Musik siden 1448: Det Kongelige Kapel fylder 575

44 år før Columbus første gang satte sejl mod Amerika opstod Det Kongelige Kapel i 1448 som trompeterkorpset ved Christian I’s hof. Dermed er Det Kongelige Kapel verdens ældste orkester. 

Lige siden er hver musiker blevet tildelt et nummer, der fastslår deres plads i Kapellets historie, og den senest ansatte musiker har nummer 1082. Og blandt Det Kongelige Kapels mere end 1000 medlemmer gennem tiden finder man berømte komponister som Carl Nielsen, John Dowland og Heinrich Schütz. 

Det Kongelige Kapels lange historie er desuden fuld af kulørte fortællinger om musikere, der måtte indgå i beredskabet i krigen mod svenskerne, mens andre blev fængslet eller henrettet for vold og drab på kolleger.  

Og så var der selvfølgelig dengang i 1556, hvor musicus og sanger Adrian Petit Coclicus blev dømt for bigami samt klarinettisten Mozart Petersen, der i 1874 beruset faldt i Nyhavn og druknede.  

Helt så vildt går det heldigvis ikke for sig i dag, hvor hverken drukneulykker, mord eller flerkoneri er en del af hverdagen i Det Kongelige Kapel. Til gengæld er det stadig noget helt særligt at spille i verdens ældste orkester. 

Stoltheden flyder 

Det fortæller 28-årige Joachim Becerra Thomsen med nummer 1079, der er blandt de yngste medlemmer af orkesteret. Her har han spillet solofløjte siden 2020, og han fortæller, at Det Kongelige Kapel for ham repræsenter drømmescenariet for at kunne spille en masse fantastisk musik. 

Artiklen forsætter under billedet

”Det er et historisk vigtigt orkester – ikke bare i Danmark men i hele verden. Og når jeg tænker på det historiske aspekt, kommer jeg i tanke om orkesterets store instrumentsamling,” siger Joachim Becerra Thomsen med henvisning til, at Det Kongelige Kapel bl.a. råder over flere stradivariusser samt en bratsch fra 1698 bygget af den kurfyrstelige instrumentbygger Jakob Meinertzen i Berlin. 

”Når man sidder ved siden af en kollega, der spiller på et instrument, der er over 300 år gammelt,  er det nærmest helt uforståeligt. Der mærker man virkeligt, at det er gammelt orkester,” siger han og fortsætter: 

”Man mærker også, at der er en masse traditioner, der er gået i arv fra musiker til musiker, og der er en direkte tidslinje tilbage i 1448. Der flyder en slags stolthed gennem orkesteret, hvor man lige ranker ryggen.” 

Føler du et ansvar ved at være en del af noget, der er så gammelt og historisk? 

”Både orkesteret og Det Kongelige Teater som kulturinstitution har et ansvar for, at vi husker vores kulturhistorie. Nogle af de værker, vi spiller, er skrevet til Det Kongelige Kapel eller Det Kongelige Teater, og er en del af vores historie i Danmark. Det er vigtigt, at vi opfører de værker, for uden historie, hvad er vi så?,” siger han og fortsætter:  

”Vores ansvar som musikere består mere i, at vi skal levere musikken og kunsten på så højt et niveau, at det stadig er relevant for omverdenen i dag - at vi er i stand til at gøre det vigtigt for publikum.”  

Trivselsudfordringer 

Mens Joachim Becerra Thomsen er begejstret for det arbejde og den rolle, som Kapellet udfylder, så har der som beskrevet i pressen tidligere på året også været udfordringer med arbejdsmiljøet på Det Kongelige Teater.  

I en intern trivselsundersøgelse gav bl.a. musikerne i Det Kongelige Kapel udtryk for en for stor arbejdsbyrde, der resulterede i fysiske skader og stress. 

Det billede kan Joachim godt genkende, og han fortæller, at det i hans optik handler om at skabe et bæredygtigt arbejdsmiljø. 

