Musikken skal genskabe livsglæden i befolkningen – men har selv åndenød
Landets scener ligger øde hen, og fester er der ingen af. Forsamlingsforbuddet har slukket for den levende musik, og det betyder, at Dansk Musiker Forbunds medlemmer inden for alle genrer er pressede både økonomisk og mentalt. Forsamlingsforbuddet rammer dog især forbundets mange freelancere og soloselvstændige, der lever af at spille til fester og andre begivenheder, hvor mennesker mødes - for eksempel konfirmationer.
”Vores branche var den første til at lukke ned, og bliver sandsynligvis også den sidste til at åbne uden restriktioner. Derfor vil der helt klart være brug for, at hjælpepakkerne ikke bare udløber den dag, samfundet åbner, ” fastslår Dansk Musiker Forbunds formand, Søs Nyengaard og understreger, at en stor del af forbundets medlemmer har en såkaldt ”patchwork økonomi”, som er meget sårbar i forhold til at opfylde de mange krav i hjælpepakkerne.
Lige nu er det største problem for en stor gruppe af Dansk Musiker Forbunds medlemmer, at de for at få hjælp skal dokumentere, at de er ramt af forskellige restriktioner. Men forsamlingsforbundet alene sætter en kæp i hjulet for musikernes aktiviteter, fordi de lever af, at mennesker samles. Derfor bør man være berettiget til kompensation alene fordi, at man er ramt af et forsamlingsloft – uanset størrelsen på forsamlingsloftet, fastslår Søs Nyengaard.
Hun understreger, at der bliver hårdt brug for musikken, når samfundet åbner og øjner et håb om, at vi kan redde musiklivet, hvis hullerne i hjælpepakkerne blive lukket. Hun påpeger, at det har været afgørende for en stor gruppe musikere, at de har fået mulighed for at søge hjælp ud fra referenceperiode, og at denne mulighed må og skal bibeholdes.
”Vi er i konstant dialog med både Kulturministeren, Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen for at sikre, at hjælpepakkerne tjener deres formål. Det så vigtigt, at vi fortsat har denne åbne dialog,” understreger Søs Nyengaard og fortsætter:
”Der er ingen tvivl om, at kultur- og oplevelsesøkonomien vil spille en stor rolle i forhold til at genoprette den danske økonomi på sigt. Men først og fremmest er musikken fundamental i forhold til at genskabe energien, håbet og livsglæden hos os alle, når krisen er ovre. Lige nu ser jeg en risiko for et uopretteligt tab af talent og af den musikalske mangfoldighed, som vi i Danmark skal være utroligt stolte over at have skabt grobund for, og som er en del af vores fælles historie. ”