Nikolaj Busk om kunsten at holde sammen på et band: “Man skal ville det samme og give plads til hinandens forskelligheder”

D er er mange måder at opsummere musiker og komponist Nikolaj Busks karriere og liv på. Tre af dem kunne lyde sådan her:

Fra Egtved over København til Svendborg. Fra (for) mange bands til ét. Fra klaver over folkemusik til nye musikalske veje. 

Uanset, hvilken man vælger, så vidner hans rolige stemmeføring og selvindsigt sammen med det succesfulde arbejde med Dreamers’ Circus om en 40-årig mand, der har fundet sin rette hylde og ved, hvad der driver ham. 

Nemlig det altid udviklende samarbejde med sine to bedste venner, Rune Tonsgaard Sørensen og Ale Carr, i netop Dreamers’ Circus. 

Med over 13 år på bagen har bandet opbygget et stærkt brand både i Danmark og udland, og kalenderen er årligt fyldt med omkring 50 koncerter på næsten lige så mange forskellige typer af festivaler og venues. Musikalsk er de nemlig – og helt bevidst – ikke lige sådan at putte i bås, og deres eksperimenterende, instrumentale og folk-baserede ny nordiske musik passer ind mange steder.

Fra kirker over rockfestivaler til klubber kan man opleve Dreamers’ Circus, der også for nylig har indspillet en række berømte børnesange med DR Børnekoret. Og så er det netop blevet offentliggjort, at de i 2023 er udvalgt til at være P2 Kunstner, der vil indebære endnu ukendte samarbejder med radiokanalen.

Fra kaos til fokus

Nikolaj Busk bor som nævnt i Svendborg med sin kæreste, der er skuespiller, og dreng på fire år. De flyttede til det sydfynske for få år siden efter mange år i København for at mere plads, ro og natur omkring sig. 

Oprindeligt er han fra Egtved ved Koldingegnen, hvor han brugte meget af sin fritid på den lokale musikskole. Første instrument var harmonika, men da han flyttede til København som 18-årig og begyndte på Rytmisk Musikkonservatorium, var det på klaveret, han fik sin musikalske uddannelse.

Færdiguddannet blev han i 2005, hvor han hurtigt blev en del af en lang række ensembler – faktisk for mange fortæller han. Da Dreamers’ Circus startede i 2009 følte han efterhånden, at han brændte sit lys i begge ender, fordi han havde gang i for mange ting.

”Jeg kunne ikke give mig selv nok til de fem eller seks bands, jeg var med i, for de var alle ambitiøse og ville en helt masse. Jeg følte i stedet, at jeg svigtede, fordi jeg ikke kunne være der nok for alle. Så jeg tog en lidt modig beslutning – også økonomisk set – og valgte i 2013 Dreamers’ Circus til på fuldtid og de andre helt fra,” siger han.

Beslutningen betød, fortæller han, at han blev et mere harmonisk menneske, fordi han kunne rette al sin energi og fokus ét sted hen. Det betød, at han og gruppen voksede musikalsk, da han kunne give al sin kreative energi til bandet.

”Jeg udviklede mig helt vildt som komponist og instrumentalist. Jeg fik mere tid til at øve, og mere tid til at udvikle vores musikalske udtryk,” siger han.

Rent økonomisk betød det heller ikke meget, skulle det vise sig, for da energien først blev lagt ét sted, udviklede bandet sig og blev bedre.

”Vi blev hurtigt mere populære, og dermed kunne vi tage flere penge for at spille. Så det udlignede sig selv i forhold til at have de andre jobs også,” siger Nikolaj, der kun kan anbefale andre i det mindste at overveje, hvordan de bruger deres kræfter bedst.

”Jeg ved, hvor hårdt det er at skulle smøre sig selv tyndt ud, og hvor stor glæde det giver, at kunne koncentrere sine kræfter færre steder.”

13 år sammen

I dag er Nikolaj Busk stadig fuld tid på Dreamers’ Circus, hvor han sammen med de to andre medlemmer, Rune Tonsgaard Sørensen og Ale Carr, spiller i både i ind- og udland. 

Og selv om gruppen i dag har spillet sammen i 13 år, er der endnu ikke tegn på metaltræthed. Faktisk tværtimod. At de tre bandmedlemmer nu bor henholdsvis i Svendborg, Valby og Lund i Sverige, er heller ikke noget problem, fortæller han. 

Rent praktisk gør de det, at de puljer deres arbejdsdage, hvor de mødes i København og arbejder igennem, eller de mødes enkelte dage med koncentreret øvning på programmet. Dertil øver de også og klarer praktiske opgaver, når de er på turné.

”Vi har alle tre familie, så vi er nødt til at finde måder at udnytte tiden bedst muligt på,” siger han og uddyber at, de også arbejder hjemme, hvilket man ikke skal undervurdere.

Øvning, skrivning, kontorarbejde osv. kan således ofte klares hjemme fra, hvilket giver mulighed for en bedre work life balance, fortæller han. Og det går ikke ud over arbejds-
moralen.

”Vi taler jævnligt sammen og holder hinanden op på de opgaver, der er, for at få dem løst,” siger Nikolaj, der sammen med Ale Carr arbejder fuldtid i bandet, mens Rune Tonsgaard Sørensen er på deltid. 

Rune var nemlig allerede en del af Den Danske Strygekvartet, da de begyndte at spille sammen i Dreamers’ Circus. Derfor var aftalen fra starten, at han kunne være på halv tid i bandet. Og det fungerer glimrende, fortæller Nikolaj Busk.
”Vi løfter alle tre store opgaver, og Rune arbejder bare lidt ekstra hårdt, tror jeg.”

