Fagbladet Musikeren

Rapperen Yepha efter 20 år i branchen: Jeg skulle finde glæden ved at være mig selv

Det startede med et brag, da Jeppe ”Yepha” Wahlstrøm sammen med makkeren UFO slog igennem for 20 år siden. De to rappere lagde Danmark ned, men efter successen fulgte nogle svære år, hvor Yepha skulle finde ud af være Jeppe på godt og ondt. I dag ser han fremad mod nye horisonter klog af både skade og hårdt arbejde med sig selv.

Hvis man var ung omkring årtusindskiftet er det næsten uundgåeligt, at man ikke har enten sunget med på eller hoppet op og ned til striben af hits fra rapduoen  UFO Yepha.  

Det gik tilmed så godt, at de to unge rappere fra Svendborg nåede at være tæt på millionærer længe inden, de var fyldt 30. Og selv om Jeppe ”Yepha” Wahlstrøm ikke er meget for at tale om det med penge, så understreger det den succes, der gjorde de to rimsmede berømte i hele kongeriget. 

At der også var gang i den med fest, flasker og fans er næsten en selvfølge for en ung rapper med fart på karrieren. 

Men den historie kender de fleste nok godt, og den er heller ikke specielt usædvanlig. Berømte musikere hitter ofte i deres 20’ere, hvor fremtiden ser lys og lovende ud. Måske ser fremtiden endda tilpas diffus ud til, at man ikke behøver gøre sig de store overvejelser om, hvad der venter rundt om hjørnet. For det kører jo. 

Men sådan viser virkeligheden sig sjældent at være. I hvert fald ikke for 40-årige Jeppe Wahlstrøm, der efter mange års succes har brugt de sidste godt syv år på at finde ud, hvem Jeppe er, når Yepha ikke topper hitlisterne og selvværdet begynder at smuldre. 

Den proces har været en lang rejse, fortæller han, hvor han er kommet vidt omkring i sig selv. Som 35-årig blev han eksempelvis optaget på Det Rytmiske Musikkonservatorium på producerlinjen, og en drøm om at blive skuespiller er også siden blevet forfulgt med flere gode roller til følge. 

Yepha
Med rapperduoen UFO Yepha hittede Jeppe i 00´erne i bl.a. numrene ”Hver dag” og ”Op med håret.” 

Op og ned i showbusiness 

Men hvad skete der egentligt dengang, hvor succesen stoppede og han på egen krop mærkede, at det er sandt, når man siger, at det går op og ned i showbusiness? 

”Da jeg var omkring 33 år, opdagede jeg en dag, at der var gået tre år, hvor jeg dagligt havde cyklet mellem mit hjem, studiet og fitnesscentret uden noget reelt output. To-tre sange var det blevet til, som jeg ikke syntes var ret fede,” siger Jeppe Wahlstrøm. 

Han kunne ikke lukke numrene, og hvis bare én person sagde til ham, at et rim kunne forbedres, smed han hele nummeret ud.  

”Jeg gik fra at have haft den vildeste selvtillid til at ryge helt ned under bordet,” siger Jeppe, der på det tidspunkt havde splittet med Ufo, og uddyber: 

”Presset for at levere var blevet for stort, og jeg begyndte at få angst og dumme tanker. Andres meninger og holdninger til min musik havde fået lov til at fylde alt for meget i mit hoved. Jeg mistede lysten og glæden ved at lave musik. Og en dag kunne jeg bare se, at jeg var nødt til at gøre noget, hvis jeg skulle ud af den onde cirkel, jeg var kommet ind i. Jeg kunne ganske enkelt ikke finde ud af at komme videre i min karriere.” 

Byggede sig selv op igen 

Hvordan brød du den cirkel? 

”Det var ikke nemt, men jeg flyttede noget fokus og energi over i det skuespil, jeg så småt var begyndt at dyrke. Det var også en del af løsrivelsen fra Yepha til Jeppe, for som skuespiller var det Jeppe, der skulle på arbejde,” siger Jeppe Wahlstrøm.  

Senere søgte han ind på konservatoriet og tog den tre-årige produceruddannelse, hvor han også fik hjælp af en psykolog med speciale i kreative processer.  

Jeppe Wahlstrøm
Som skuespiller har Jeppe Wahlstrøm haft flere gode roller, og snart er han aktuel i TV2’s kommende krimidrama ”Graverne.” 

Psykologen taler han stadig med en gang i mellem, og han hjalp Jeppe med at forstå de processor, der sker i en kunstnerisk sjæl, fortæller han.  

