Tilde og Arense har deres eget pladeselskab: Der er behov for mere ærlighed
Trivsel i musikbranchen - eller rettere sagt manglen på samme - er et stort problem, der kræver nye måder at gøre tingene på.
Det fortæller Tilde Margrethe Overbeck Christensen og Arense Elvira Riis Warny, begge 25 år, der sammen har musikselskabet Carrie Management, der i dag repræsenterer en håndfuld yngre danske musikere.
Selskabet er både et management, bookingagentur og pladeselskab ligesom de også laver aktivistiske events under den selvorganiserede event-gruppe "Carrie's Going Out."
Konkret nævner de to manglen på ærlighed, menneskelighed og hensynet til musikerne som hele mennesker som grundlæggende årsager til, at de for godt to år siden så behovet for et alternativ til de større og veletablerede pladeselskaber.
”Branchen er kendt for at være overfladisk med mange stereotyper og facader. Og vi oplevede en kløft mellem musikerne og de øvrige aktører på markedet,” siger Arense, der ligesom Tilde har arbejdet i og omkring musikbranchen i flere år inden, de stiftede deres eget selskab.
Som musiker i deres fold er det således helt i orden at være ærlig om, hvordan man har det. At man trækker sig, hvis der er behov for det eller bliver hjemme, hvis man er syg. Og er der psykiske problemer eller sociale udfordringer, er det noget, de gerne taler om og hjælper med, fortæller de.
”Vi ønsker at ændre måden, musikere bliver mødt i branchen, og gøre op med det billede af, at alting bare er super godt hele tiden. For det er det ikke,” siger Arense, der oplever, at store dele af branchen er mindre forstående, når det kommer til eksempelvis psykisk sårbarhed.
Væk med den gamle skole
I hendes og Tildes optik er store dele af den etablerede musikindustri nemlig en del af den ”gamle skole,” hvor der er et stort fokus på vækst og penge, hvilket de tager afstand fra som drivkraft og motivation for at lave og udgive musik.
”I stedet for at se musikere som potentielle pengemaskiner, ser vi dem som de mennesker, de er, med de behov og udfordringer, der følger med. Vi tilhører en genration, for hvem vækst ikke er afgørende, og hos os lægger vi vægt på samarbejde og fælleskab med kunstnerne, hvilket både er godt for dem og for os. Nu og på den lange bane,” uddyber Tilde.
Carrie Management har desuden udarbejdet et manifest, der danner grundlag for virksomhedens raison d'etre. Her står bl.a., at samarbejdet med musikerne skal udspringe af ærlig og lige dialog, at der er nultolerance over for nogen former for diskrimination samt, at der skal være rum og plads til kreativitet uden begrænsninger.
”Vi er idealistiske i vores tilgang til musikbranchen, hvilket betyder, at vi er her for at ændre tingene. Vi er meget klare i vores vision, og vi er meget verbale omkring det. Vi er trætte af, at der i branchen bliver snakket meget om, at tingene skal ændres, uden at de rigtigt bliver det. Vi vil rykke ved status quo,” siger Arense.
Vil måles på værdier
I forlængelse af det er Carrie Management heller ikke defineret af bestemte genrer, men åben for al slags musik lavet af musikere, der deler deres ønske om at ændre måden, store dele branchen fungerer på i dag.
”Interessen for os skal ikke være baseret på vores resultater, men på vores værdier. Og det virker. Vi kan se, at flere at de store gatekeepers på musikmarkedet begynder at lægge mærke til os og de budskaber, vi kommer med,” siger hun.
Den idealistiske tilgang står dog ikke i modsætning til, at Tilde og Arense naturligvis lægger al det hårde arbejde, der hører til det at drive et musikselskab, og som forhåbentligt vil løfte deres musikeres karriere så langt og højt som muligt.
”Vi knokler og hjælper vores artister alt det, vi kan, med alt fra PR og presse over koncertbookinger til karriererådgivning. Og vi kan mærke fra vores egne klienter og fra folk omkring os, at der er et stort behov for at gøre det på en anderledes måde, hvor vi værdimæssigt er i samme båd som de musikere, vi repræsenterer,” siger hun.
Det gælder ikke mindst, når det kommer til diversitet og repræsentation, fortæller Arense videre.
”Vi arbejder for og ønsker, at der skal komme en større diversitet i kulturbranchen. Ved at gøre det, tror vi på, at det også på sigt kan rykke resten af samfundet i den rigtige retning,” siger hun.
Du kan læse mere om Carrie Management her