Tre bedste venner

På det mere kreative plan – det indre plan, kan man måske sige – så skyldes det faktum, at Dreamers’ Circus har kunnet holde dampen, kreativitet og gnisten i live gennem alle årene, ifølge Nikolaj Busk, flere ting.

For det første beskriver han de tre som værende bedste venner, der er meget fortrolige, har det sjovt sammen og som anerkender hinanden. Og ikke mindst har de stor respekt for hinandens musikalske faglighed. 

Og så er de – som Nikolaj udtrykker det – meget, meget fælles om at ville det bedste for Dreamers’ Circus. 

”Det er netop et fællesskab, vi har, og der er ikke en, der er den mere end de andre. Vi er lige passionerede og ambitiøse, og lige kritiske omkring det, vi laver. Hvordan vi kan forbedre os, og hvilke knapper, der kan skrues på. Det er afgørende for, at vi kan holde lysten og inspirationen til at fortsætte oppe,” siger han.

Der er selvfølgelig også perioder, hvor de tre kan være optagede af andre ting. Og de har aftalt, at der skal være plads til, at andre ting kan fylde i perioder. Sådan er det nemlig, når der både er familie og andre projekter inde over engang i mellem.

”Så løfter de andre to, når den tredje er optaget af noget andet. Det er afgørende, for vi har alle brug for at dyrke nogle andre ting en gang i mellem.”

Træk på skulderen

Det giver også plads til ny inspiration, og Nikolaj fortæller, at han oplever detsom ret unikt, at de tre bliver ved med at udvikle sig rent musikalsk og får nye ideer. 

Han ser nemlig, at luften godt kan løbe ud af ballonen i bands, der har arbejdet tæt sammen i så mange år, som Dreamers’ Circus har. At gnisten forsvinder, og at band-
lemmer forlader gruppen eller splitter helt op. 

Samme mekanismer, som man også ser i parforhold, der går galt, og det er faktisk meget sammenligneligt, fortæller han. 

”Vi har været heldige, at vi fra starten var et godt match både menneskeligt og musikalsk. Men jeg tror også, vi håndterer gruppedynamikken godt i form af høj tillid til hinanden, hvor vi giver hinanden plads til at være, som vi er,” siger han og fortsætter: 

”Så behøver man ikke altid være helt enige om, hvordan enkelte numre skal spilles, for det er federe at trække på skulderen og i stedet sige, nå ja, og så lade den anden gøre det på sin måde. For måske kommer man med tiden til at holde af det.”

Sæt musikken fri

Nikolaj fortæller videre, at de i bandet også er gode til at være ambitiøse uden dog at tage det hele alt for alvorligt. Hvis tingene ikke går efter planen, eller musikken måske ændrer retning, ja, så går det nok ud fra et mantra om, at musikken ejer sig selv, forklarer han.

”Musikken skal sættes fri, og den kan spilles på mange måder alt efter, hvem der har den i hænderne. Vi har musikken kær men ikke så kær, at det låser den fast. Og det forhindrer en del konflikter, tror jeg.”

Konkret bidrager de også alle tre lige meget til det kompositoriske, hvor det primært er ham selv og Ale, der kommer med kompositionerne, mens Rune bidrager med musikalske ideer til dem. 
Rune er nemlig ”vildt god” til at høre, hvornår der skal drejes på tekniske knapper som tempo, karakter eller udtryk, fortæller Nikolaj begejstret. 

På den måde komplimenterer de hinanden samtidigt med, at de er ganske forskellige. Og netop forskelligheden har med tiden vist sig at være ganske sund, særligt efter de har fundet ud af, hvordan de udnytter den bedst.

”Det var dog ikke så nemt i starten, men i dag kan vi 100 procent være os selv sammen, hvor resultatet er den lyd og musik, vi gerne vil have frem. Det lyder måske ideelt, og det synes jeg faktisk også, det er.”

Manageren bestemmer

Når der endelig er uenigheder i bandet, så er det ifølge Nikolaj typisk omkring brandingen af Dreamers’ Circus, at den opstår. Her kan der godt være forskellige syn på, hvordan de rent strategisk skal promovere deres band. Her har de truffet den smarte løsning, at det altid er deres faste manager, der har det endelig ord.

”På den måde kan vi blive sure på ham, hvis vi ikke er enige, i stedet for på hinanden,” siger Nikolaj med et grin.

Et andet vigtigt punkt, der er med til at sikre den gode stemning, er deres beslutning om fra starten af dele alle royalties og honorarindtægter. 

Musikbranchen er nemlig fyldt med store og små eksempler på, hvordan uenig-
heder omkring fordeling af indtægter kan blive en forstærker for andre frustrationer.

Fra starten var de således enige om skabe et fællesskab med stort F, og lade egoerne blive derhjemme. Og det er de fortsat med. 

”Det handler om musikken, og derfor var vi også enige om fra starten at dele alle royalties, selv om det i begyndelsen mest var Ale, der skrev musikken,” siger han og uddyber: 

”Vi bidrager alle tre til at vores musik kan lade sig gøre, og vi føler også et fællesskab, hvad økonomien angår. Vi ønsker ikke, at nogen skal have en større andel end andre i bandet.” 
Det betyder bl.a., at der – når de lægger en sætliste – ikke er nogen, der behøver skele til, hvis numre, der er på.  

”På den måde har alle et ejerskab over musikken – også økonomisk. Og det var en god beslutning musikalsk. For det, at vi alle har en andel i kompositionerne, giver musikken et ekstra skub og et ekstra engagement fra os alle, der måske ikke ellers havde været der.”