”Vi vil gerne levere det bedste, vi overhovedet kan. Men jeg synes ikke altid, teatret lever op til sit ansvar om at sætte rammerne for, at vi kan levere den bedste kvalitet. Og hvis vi var flere musikere i orkesteret, ville vi bedre kunne leve op til det historiske ansvar, som vi har. Det ser jeg frem til en konstruktiv dialog om,” siger han. 

Et levende publikum 

Grit Dirckinck-Holmfeld Westi med nummer 960 spiller i Kapellets 2. violin gruppe, og har været ansat siden 1992. Hun mener, at der i iveren for, at Det Kongelige Teater skal vækste, er blevet for travlt for musikerne, hvilket har resulteret i flere sygemeldinger. 

”Mange sygemeldinger koster os på det for os mest dyrebare, nemlig det kunstneriske niveau. Vi er enormt stolte, og vores stolthed bliver ramt, når vi bliver bedt om at lave så meget, at vi yder mindre godt, end vi kan,” siger hun og uddyber, at det er en svær balance. 

For grundlæggende synes hun, at planen om at øget udbuddet af tilbud til publikum er en god idé. Dog mangler der fastansatte musikere, siger hun. 

”I stedet hyrer man løs arbejdskraft ind, men lige meget, hvor gode de er – og de er vitterligt dygtige - så er de ikke en del af familien, så at sige. Og det, at man bare behøver løfte et øjenbryn for, at sidemanden ved, at vi lige skal vente med at spille næste tone, det kan du ikke med folk, du ikke kender godt. Så jeg håber, det bliver løst,” siger Grit, der understreger, at udfordringerne bestemt ikke står i vejen for hendes kærlighed til Det Kongelige Kapel.

”Jeg elsker at være på det her teater, og jeg elsker den forskellighed og dramatik, der er. Her sker meget, både på og uden for scenen, og det kan jeg godt lide.” 

Hvad betyder det for dig, at være en del af noget, der rummer så meget historie? 

”Hvis ikke jeg var blevet musiker, var jeg blevet arkæolog. Jeg elsker at grave i fortiden, og det historiske ramte mig særligt, da jeg startede i Kapellet. Dengang var mange af noderne håndskrevne og brugt i århundrede. Det var fantastisk at sidde med noder, som Carl Nielsen måske havde spillet efter,” siger Grit Dirckinck-Holmfeld Westi. 

Fordi der har været en løbende udskiftning på Det Kongelige Kapel gennem de sidste 575 år, har der også været en kontinuerlig overlevering af traditioner og måder, tingene bliver gjort på, fortæller hun. 

”I begyndelsen var det ret overraskende for mig, hvor sent vi spiller på slaget. Jeg kan ikke vide det, men jeg tror, det er, fordi vi sidder i orkestergraven med ryggen til sangerne, hvor vi lige venter lidt en brøkdel af et sekund på dem, og det giver en blødere ansats,” siger hun og uddyber: 

”Man siger, at strygerklangen altid har været god i Kapellet, og jeg tror, at den blødhed og særlige klang opstår, fordi vi hele tiden akkompagnerer. Det er ikke mig, der er forrest, det er i stedet noget, der foregår på scenen, som jeg skal følge.”  

 Andre traditioner tæller bl.a. hilsepligten, hvor høj som lav skal hilse på hinanden. Den var mere udpræget, da man kun havde Gamle Scene, fortæller Grit, men den findes stadig. 

”Som helt ny på teateret listede jeg mig engang forbi regissørkontoret for at pakke ud, hvorefter en skarp stemme kaldte mig tilbage: ’Grit, her i huset hilser vi hver gang, vi møder!’ Jeg har aldrig glemt det siden, og det gjaldt alle fra Ebbe Rode og Ghita Nørby til rengøringsdamen. Sådan noget kan jeg godt lide, for det skaber et sammenhold.”