Stor hæder til to dygtige og erfarne korsangere
Normalt bliver korsangere bedømt på deres kollektive indsats, og fokus er sjældent på den enkelte.
Men fantastiske kor består af fantastiske, individuelle præstationer fra sangere, hvis speciale er at musicere i fællesskab, hvilket Korsangernes Fællesråd hvert år fremhæver med uddelingen af De Professionelle Korsangeres Hæderspris.
Det fortæller forperson hos Korsangernes Fællesråd, Jakob Knudsen Pedersen, der understreger, at prisen er særlig vigtig for modtagerne, fordi de er indstillet af deres kollegaer.
”Når folk bliver indstillet til prisen, er det fordi deres kollegaer i ensemblerne ønsker at hædre og anerkende dem for deres store indsats på forskellige områder. Og det er noget af det, der betyder allermest for prismodtagerne,” siger Jakob Knudsen Pedersen og uddyber:
”Med prisen vil vi gerne vise, hvor mange fantastiske sangere og kollegaer, der er derude. Prisen skal hylde dem, som har gjort noget særligt for vores miljø, enten kunstnerisk, fagligt eller socialt.”
Glade prismodtagere
I år går prisen, der altid uddeles til to personer og honoreres med 15.000 kr., til Julie Borgwardt-Stampe fra DR Koncertkoret og Københavns Domkirkes Kantori og Peter Steen Andersen fra det Det Kgl. Operakor.
Motiveringen for deres prismodtagelse, der er skrevet af deres respektive kollegaer, kan læses herunder, og begge fortæller, at de utroligt glade for prisen.
”Det var en stor overraskelse for mig, at jeg fik prisen, og jeg er meget glad for, at mine kollegaer i DR Koncertkoret synes, jeg er en god kollega. Det er faktisk den største hæder, man kan få, synes jeg,” siger Julie Borgwardt-Stampe, der har været ansat i DR Koncertkoret siden 2007.
Hun fortæller videre, at hun sætter stor pris på, at Korsangernes Fællesråd med hædersprisen er med til at sætte fokus på korsangerne generelt.
”Prisen til mig blev uddelt foran publikum på scenen i DR’s Koncertsal, og den opmærksom er med til at sætte fokus på alle i koret og professionelle korsangere generelt. Der er så mange dygtige folk i ensemblerne, og det er godt, at vi får en anerkendelse for det,” siger hun.
Det er den anden prismodtager, Peter Steen Andersen, enig i. Han modtager prisen næsten samtidigt med, at han går på pension fra Det Kgl. Operakor efter 23 års tjeneste.
”Det betyder meget, at indstillingen kommer fra ens kollegaer. Det viser, at jeg nok har været en god ven og kollega gennem årene, og det er jeg glad for, ” siger han og uddyber, at han har holdt meget af sin tid i Det Kgl. Operakor.
”Vi er vidt forskellige mennesker og typer, men vi har det fællesskab, at vi elsker musikken. Og når vi synger sammen, har vi en samhørighed på et dybere plan. Derfor er jeg også glad for at have fået prisen af dem, jeg har arbejdet så meget sammen med,” siger han.
Indstilling af Julie Borgwardt-Stampe fra DR Koncertkoret
Med sin smukke stemme, sin musikalitet og sin sikkerhed har Julie siden 2007 beriget 2. soprangruppen i DR Koncertkoret. Hun var desuden i en periode bestyrelsesmedlem og kasserer i DR Koncertkorets forening og bidrog således her til fællesskabet i koret.
Hun var tillige i en længere årrække sekretær i Dansk Korforbund, de professionelle korsangeres fagforening, hvor hun med stor omhyggelighed varetog de daglige driftsopgaver og som en del af sekretariatet var en vigtig sparringspartner ift. udviklingsopgaver og varetagelse af medlemmernes interesser.
Fællesskabet og musikken er en rød tråd gennem Julies virke, hvilket også kommer til udtryk gennem hendes ansættelse i forvaltningsorganisationen Performex, hvor hun sikre de udøvendes musikeres deres ophavsretlige vederlag, ligesom hun i rollen som forperson for Storbyen Synger arbejder aktivt for at styrke sangens rolle i hovedstaden.
Udover sin ansættelse i DR Koncertkoret synger Julie i Københavns Domkirkes Kantori, ligesom hun er en særdeles koncertaktiv sanger i mange forskellige konstellationer.
Julie er indbegrebet af en sanger, for hvem musikken og fællesskabet altid er i fokus og for det fortjener hun sine kollegers anerkendelse og hyldest
Indstilling af Peter Steen Andersen fra Det Kgl. Operakor
Peter går på pension til sommer og fortjener forinden et kæmpe skulderklap for den kollega, han har været i hen ved 20-25 år. Han har været en klippe i 2. tenor-gruppen og altid kæmpet for, at det var det bedste resultat, vi opnåede.
I de senere år - indtil for nyligt - var Peter dybt engageret i det faglige arbejde, og har været med til at forbedre ansættelsesforholdene i Det Kgl. Operakor betydeligt. Som næstformand er man desværre ikke den, der modtager roserne, når det går godt, og Peter fortjener virkelig en stor anerkendelse. Han er om nogen en holdspiller - indbegrebet af en korsanger.