”Herfra byggede jeg mig selv op igen stille og roligt. Men det var sgu mærkeligt at starte på konservatoriet som 35-årige med en masse hits i rygsækken sammen med folk, der var op til 16 år yngre end mig,” sig han og fortsætter:  

”Men jeg var nødt til at lægge min forfængelighed til side og glemme alt om branchen og fokusere på selv at blive dygtigere. Kunstnerisk udvikling for min egen skyld. Ikke for at bevise noget, men for at udvikle mig. Og den indstilling hjælper mig stadig i dag, hvor mit fokus er på at blive dygtigere – så skal resultaterne nok komme.” 

Det gode råd han ikke fik 

Når Jeppe i dag tænker på sin karriere, er der særligt et godt råd, han gerne ville have haft. Nemlig det, at man skal skelne mellem den, man er på scenen, og den man er, når lyset er slukket.  

Han har lært – og arbejder stadig med - at kunne træde ind og ud af scenekarakteren Yepha, så han kan skelne mellem de to og lægge Yepha til side, når han ikke er på. Men det er svært, fortæller han, særligt når man ligger nummer et på hitlisterne og alt kører.  

”Dengang ville jeg gerne have haft en, der på den rigtige måde havde sagt til mig, ”Ro på, så vild er du heller ikke i virkeligheden,” så jeg havde lært bedre at jonglere mellem Yepha og Jeppe. Siden jeg var 15-16 år har jeg brugt al min energi på at være Yepha indtil den dag for syv år siden, hvor jeg stoppede op og tænkte, ”Jeppe, hvem er det?,” siger han. 

”Uanset, hvor meget man tror, at man er sig selv på scenen, så er det en karakter, en version af dig. Folk råber og skriger på dig, og du føler dig nærmest som en gud. Og hvis man tager det ind som værende udtryk for den, man egentligt er, så får man et problem den dag, publikum finder en ny rapper at kaste deres roser efter. Det skete i hvert fald for mig.” 

Yepha
Jeppe Wahlstrøm spiller stadig en del koncerter med sin faste makker, DJ’en Morten Hampenberg. 

Glæden ved at være sig selv 

I dag arbejder Jeppe som nævnt både som musiker, skuespiller og producer. Og målet med arbejdet er skiftet fra partout at skulle lave et hit til i stedet at finde glæden i det kreative liv, han lever. 

”Mit fokus de seneste år har været troen på, at jeg kan finde vej. At blive dygtigere og tro på at telefonen nok skal ringe, når mit fokus ikke er på, at jeg har brug for, at den ringer. Jeg øver mig fortsat i at være i den usikkerhed, der følger med, og på at finde glæden i det, jeg laver, fremfor at tro, at den venter et andet sted,” siger han. 

Professionelle lyspunkter er der heldigvis flere af, for udover at have fundet ro og glæde ved ”bare” at være Jeppe på 40 år med et imponerende bagkatalog og en spirende karriere som skuespiller, så lever Yepha også endnu.  

Han spiller gerne et par koncerter hver måned, og indtil videre har han i anledning af sit 20 års jubilæum som musiker udgivet to singler i år.  

Den 23. juni udkommer den tredje i rækken, nemlig singlen Vandpyt, som han har lavet sammen med sin faste samarbejdspartner, Dj’en Morten Hampenberg. 

Har fundet lysten igen 

Og mens han glæder sig til at komme ud og spille den og de tidligere hits, så er han meget opmærksom på ikke at falde tilbage i den gamle fælde. 

”Jeg har lært på den hårde måde, at det ikke dur, når glæden kun findes den time, jeg er scenen. Opgaven er at finde ud af, hvordan jeg er glad for bare at være mig selv.”  

Du har også tidligere været meget åben omkring din kamp med angst og psykisk sårbarhed. Hvordan har du det med, at det også er det vi taler om i dag fremfor din musik eller kommende roller som skuespiller? 

”Det har jeg faktisk tænkt over for nyligt. Jeg gider ikke være ham, der bliver kendt for, at det har været hårdt at være i branchen. Men det kan jeg selv vælge, hvordan jeg oplever. Så længe jeg har det godt, så har jeg ikke noget problem med at tale om det, og det er mit ønske, at folk kan bruge min historie til selv at kunne få det bedre og være ærlig om, at det kan være pisse hårdt,” siger han og fortsætter: 

”Men jeg synes mere historien om mig er, at jeg er stolt over at have fundet en lyst til at lave musik igen efter at have mistet den. At jeg har kunnet finde ud af være tilfreds i det her musikerliv med alle de usikkerheder og forventninger til en selv, der følger med.”