Politik

Musikken skal tilbage i grundskolen

Dansk Musiker Forbund fremlægger 5 forslag til hvordan samspillet mellem musikken og grundskolen kan
styrkes.
Søs Nyengaard

Vil vi fastholde det stærke musikmiljø, som Danmark er kendt for, og hvor musikere udfolder sig i genre til enhver smag, skal vi prioritere musik til elever i folkeskolen.

Det mener Dansk Musiker Forbund, der i dag fremlægger 5 forslag til hvordan samspillet mellem musikken og grundskolen kan styrkes.

Læs dem her.

“Først og fremmest skal vi have samtænkt musikskolerne og folkeskolen bedre. I dag er der ikke samarbejde på halvdelen af folkeskolerne, selvom det er obligatorisk, “ Siger Søs Nyengaard forperson for Dansk Musiker forbund.

“Musikskoleloven trænger også til en revision. Det er i dag et kommunalt lotteri, om ens barn kan få ordentlig musikundervisning. Vores forslag er, at der skal laves en national vision for, hvad vi vil med musikskolerne og opsættes mål for hvad skolerne skal kunne, uanset hvor i landet de ligger.” siger Søs Nyengaard.

De 5 forslag kommer på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, der viser et forsat stort fald i andelen af børn, der får undervisning på de kommunale musikskoler. Den samlede aktivitet på musikskolerne faldt 3 pct. fra 2018/2019 til 2019/2020, og faldt yderligere med knap 9 pct. fra 2019/2020 til 2020/2021.

“Musikskolen er et helt centralt led i fødekæden og det svækker naturligvis hele kæden, at rekrutteringen svigter. Det er dér børn lærer at elske musikken og udfolde deres kreativitet. Det er desværre en udvikling, der accelerer jo færre der bliver på hvert hold. Når vi ikke længere kan have de store ungdomsbigbands, -kor og symfoniske ungdomsorkestre, så bliver det også sværere at rekruttere til konservatorier og professionelle orkestre,” siger Søs Nyengaard.

Social skævvridning i musikken

Hos Dansk Musiker Forbund er holdningen at den sociale skævvridning indenfor musikundervisning skal modvirkes med en Skolernes Musikdag, et øget antal fripladser på musikskolerne og kommunale instrumentbanker.

“Jeg ser det som en stor udfordring, at social klasse har så stor indvirkning på hvilke børn, der får undervisning på musikskolerne. Musik bør være for alle. Med udsigt til stigende inflation og økonomiske udfordringer i flere familier, er der er markant risiko for, at vi ser en større social slagside,” siger Søs Nyengaard

“Instrumentbanker skal give børn adgang til låne-instrumenter de kan øve på, mens skolernes musikdag skal vise børn et bredt udsnit af musik og give dem interesse og endeligt vil fripladser give adgang til musikundervisning til børn, der i dag sættes udenfor det musiske fællesskab” siger Søs Nyengaard.

De 5 forslag er sent til alle folketingets skoleordfører og alle kulturordfører.