Ligestilling på den elektriske guitarfront?
For tre år siden så fremtiden en smule sort ud for guitaren. Eller nærmere for producenter af elektriske guitarer. Undersøgelser af markedet viste nemlig, at salget af guitarer på 10 år var faldet med hele 30 %. Samtidig var et af verdens mest kendte guitarbrands, Gibson, på vej mod konkurs. Det fik engelske The Guardian til at bringe en artikel med titlen ”End of the guitar?” og amerikanske Washington Post fulgte efter med en artikel ”The death of the electric guitar”.
Men guitaren er et sejlivet instrument, der overlever dommedagstoner. Der bliver stadig solgt massevis af guitarer, og en velkendt verdensomspændende pandemi med isolation og afstandsholden har yderligere sat gang i salget.
Samtidig er der sket et veritabelt boom med instruktions- og inspirationsvideoer på YouTube, hvor både kvindelige og mandlige guitarister, der ikke kan spille livekoncerter i stedet spiller online på video og fortæller om deres instrument. I Danmark bl.a. repræsenteret af spilmusik.nu, der udgiver videoer med titler som "Bag Trommerne..." og "Bag Guitaren..” og især ”Sørens Sunday Session”, hvor den rutinerede guitarist Søren Andersen inviterer indenfor i Medley Studios og deler ud af sine 30 års erfaring.
HALVDELEN AF KØBERNE ER KVINDER
Tilbage i 2018 satte Fender en forbrugerundersøgelse i gang via bureauet Egg Strategy og med hjælp fra Daniel Levitin, forfatteren bag best-selleren ”This is Your Brain on Music”. Formålet var at undersøge, hvem der køber instrumenter fra USA's største guitarproducent.
I Danmark har der længe været en debat der sætter fokus på underrepræsentation af kvindelige musikere på spillesteder, festivaler og på udgivelser. Men Fenders undersøgelse viste et overraskende resultat: I Storbritannien og USA er 50 % af begynderguitarister kvinder.
Fenders administrerende direktør Andy Mooney stillede i den anledning op til interview i det amerikanske musikblad Rolling Stone.
"50 % af de kunder, der køber en guitar for første gang, er kvinder. Det var en overraskelse for vores folk i Storbritannien. Men det har vi faktisk længe set i USA,” siger Mooney. I USA har man blandt andet talt om den såkaldte "Taylor Swift-effekt", da den indflydelsesrige amerikanske country/ pop sangerinde ofte står med en guitar på scenen og dermed bliver rollemodel for et hav af unge piger. Men Mooney afviser, at det kun er Swift.
”Det er en tendens over hele verden. Unge kvinder står bag halvdelen af alle guitarkøb. Og det varer ved,” siger Mooney til Rolling Stone.
Udover den lige kønsfordeling viste Fenders undersøgelse samtidig noget om brugernes motiver for at købe en guitar og starte med at spille. Blandt de adspurgte bruger 72 % guitaren for at opleve en slags forbedring af sig selv og livskvaliteten. 61 % spiller ikke for at blive rockstar, men blot for selv privat at kunne spille sange eller med venner og familie. Og 42 % af de adspurgte siger, at de ligefrem ser guitaren som en del af deres identitet.
MÅLRETTET KVINDELIGE GUITARISTER
Resultaterne af undersøgelsen har fået Fender til at ændre forretningsstrategi. Fra hovedkvarteret i Scottsdale, Arizona bruger man nu i større grad kvindelige guitarister til at markedsføre nye produkter. Og produktlinjen afspejler også nye kvindelige aspekter.
I sommeren 2020 lancerede Fender således en ny Fender Player Offset Serie med mindre short scale modeller, der tiltaler især begyndere og kvindelige guitarister og bassister. Enhver musiker – mand som kvinde – der har prøvet at spille på en oprindelig Fender Precision Bass ved, hvor tung og uligevægtig den kan føles med sin lange arm og venstredrejede balance. Derfor tiltaler short scale modeller ofte kvinder, der fra naturens hånd og rent faktuelt statistisk har mindre muskler end mænd og gennemsnitligt er cirka 10% lavere og vejer cirka 20 % mindre end mænd.
Den nye Player Serie består af en Mustang, Mustang 90, Duo-Sonic, Duo-Sonic HS og en Mustang Bass PJ. De nye guitarer har vintage-inspirede pickupper og moderne ”C”-shaped halse og fås i lækre farver, der måske tiltaler piger: Firemist Gold, Desert Sand, Aged Natural og Burgundy Mist Metallic. I september fulgte Fender efter med et samarbejde med den Grammy-Award-vind- ende R&B singer-songwriter H.E.R. , hvor en Signature Fender Stratocaster der bærer H.E.R.s navn blev lanceret. Det er første gang i Fenders 74-årige historie, at en sort kvindelig artist lægger navn til en guitar. Og kvindelige guitarpioneer som Orianthi, Wendy Melvoin, Bonnie Raitt og Jennifer Batten er ikke længere alene om at være forbillede for kvindelige guitarister.
Med bands og artister som Nelson Can, Baby In Vain, Velvet Volume, Dopha og Marie Fisker har vi også i Danmark set flere kvinder, der spiller elektrisk guitar på scenen. Så danske guitarfrontløbere som Berit Fridahl, Maggie Björklund, Ida Nielsen, Dalia Faitel- son, Anne Vig Skoven og Effy (Anne Sønder- mark) fra den lidt ældre generation står ikke længere helt alene med den elektriske guitar.
GRATIS GUITARLEKTIONER
Fender rider på en succesbølge under Covid-19. Året 2020 tegner til at blive det bedst sælgende nogensinde for Fender, der nyder godt af, at mange køber et instrument, som man kan tilbringe tid med at blive bedre til at spille på under karantæne og isolation. I lyset af den store efterspørgsel har Fender lanceret websitet find.your.fender.com, der hjælper brugeren til at finde det rette instrument, der passer til ens behov og ønsker.
Desuden har Fender en undervisnings- app, der hedder ”Fender Play”. Under pandemien er antallet af brugere vokset med næsten 500%. Og andelen af kvindelige brugere er steget fra 30% til 45%. Tæt på en million guitarister bruger nu appen med indbyggede videolektioner til at lære at spille guitar. Som et anerkendelse af dette tilbyder Fender tre måneders gratis brug af appen året ud.