Temadag om bæredygtighed i musikbranchen
Dagen blev afholdt som et kombineret online- og fysisk arrangement på Rytmisk Musikkonservatorium i København med opbakning fra og deltagelse af en række andre organisationer, herunder JazzDanmark, Roskilde Festival og Tuborgfondet. Programmet bød på et potpourri af indlæg, workshops og live-musik.
Michelle Demant studerer på CBS og er medstifter af organisationen LEAP workspace, som arbejder med arbejdsmiljø, trivsel og social bæredygtighed i musikbranchen. Hun deltog i temadagen og fortæller, at hun er glad for, at bæredygtighed er i fokus både fra DMFs, RMCs og de øvrige deltagende organisationer side.
”Jeg fik et godt take på bæredygtighed. Jeg synes, at det er ret fedt, at denne her konference bliver arrangeret nu, hvor alting handler om corona-diskussioner, og hele klimadebatten er forsvundet – både i musikbranchen og generelt,” bemærker hun og fremhæver, at vekselvirkningen mellem talks og workshops var berigende.
Workhops’ne handlede blandt andet om bæredygtig koncertproduktion, om kunsten at skrive en grøn fondsansøgning og om hvordan uddannelsesinstitutionerne kan blive mere grønne.
”Jeg synes altid, at det er spændende at sidde i rum med ligesindede; musikbranchefolk og musikere, og være i stand til at samtale om den slags,” fastslår Michelle Demant.