Musikken sætter sorgen på pause

De henter mig på Jelling Station i deres stationcar, Christine Dueholm og Perry Stenbäck. Vi har aftalt, at jeg skal besøge dem for at tale om kunsten at spille rytmisk musik i et kirkerum. I oktober overværede jeg nemlig én af deres smukke kirkekoncerter med folkemusikorkestret ’Bragr’, og jeg er nysgerrig på, hvad de konkret gør for at få deres kraftfulde rytmiske musik til at lyde helt rigtigt i et rum med kraftig akustik. 

Men dét bliver en anden artikel.

På grund af omstændighederne i Christines og Perrys liv, bliver vores samtale uundgåeligt dybere og kommer til at handle om andet og mere, da vi mødes denne onsdag i november. I næste uge er det et år siden, at livet tog en drejning for dem og deres ældste søn Robert, som ingen havde forstillet sig. Den 24. november 2020 skete det værst tænkelige. Parrets yngste søn og Roberts lillebror Simon blev ramt af en bil og døde, da han var på vej til bussen, der skulle køre ham til gymnasiet. Han var 17 år gammel og lige begyndt i 1.G. En livsstærk, humoristisk og vellidt dreng, der elskede at spille computer og gerne ville være professionel gamer. Klassekammeraterne skulle have været til fest hjemme hos familien i begyndelsen af december. I stedet måtte de, sammen med alle Simons andre pårørende, samles i sorgen over tabet af deres klassekammerat til hans bisættelse i Jelling Kirke. Samme kirke, som Christine og Perry nu kører mig hen til, så vi kan tage billeder til denne artikel. 

Da vi står i det smukke kirkerum, begynder de at spille deres vidunderlige folkemusik for mig på henholdsvis nøgleharpe og tromme. 

”Musikken hjælper os rigtig meget, fordi musikken løfter sjælen. Den løfter hjertet. Tiden står stille lige dér, hvor musikken er. Og derfor får man også en pause fra smerten,” fortæller Christine.

Perry tilføjer:
”Musikken har været vores terapi. Det er jo dér, hvor man kun kan være til stede i nuet. Musik er den eneste kunstart, der kun eksisterer i nuet. Du kan lave en optagelse, men den optagelse er lavet i et nu,” bemærker han.

Vi forlader Jelling og kører til den nærliggende landsby Gadbjerg, hvor Christine og Perry bor i deres charmerende og særegne kunstnerbolig kaldet ”Minnesota”. Den blev bygget af den naivistiske kunstner Marinus Rasmussen, der i sin ungdom havde arbejdet som skovhugger i delstaten Minnesota i USA, men endte med at bosætte sig i Gadbjerg. Christines forældre overtog ejendommen efter Marinus i 1965, og senere gik ”Minnesota” videre til Christine og Perry, som flyttede ind i 2009. Tæt derved, på Gadbjerg Kirkegård, ligger Simon nu begravet. Hvor urnen er nedsat, har de plantet et lille ahorntræ, og på gravstenen er udhugget en firkant, der skal symbolisere hans computerskærm. Hans elskede kat er indgraveret på firkanten. Den lå ofte på hans skød, når han spillede computer.

”Når han lige pludselig er forsvundet ud af vores liv, så står der en massiv kærlighed og runger i alle rummene til ham og efter ham. Når vi snakker om ham, så vælder det ud af vores hjerter. Han er alle mulige steder. Vi ser ham i hinanden, for han lignede os begge to. Han havde Perrys dejlige, varme, store hænder, og jeg kan kende ham i mit eget blik, når jeg ser i spejlet. Og i Robert,” fortæller Christine. 

Denne følelse af hjemløs kærlighed har Perry kanaliseret ud i en sang – den stille blues ”Kärleken blev hemlös i november”, som de sammen har indspillet i første take med deres andet fælles orkester ’Perry Stenbäck & Dekadansorkestern’, der spiller viser på Perrys modersmål – svensk. 
Sangen skal udkomme som single på Simons dødsdag, og første vers lyder:

”Kärleken blev hemlös i november
och ingenting är längre som förut
jag saknar redan dina varme händer
vet inte riktigt hyr jag ska stå ut.”

