgangspunkt at referere og forholde sig til. Og arrangørerne ville ikke bare kunne tilbyde opgaven til en, der er villig til at arbejde for den lavere løn,” siger han. 

I den forbindelse er det også oplagt, at Statens Kunstfond har for øje, om den støtte, de yder til et givent projekt, står mål med det arbejde, der er beskrevet i ansøgningen, mener Thomas Sandberg. 

Eksempelvis, hvis man til et kunstnerisk projekt modtager 50.000 kr. i støtte og herefter planlægger at hyre tre musikere og en danser ind fuldtid i tre uger. 

”Det siger sig selv, at der slår 50.000 ikke til, og det burde der være en opmærksomhed omkring hos Statens Kunstfond. For alternativet er, at der åbenlyst bevilges penge til projekter, der benytter sig af løndumping.”