Musikalsk og medmenneskelig modgift til Ukraines børn

Det slår mig straks, hvor stille de er. Den flok mennesker, som er ankommet her til Goldschmidts Musikakademi denne fredag. Det er den 8. april, og omkring 30 mænd, kvinder og børn har fundet vej til Rentemestervej i Københavns nordvestkvarter, hvor akademiet har til huse. 

De sidder afventende og rolige på de guldmalede stole i akademiets lyse sal og venter på at høre om mulighederne for at synge i kor og modtage instrumentalundervisning, mens de er i Danmark. 

”Velkommen til Goldschmidts Musikakademi. Vi er meget glade for at se jer i dag” siger skolechef Emil Goldschmidt, der er klarinettist og søn af skolens grundlægger, Henrik Goldschmidt.

Oksana Attermann, der sidder i akademiets bestyrelse og oprindeligt er fra Estland, oversætter hans ord for forsamlingen. På et tidspunkt bliver en enkelt i salen provokeret af, at Emils velkomst bliver oversat til russisk. Men Oksana Attermann genopretter hurtigt roen ved at fastslå, at der i denne sal kun er én nationalitet, og det er flygtning. 

Emil fortæller om skolen og dens filosofi:

”Vi er en skole, som giver gratis musikundervisning til børn, der ikke passer ind i den kommunale musikskole. Det er min far, som har grundlagt skolen for 11 år siden. Vores familie er jødisk. Min farfar kom oprindeligt fra Tyskland, men flygtede med sine forældre fra Hitler i 1937,” forklarer Emil Goldschmidt og tilføjer:

”Skolen er grundlagt med den filosofi, at alle børn skal opleve glæden ved musik – uanset religion, nationalitet, seksualitet og kulturel baggrund.”

”Når man får et instrument i hånden og har mulighed for at øve sig på at spille, så sidder man ikke bare med sin telefon og kigger ind i væggen i dagevis. Det er meget vigtigt – også for den mentale sundhed.”

En social kontaktflade

Emil Goldschmidt understreger også, at det hele ikke bare er nyt for de nyankomne, men også for ham og alle andre på Goldschmidts Musikakademi – og at skolen stiller rammer til rådighed, men at de fremmødte selv skal være med til at definere indholdet. 

Og det gør de ret hurtigt. 

Det bliver besluttet, at der skal være audition med det samme, hvor de kan blive delt ind i stemmegrupper, så de kan komme i gang med at synge flerstemmigt kor. Koret skal ledes af Natalia Safina, som selv er én af de ukrainske flygtninge. Hun var korleder i Ukraine, før krigen brød ud, og hun er én af hovedkræfterne bag dagens introduktionsmøde. To unge kusiner, Melania og Milena, der er flygtet sammen, vil gerne i gang med at modtage instrumentalundervisning, og Emil Goldschmidt sørger straks for, at det bliver arrangeret. 

Hans far, Henrik Goldschmidt, der foruden at være grundlægger af – og rektor for – Goldschmidts Musikakademi, også er solooboist i Det Kongelige Kapel og spiller i forskellige konstellationer på freelancebasis, er på turne. Men jeg fanger ham over telefonen:

”Det er vanvittig vigtigt, når man forlader alt, hvad man overhovedet ejer og har, at man så hurtigt som muligt får en kontaktflade til det sted, man er, og en vis form for hverdag, hvor der er noget indhold – specielt for børnene. Vi ved alle sammen, at hvis man går til musik to gange om ugen, så har man noget at se frem til, og man skal øve sig,” fastslår Henrik Goldschmidt og tilføjer; 

”Når man får et instrument i hånden og har mulighed for at øve sig på at spille, så sidder man ikke bare med sin telefon og kigger ind i væggen i dagevis. Det er meget vigtigt – også for den mentale sundhed.”

Shchedryk Kyiv Children´s Choir

I Århus bor og arbejder den dansk-argentinsk-israelske musiker og dirigent Saul Zaks, som blandt andet er dirigent for Syddanske Studerendes Symfoniorkester (tidligere Syddansk Universitets Symfoniorkester). Som kunstnerisk leder af den internationale musikfestival ’Summa Cum Laude International Youth Music Festival Vienna’ har han nært kendskab til det ukrainske børnekor ’Shchedryk Kyiv Children´s Choir’, som i 2019 vandt førstepladsen ved konkurrencen i kategorien børnekor.

På grund af krigen er koret forhindret i at komme på den 50-års jubilæumsturne, der ellers var planlagt. Derfor var Saul Zaks’ tanke oprindeligt at hjælpe børnene til Danmark på rekreationsophold. Men dét viste sig at være praktisk umuligt. 

Og så opstod en anden idé, som stammede fra koret selv: Musikken og korets historie skal distribueres vidt og bredt digitalt, når nu koret er fysisk forhindret i at komme ud i verden.

Saul Zaks tog straks ansvaret på sig.

”Jeg tænkte, at hvis jeg lavede et opslag på Facebook eller på Instagram, så bliver det næsten ubetydeligt. Men hvis jeg kontakter nogle store organisationer, som tænder på historien, så kan synergien blive endnu større. Og det er dét, der er sket, siden krigen begyndte, fortæller Saul Zaks. 