Perry fortæller, at udgivelsen af singlen er deres måde at markere tabet af Simon på.
”Hvor end Simon nu er, kan han forhåbentlig høre den og mærke, hvor meget vi elsker ham og savner ham. Og hvis den single kan være med til at klæde andres sorg i ord og toner – hvis nogen kan bruge den til noget – så er det rigtig fint.”

Christine supplerer: 
”Det er vores måde at ære Simon på. Ligesom at vi spillede til hans bisættelse, så er det vores sprog og den måde, vi bedst kan udtrykke vores følelser på. Det bliver en konkret, håndgribelig ting, vi kan koncentrere os om på et tidspunkt og med et tab, som er så fuldstændig uoverskueligt smertefuldt.”

Hun uddyber:
”I virkelighed er man jo fuldstændig i panik ved tanken om, at man skal igennem den dag, og at man kommer tættere og tættere på den. Det er første gang, vi skal igennem hans dødsdag – alting er første gang i dette her første år. Vi indspillede sangen, og så græd vi. Og så lyttede vi til den, og så græd vi. Så på én eller anden måde har den været med til at hjælpe os til at rumme vores egne dybe, dybe følelser.”

Kærligheden er det eneste man har

Nedlukningen sidste vinter var på sin vis held i uheld for Christine og Perry, fordi de alligevel var ude af stand til at arbejde. Takket være hjælpepakker og en indsamling, som deres netværk stod bag, klarede de skærene økonomisk i chokfasen, på trods af store udgifter til blandt andet bisættelse og gravsten.

Derfor retter de en særskilt stor tak til alle, der støttede dem økonomisk:
”Det var en enorm hjælp,” fastslår Christine.
”Vi er utroligt taknemmelige over alle dem, der har støttet,” tilføjer Perry.

Et halvt år efter Simons død genoptog de deres virke som musikere. I begyndelsen spillede de kun onlinekoncerter, hvor de udelukkende skulle fokusere på musikken og ikke på publikum. Da de første gang var ude at spille, var det et stort skridt.

”Jeg synes, at det var meget hårdt de første koncerter. Jeg var helt hudløs, så jeg var bange for, hvad folk skulle spørge om, fordi jeg vidste jo ikke, om jeg kunne tåle at tale om det. Jeg var bange for at begynde at græde på scenen,” beretter Christine og fortsætter:
”Men så for hver gang, vi gjorde det, følte jeg mig stærkere og mere modig til at være i det. Det føltes rigtigt og godt at gøre det. Musikken løfter. Og energien i et rum, hvor det hele går op i en højere enhed, er stærk, løftende og helende. Men selvfølgelige var det hele tiden en balance i forhold til, hvad jeg kunne holde til,” fortæller hun.
”Jeg græder tit, når jeg spiller,” bemærker Perry.
”Vi græder bare tit. Men vi er ikke så bange for det mere,” tilføjer Christine.

Perry fortsætter:
”Dette er ikke noget, jeg under min værste fjende. Til gengæld er jeg blevet frygtløs nu. For det værste er sket. Der findes ingenting, der kan overgå mig, der er værre. Christine siger en meget fin ting – at vi skal insistere på at være en lykkelig familie med en stor sorg.” 

Christine bekræfter:
”Ja, det handler om at leve livet med sorgen, så man ikke lukker ned, lukker af eller fortrænger. Ikke at man på nogen måde kan acceptere det, der er sket, for det kommer man aldrig til. Men vores eneste chance er at bygge så meget livsglæde, livskvalitet og kærlighed som muligt op ved siden af. Det bliver enormt tydeligt, når man står med den skæbne, som vi står med nu, at kærligheden er det eneste, man har.”

Ens børn er det største

At Perry og Christine har store mængder kærlighed at give til hinanden, Robert og til alle, de møder på deres vej – er man ikke i tvivl om. Trods sorgen har de nu fuld gang i karrieren igen, både sammen og hver for sig. Ud over ’Dekadansorkestern’ har de som sagt også folkemusikorkestret ’Bragr’, som de spiller kirke- og skolekoncerter med, og som de skal turnere med i Frankrig næste efterår. 

