Når jeg hører, hører jeg til

Ligesom millioner af andre mennesker er jeg meget alene i denne tid. Rigtig meget alene. Går der for mange dage, hvor jeg ikke har været i rum med et andet menneske, sker der noget mentalt; jeg begynder at føle mig uden for. Jeg glemmer simpelthen, at alle de andre ikke sidder ved et lejrbål og skråler fællessang og har en fest, som jeg ikke er inviteret med til. At alle de andre også sidder isolerede derhjemme og venter på, at det hele går over. 

Heldigvis afhjælper musikken selv det værste anfald af ensomhed. Min førstehjælp i denne tid består dels af alle de gamle cd’er, som jeg har samlet sammen i mit snart 42-årige liv, og dels af den nye musik, som jeg suger til mig via de digitale platforme. Når jeg lytter til musikken, fordufter isolationsfølelsen, selvom jeg stadig er alene. Tonerne bringer mig til stede i rummet, til stede i livet, tilbage i det åndelige fællesskab med andre mennesker.

Som Knud Romer påpeger, så er det tankevækkende, at det hedder ”at høre til”. Hvor har han ret. Når vi lytter, lever vi, fordi vi mærker, at vi er forbundne. 
På magisk vis kommer jeg tilbage til en følelse af at sidde med ved lejrbålet, når min ungdoms musikalske helte og heltinder brager ud af højtaleren. Og nutidens. For eksempel Sille Nilsson, som på side 34-39 fortæller om sit nye album ’Sig En Lyd’.
I mødet med musikken bliver ensomhed til forbundethed. Vi falder til ro, kommer til os selv og bliver mindet om, at alle de andre ikke holder fest uden os. Vi mærker det store OS, som vi altid er en del af – også mens vi sidder derhjemme og venter.

God læselyst.
Rikke Tjørring, chefredaktør.