Da jeg taler med ham den 19. april, er det lykkedes ham at få historien om koret og lydfiler med deres musik delt vidt og bredt. Her i Danmark har onlinemediet Zetland bragt historien om koret og lydfiler med deres musik, og blandt de øvrige medier, Saul Zaks er nået igennem til, er to britiskbaserede onlinemedier, en tv-station i Argentina og en radiostation i Spanien. 

Og han fortsætter ufortrødent med at kontakte medier og organisationer rundt omkring i verden.
”Dét, der sker i krig, er, at man hverken bliver set eller hørt. Mennesker bliver overset. Men hver ting jeg gør, får de direkte besked om. De skal vide, at de eksisterer! Det er vigtigt for mig, og jeg ved, at det er vigtigt for dem,” fastslår Saul Zaks.

Musik- og Kulturskolerne er også i gang

Også ude i det danske kommunale landskab er indsatsen i forhold til flygtningebørnene fra Ukraine i gang. Formand for Danske Musik og Kulturskoler, Thomas Winther, fortæller, at han ikke har detaljeret kendskab til de enkelte kommuners indsats. Men på dét møde, som kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen havde indkaldt repræsentanter fra kulturlivet til kort efter krigens udbrud, lavede han en mikroundersøgelse i sin medlemskreds og kunne konstatere, at indsatsen i kommunerne er i gang og overordnet set kommer til at falde i tre dele. 

For det første gør kommunerne i denne tid brug af ordningen med kommunale fritidspas i udvidet omfang, så flygtningebørn fra Ukraine kan få undervisning på musik- og kulturskolerne. For det andet igangsætter man rundt omkring særlige initiativer i forbindelse med de modtageklasser, der er på folkeskolerne. Det kan være alt fra såkaldt ”karusselundervisning”, til sammenspilsundervisning og koncerter, fortæller Thomas Winther. 

Og for det tredje arrangeres der en række særlige musikalske begivenheder rundt omkring i landet – enten på de steder, hvor flygtningene er indkvarteret, eller på musikskolerne eller andetsteds. 

Thomas Winther er selv leder af Køge Musikskole, og her bliver modtageklasserne i første omgang forummet for undervisningen af flygtningebørnene fra Ukraine. Der vil desuden blive afholdt koncerter ude på det lokale indkvarteringscenter for flygtninge, som i Køge er et vandrehjem, oplyser han.

Musikere har særlig forpligtelse

Henrik Goldschmidt – der altså selv er efterkommer af flygtninge fra Tyskland, og i sin tid spillede musik for nogle af de mange flygtninge fra Balkan, der kom til Danmark i 1990’erne – fortæller, at tidsfaktoren er vigtig, når det drejer sig om at hjælpe mennesker, der flygter fra krigens rædsler.

”Jo hurtigere, de kommer i gang, jo bedre. For vi ved erfaringsmæssigt, at hvis vi skal prøve at forebygge traumer efter sådan en flugt, så er det med at komme hurtigt i gang og finde en mening med den nye hverdag, man har,” fastslår han og kommer med en opfordring til sine musikerkolleger:

”Alt er bedre end ingenting. Man skal ikke holde sig tilbage for at springe ind i arbejdet her, selvom man ikke synes, at man har så meget at tilbyde. Tilbyd det alligevel! Alt er vitterligt bedre end ingenting, og hvis man er musiker, kan man jo vælge at give noget af sin fritid til at have kontakt til måske bare et enkelt barn,” opfordrer Henrik Goldschmidt og afslutter:
”Som musikere har vi en særlig mulighed for at hjælpe, fordi sproget ikke nødvendigvis er en forhindring. Derfor hviler der en særlig forpligtelse på os musikere, synes jeg.”

Lever fra dag til dag

For Saul Zaks handler initiativet i forhold ’Shchedryk Kyiv Children's Choir’ netop om at stille sig til rådighed som musiker og menneske:

”For mig handler det om, at deres behov kommer først. For hvert skridt, jeg tager, stiller jeg mig selv spørgsmålet; for hvis skyld gør du det? For min egen skyld eller for deres? Jeg tror, at det er derfor, at initiativet har spredt sig så meget og har ramt så bredt,” pointerer Saul Zaks.

Han er i løbende kontakt med korets leder og korets præsident, men han kontakter dem så lidt som muligt i denne højspændte og særdeles vanskelige tid.

”De har så meget andet at se til. De lever fra dag til dag. Os, der lever i denne del af verden under vores forhold, kan ikke forstille os deres virkelighed,” understreger Saul Zaks.
På Goldschmidts Musikakademi er børn og voksne fra Ukraine i fuld gang. Skolen har etableret et familiekor på 35 børn og kvinder, optaget ca. 15 nye ukrainske elever og ansat to ukrainske lærere til at undervise i henholdsvis violin og klaver. Koret samledes første gang den 16. april og skal optræde til Goldschmidt Musikakademis jubilæumskoncert den 12. maj, som afholdes på Nørrebros Teater. For Henrik Goldschmidt er det vigtigt, at de nyankomne hurtigt kommer til at føle sig som en integreret del af hverdagen på akademiet:

”Forhåbentligt får børnene hurtigt en omgangskreds på vores skole. Vi havde forårskoncert i tirsdags på skolen, hvor jeg sagde til alle børn og forældre: Når der kommer ukrainske børn, må I huske at være ekstra opmærksomme på, at vi alle sammen lige husker at byde dem velkommen.”