Perry, der stammer fra Uppland nord for Stockholm, er egentlig uddannet rytmisk guitarist fra Rytmisk Musikkonservatorium i København, hvor han og Christine mødte hinanden i 1994. Men hans far spillede nøgleharpe, og selvom Perry i dag stadig primært identificerer sig som guitarist, har han for alvor taget nøgleharpen og sit hjemlands musiktradition til sig. I gennemsnit øver han to timer om dagen på sin guitar og en halv til en hel time på nøgleharpen. 

Christine er uddannet trommeslager. Hun øver knapt så meget som Perry, men er til gengæld ”chef” for deres fælles firma. Hvor Perry skaber de kreative visioner, holder hun styr på økonomien og sørger for, at visionerne bliver ført ud i livet.

”Vi er enormt forskellige, og vores tilgang til musik er forskellig. Jeg har nogle samlende sociale kompetencer og er god til at følge ting til dørs. Og Perry er den, der hele tiden finder på nye påfund. Og så er du enormt ambitiøs med musikken – og udviklende,” siger Christine henvendt til sin mand.

”Det skal være i orden,” bemærker han.

Ud over de ting, som parret laver sammen i ’Bragr’ og ’Dekadansorkestern’, har de talrige aktiviteter hver for sig. Perry har et tredje band; ’Perry Stenbäck & Les Elegantiers’, og blandt hans mange andre aktiviteter er undervisning i guitar og sammenspil på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg. 

Christine udgav i 2019 en undervisningsbog til musiklærere i folkeskolen om stompsammenspil med titlen ”På spanden”, og hun barsler nu med efterfølgeren ”På Spanden 2”. Derudover afholder hun workshops og underviser i salmestomp, som er en blanding af salmesang og bodypercussion henvendt til børn og unge.

Næste år kan de to fejre sølvbryllup. Og selvom de er stemt i mol, fortæller de med glæde og indlevelse den smukke historie om, da de fandt sammen under studietiden på Rytmisk Musikkonservatorium. Perry var næsten med det samme klar over, at Christine var kvinden i hans liv, men hun var mere forbeholden og indså først, at hun havde følelser for ham, da han havde givet op og fundet en anden. Da hun så ham spankulere rundt med en anden kvinde i hånden, samlede hun mod til sig og satte ord på sine følelser. Og heldigvis var det ikke for sent.

”Jeg er så glad for, at jeg turde til sidst,” bemærker hun.

”Det er jeg faneme også!” udbryder Perry.
Det er rørende at bevidne deres spillevende kærlighed, godt 27 år efter deres første møde, her i ”Minnesotas” hjerte; deres hyggelige køkken.

”Dét, som bliver ved med at bære os igennem, er, at vi har en dyb kærlighed og en passion. Vi har den der kemi, som hele tiden bliver ved med at ligge imellem os, og som enten kan drive os til vanvid eller få os i himmelen,” forklarer Christine.

”Vi keder os ikke,” tilføjer Perry.
I deres varme selskab, er man vitterligt ikke i tvivl om, at Christine Dueholm og Perry Stenbäck er en usædvanligt passioneret og kraftfuld duo, der om nogen er lykkedes med at balancere deres liv som musikere med deres familieliv, og som har skabt sig et usædvanligt rigt liv sammen. Et liv, som nu på tragisk vis er blevet fattigere, og som altid vil være præget af sorg. 

”Vi er kede af det, og det bliver ikke anderledes,” konstaterer Perry, og Christine runder af: 
”Man mærker efterhånden, at man ikke kommer over det. Vi er enige om, at det er et fantastisk liv, vi har fået skabt os. Men det er jo fuldstændig voldsomt og chokerende at miste så stor en del af vores fælles kærlighed, som Simon jo er. Fordi uanset hvor vidunderligt det er, at det går godt med musikken, så er ens børn jo det største.”