Ny forperson for DMF har fokus på det bæredygtige musikerliv
Thomas Sandberg havde kun været forperson for Dansk Musiker Forbund i nogle få dage, før han første gang optrådte i både tv-indslag og artikler i kraft af den nye titel.
Forpersonssskiftet, hvor han afløste Søs Nyengaard, faldt nemlig sammen med lanceringen af den nye musikhandlingsplan, hvilket medførte en ilddåb i medierne, der passede den nye forperson godt.
”Dansk Musiker Forbund skal fylde mere i medierne og i den mediepolitiske dagsorden, så jeg er kun glad, når journalisterne ringer,” siger 55-årige Thomas Sandberg, der privat bor på Østerbro, er far til fire og som i over 30 år har arbejdet som både udøvende musiker og underviser.
En erfaren musiker
Det er således en erfaren og velbevandret musiker, DMF har fået som forperson, og Thomas Sandberg fortæller, at han, siden han som 19-årig kom ind på konservatoriet som slagtøjsspiller, har været rundt om stort set alle genrer og kroge af musikken.
Og det er en fordel i det nye job, mener Thomas, der har spillet alt fra klassisk over jazz til rock og pop og desuden er komponist og teaterskuespiller. Dertil kommer hans mange års arbejde som musikunderviser.
Det betyder nemlig, at han har bred indsigt og forståelse for de forskellige problematikker og udfordringer, der varierer fra musiker til musiker.
”Jeg føler, at jeg kender alle grupper blandt vores medlemmer fra fastansatte til freelancere, klassisk til rytmisk og alt midt i mellem. Det er en styrke, som jeg vil bruge i mit arbejde for at forbedre arbejdsforholdene for vores medlemmer i retning mod et mere bæredygtigt musikerliv,” siger han.
Meget at tage fat på
Netop det bæredygtige musikerliv er overskriften for hans virke som forperson, forklarer han.
I den forbindelse dækker bæredygtighed bredt med fokus på alt fra det fysiske og psykiske arbejdsmiljø over økonomi til repræsentation og diversitet.
”Vores arbejdsliv som musikere skal hænge sammen på en ordentlig måde, og der skal være ordentlige forhold for os alle sammen uanset, hvem vi er og hvad vi laver. Der er mange ting at tage fat på, og vi kan og skal ændre tingene til det bedre,” siger han.
Som eksempler på områder, der har hans opmærksomhed, nævner han den skæve kønsbalance på festivaler og spillesteder samt brugen af minimumstariffen som en standardhyre, der ikke kan forhandles op.
”Der er nogle grundlæggende ting i musikverdenen, der ikke er i orden. Og det vil jeg arbejde for bliver bedre,” siger han.
Vi skal stå sammen
Som forperson vil Thomas Sandberg desuden dyrke og styrke relationerne mellem DMF og kollegaorganisationerne i kultur- og musiklivet, fortæller han.
”De trusler, der er mod os i musikbranchen, er så store, at vi skal stå sammen og finde fælles fodslag. Det gælder i forhold til streamingtjenesterne og den teknologiske udvikling i øvrigt, men også i opgaven med at fortælle befolkningen, at musik og kultur er livsvigtigt for vores samfund,” siger han.
Der er altså nok at tage fat på for den nye forperson, der dog ikke har tænkt sig at lægge musikken helt på hylden, mens han varetager sin nye post.
”Forpersonens liv skal også være bæredygtigt, og jeg vil stadig fortsætte med at spille i den udstrækning, det kan lade sig. Jeg tror også på, det vil gøre mig til en bedre forperson, når jeg har en tæt fornemmelse med, hvad der rører sig derude,” slutter Thomas Sandberg.