Fagbladet Musikeren

Stor skævhed på orkesterområdet

Nordjylland er den region i landet, der modtager den mindste orkesterstøtte fra Staten. Blot ét orkester får fast støtte, hvilket øger den kulturelle ulighed og gør det svært at fasholde musikere i området. Det fortæller manager for det nordjyske Nordkraft Big Band, Peter Lund Paulsen, der kæmper en svær kamp for at sikre mere støtte.
Nordkraft Big Band på Studenterhuset i Aalborg, august 2022. Foto: Lars Horn / Baghuset.

Når man taler om ulighed, Udkantsdanmark og manglen på balance, så er kulturområdet også afgørende at have fokus på. Det er der i hvert fald bred politisk enighed om blandt de fleste partier – ikke mindst, når der er valg i udsigt. Alligevel er det netop politisk handling, som Peter Lund Paulsen, der er manager for det 17 personer store Nordkraft Big Band, efterspørger til at rette op på den skævhed, han oplever, når han kigger på fordelingen af fast statsstøtte til ensembler landet over. Nordjylland er nemlig den eneste region i landet, som kun har ét orkester med fast støtte fra Staten i form af Aalborg Symfoniorkester, og det er tilmed det symfoniorkester, der modtager mindst støtte fra Staten. Til sammenligning er der i Region Syddanmark og Midtjylland hhv. fire og fem orkestre, der modtager fast driftsstøtte gennem Staten, hvilket i sig selv kun er glædeligt, mener han. 

”Mit ærinde er ikke, at der skal fjernes kulturstøtte andre steder fra, men hvorfor skal nordjyderne ikke have samme adgang til forskellige kulturoplevelser som landets øvrige borgere,” siger han.

Det handler ikke om folketal

Region Nordjylland har med godt 600.000 indbyggere det mindste indbyggertal af landets fem regioner, og derfor kunne man måske godt indvende, at det giver mening, at området ikke har mere end et enkelt statsstøttet ensemble. 

Men den indvending giver Peter Lund Paulsen ikke meget for.

”Det handler ikke om befolkningstal, men om en mere lige mulighed i adgangen til kunst- og kulturoplevelser. Og hvis man tror på, at adgangen til kunst og kultur er vigtigt for at udvikle og tiltrække folk til de såkaldte yderområder, så er man også nødt til at prioritere dette område,” siger han.

Det gælder også i forhold til børn og unge, hvor muligheden for at opleve kulturtilbud i et bredt spektre er afgørende for den almene dannelsen, mener han.

”Det modsatte er i hvert fald med til at forstærke tanken om et udkantsdanmark,” som han udtrykker det.

Nodkraft
Nordkraft Big Band og tidligere chefdirigent John Clayton, november 2018. 
Foto: Erik Walde Christensen.

Få musikere flytter til

Peter Lund Paulsen oplever desuden, at fraværet af statsstøttede ensembler betyder, at det er svært at få musikere til at slå sig ned i regionen, og han fortæller, at nordjyske musikskoler er nødt til at hyre undervisere ind syd fra, fordi der ikke er nok musikere i området. Det samme gælder diverse garder, der mangler instruktører og dirigenter.

Konkret ønsker Peter Lund Paulsen derfor, at Nordkraft Big Band bliver anerkendt som Basisensemble og dermed modtager den faste støtte, der følger med.

”På den måde kan vi fortsat løfte opgaven som regionalt rytmisk ensemble i hele Nordjylland og afhjælpe en lille del af den ulige fordeling af statslige kulturmidler og sikre, at nordjyderne også har adgang til forskellige kunsttilbud på højt niveau i deres lokalområde,” siger han.

Konkret modtager Nordkraft Big Band i 2022 600.000 kr. i støtte fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg, hvilket bringer det samlede budget op på 1,99 mio. kr. inklusive tilskud fra kommuner og fonde. 

Skåret yderligere ned

Med 20 koncerter og 30 øvedage betyder det, at de 17 medlemmer derfor har måtte lægge en masse frivillige timer for at få kabalen til at gå op. Men selv det er ikke nok til at kunne hamle op med de øvrige orkestre, når det gælder eksempelvis skolekoncerter.

”Vi oplever, at vi på grund af vores lille økonomi ikke kan konkurrere med de statsstøttede eller fastfinansierede ensembler fra andre landsdele, da vi er nødt til tage en højere pris, for at det kan løbe rundt,” siger han.

Og i 2023 ser det faktisk endnu værre ud, fortæller Peter Lund Paulsen. Her har Statens Kunstfond nemlig valgt at fjerne 33 procent af støtten ift. 2022. Nordkraft Big Band søgte Staten om 1,78 mio. kr., men har således kun fået tildelt 0,40 mio.kr. 

Det betyder bl.a. at bigbandet nu ikke kan fortsætte deres udvikling af samarbejds-kommuner i Nordjylland, hvilket i sidste ende går ud over Nordjyderne, som igen står tilbage med dårligere muligheder, fortæller han.

”Samtidigt er støtten til andre ensembler i resten af landet øget en lille smule, så en hurtig konklusion er, at nordjyske kulturmidler ender i de andre store byer i landet,” siger han.

Hos Dansk Musiker Forbund er 2. næstforperson, Henrik Jansberg, dybt bekymret over den manglende støtte til Nordkraft Big Band og manglen på støttekroner i det nordjyske generelt. 

”Mens det kun er godt, at andre ensembler får en mere rimelig støtte, så synes jeg ikke, det er holdbart, at region Nordjylland så tydeligt er den region i landet, der modtager mindst orkesterstøtte fra Staten. Blot ét orkester med fast støtte er for lidt, og det øger den kulturelle ulighed sammen med muligheden for, at musikere kan bo og arbejde i Nordjylland,” siger han og efterlyser politisk handling på området.

Flere politiske forslag

Der har da også gennem tiden været flere politiske forslag og ideer til at rette op på den musikalske skævhed. 

Senest har Radikale Venstre lavet et forslag til Kulturministeren og de øvrige partiers kulturordfører om at flytte de nuværende fem Basisensembler fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg ind på finansloven og finde nye midler til dem der. 

Det ville så frigøre nogle midler hos Statens Kunstfond, men selv i den model er Nordjylland ikke tænkt med i en fast støtte, fortæller Peter Lund Paulsen. 

”Derfor kan jeg godt være bange for, at nordjyderne igen bliver overset, når der skal findes nye midler til kulturområdet. Og det synes jeg ikke er rimeligt.”

Det har til denne artikel ikke være muligt at få en kommentar fra Kulturministeren, men Musikeren følger op på historien.