Lennart Jarde – et todelt liv

"Jeg er et todelt menneske. Seriøst todelt,” siger Lennart Jarde i et forsøg på at forklare, hvorfor han både har arbejdet som udøvende musiker og som højtaleringeniør. 

”Lyd har altid været omdrejningspunktet for mit samlede virke. Helt fra barnsben, som professionel cellist, som komponist af moderne klassisk musik og som musiker på en masse instrumenter i forbindelse med min ”elektriske” CD. Desuden som konstruktør af højttalere og analog forstærker-elektronik,” forklarer Jarde, da jeg møder ham i hans villa i Brønshøj på en kølig efterårsdag.

Jarde er født i Sverige og kom til København som 20-årig i 1975 og blev uddannet på Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor datidens førende cellist og musikpædagog var Erling Bløndahl Bengtsson. Men Jarde har ingen uddannelse inden for lyd og ingeniørarbejde.

”Som ung byggede jeg forstærkere og byggede også højtalere. Den tekniske del af mig er meget stor,” siger Lennart med et let strøg af svensk accent, der afslører hans svenske baggrund. 

”Jeg er hurtiglæser,” forklarer Jarde, og tøver lidt. 

Måske er han bange for at lyde som om, han praler. 

”Som barn og ung var jeg en stor læsehest, og inden jeg fyldte 30, har jeg nok læst, hvad der svarer til, hvad andre læser på et helt liv,” forklarer Jarde om den måde, han har tilegnet sig viden på.

Vi taler sammen i kælderen under hans hus, hvor han bor med sin kone gennem 35 år, der er kirkeorganist. De har ingen børn, og Jarde har gennem årene kunnet nørde igennem på sine store interesser. 

I kælderen har Lennart kontor og musikstudio. Der er fyldt med instrumenter, højtalere og teknisk lydudstyr. Men inden vi kommer for godt i gang, inviterer han mig til at lytte på en prototype af hans højtalere.

”En højttaler skal kunne bruges til alt – fra stille klassisk til højt tungmetal. Det er kunstnerens lyd, der skal nå lytteren, lyden skal ikke farves af højttaleren,” forklarer Jarde.     

”Og alt skal gerne med – detaljer, dynamik, stereoperspektiv, overtoner, osv… – og det er ikke en let opgave!”

Drømmen om den perfekte lyd

Lennart Jarde har udviklet sin helt egen højtaleridé, hvor princippet er at undgå, at vibrationer fra basenheden påvirker de øvrige enheder i højtalerkabinettet. Jardes idé går ud på, at man anvender en konfiguration med to basenheder, der vender mod hinanden i en meget solid kasse. Den ene bashøjtaler spiller opad, og den anden spiller nedad. Luften presses udad mellem de to enheder.

Dermed udlignes vibrationerne fra basenhederne, så de ikke påvirker lyden fra diskanterne, og resonanser mindskes. Lyden forbedres stærkt. 

Fra 2006 arbejdede han i et par år sammen med et iværksætterteam omkring drømmen, og der er nu udviklet to varianter, en mindre to-vejs og en lidt større tre-vejs. Drømmen er ikke død endnu, og Jarde og 5 andre personer arbejder nu i et nyt team med henblik på at gøre de små til et kommercielt produkt, der måske kan sælges for 10.000 kr for et sæt. Jarde spiller klassisk musik for mig over anlægget. Det lyder smukt, nuanceret og meget detaljeret, især i basområdet.

Brug for timeout

”Jeg fik brug for en timeout. Efter op imod 4.000 koncerter var jeg kørt træt,” forklarer Jarde, der også passede andre jobs, bl.a. som skribent og anmelder på det hedengangne magasin High Fidelity. 

I to år arbejdede han også som technical writer og softwareprogrammør i et firma, der er verdensførende indenfor storformatscannere. Dog med orlov fra symfoniorkestret.

Jarde havde således et ben i to verdener, ingeniørverdenen og musikverdenen. Han forklarer om forskellen: 
”Musikere er ofte mennesker, der har ét enkelt stort talent, der er meget dominerende. Deres verden er centreret om musikken, hvor de er dygtige – og så har de måske ikke fokus på så meget andet.”

Det har sin pris, forstår man, hvis man som Lennart er lidt nørdet og også har en anden verden, man er interesseret i. 

”Ingeniører er på sin vis også nørdede. Men de har også en masse bi-interesser, der gør deres verden interessant, og gør dem nemme at tale med.”

Det var imidlertid ikke verdens bedste beslutning for Lennart Jarde at vende tilbage til symfoniorkesteret efter et par år i et teknologifirma.

”I et symfoniorkester skal du være holdspiller. Du skal passe sammen med en gruppe, du skal acceptere beslutninger fra en solocellist og indordne dig under dirigenten, ” forklarer Jarde om arbejdsmetoden i et orkester. 

”Det er en spændende opgave, men efter 30 år fik jeg alligevel lyst til noget andet.”

Jarde valgte at arbejde både på et soloalbum med elektronisk musik og som komponist med klassisk moderne kammermusik med fokus på cello og celloensemble. Jarde har nu cirka 30 værker liggende på MusicaNeo, der en internetportal for moderne klassisk nodemusik.

Lænestolsmusik

I 2019 udgav Lennart Jarde et elektronisk soloalbum under navnet Personal Technology.

”Jeg fik lyst til at tage hele ansvaret selv,” uddyber Jarde. 

”Det er en “elektrisk” CD. Jeg spiller alle instrumenter selv, guitar, cello, el-cello, elbas, keyboards, synths og programmerer trommer. Jeg mixer også selv, laver mastering, cover-layout, fotografier og grafik. Ingen andre har fingre i projektet.” 

’First Album’ er udgivet på DMF’s Gateway Music, men kan ikke streames. Han laver musik til HiFi-entusiaster, der er hans foretrukne målgruppe. Jarde er ikke tilfreds med den reducerede og komprimerede lyd, der er på streamingtjenesterne. 

”Det er et klart valg. Der vil jeg ikke være.” 

Jarde uddyber: 
”Noget af problematikken handler om, hvordan folk lytter. På min egen plade er der fx masser af dynamik. Og der er lange numre. Man kunne kalde det lænestolsmusik. Du skal sidde foran dit gode anlæg. Og nyde musikken i dens fulde kvalitet. Og ikke lave andet.”

Man kan heller ikke finde Jarde på Instagram eller Facebook. 

”Jeg er ikke glad for Facebook. Der hersker en forretningsetik, jeg ikke bryder mig om.” 

I første omgang er han ikke så meget for at udbasunere sin kritik af de såkaldt sociale medier. Men han indvilger i, at jeg må skrive, hvad han siger. I det hele taget håber Jarde på en omvæltning i samfundet, mod mere tid til ro og fordybelse.

”Der er måske en turn-over på vej. Når man tænker på stressniveauet og de ulykkelige unge mennesker... Det ville være rart at kunne fokusere på én ting. Fx ved at sætte sig ned og lytte til et symfoniorkester i 40 minutter. Og ikke gøre noget som helst andet. Og lade det synke ind,” filosoferer Jarde. 

”I virkeligheden tror jeg også de unge savner det.”