Sådan vil Dansk Musiker Forbund fremme diversitet og ligestilling
Står det til Dansk Musiker Forbunds hovedbestyrelse, skal musikbranchen være mangfoldig, præget af tolerance og tilbyde lige muligheder til alle.
De seneste tre måneder har diversitetsgruppen under hovedbestyrelsen arbejdet på et udkast til en nedskreven diversitetspolitik, og den er nu vedtaget af hovedbestyrelsen som et egentligt manifest.
”Vi skal sørge for, at der er plads til alle i musikbranchen. Dels fordi, at alle mennesker har ret til at udfolde sig i livet. Men også fordi, det giver et rigt musikliv, når vi omfavner og udnytter vores forskellighed,” understreger formand, Søs Nyengaard.
Det nye diversitetsmanifest indeholder tre overordnede indsatsområder med en række tiltag under hvert område. Du finder hele manifestet som pdf-fil øverst på denne side.
De tre overordnede indsatsområder er:
- Dansk Musiker Forbund arbejder aktivt for diversitet og ligestilling, fordi det bidrager til en stærkere og mere inkluderende branche.
- Dansk Musiker Forbund arbejder aktivt for lige løn, lige muligheder og en bred repræsentation i musikbranchen.
- Dansk Musiker Forbund samarbejder aktivt med andre organisationer i branchen omkring diversitet og ligestilling.
Dansk Musiker Forbunds næstformand, Thomas Sandberg, understreger, at det er vigtigt at holde det momentum i retning af en sund kultur, som Metoo-bølgen skabte:
”Der skal være plads til os alle sammen. Metoo-bølgen åbnede vores øjne for, at der er behov for en kulturændring, og Dansk Musiker Forbund skal være forandringsagent i den proces. Nu har vi et konkret manifest at tage udgangspunkt i, og det giver os et godt grundlag at iværksætte initiativer ud fra.”