Fagbladet Musikeren

Lasse i limbo

Lasse Matthiessen er påvirket af uvisheden, isolationen og længslen efter at stå på scenen i denne tid, men alligevel er det branchen som helhed, han er bekymret for. Vi skal slå på, at musik ikke kun gavner samfundet demokratisk men også økonomisk, understreger sangeren, guitaristen og komponisten, der også har en samfundsvidenskabelig baggrund.

Hvornår kan jeg komme ud at spille? Kan jeg afsætte min musik? Og hvordan ser musikmarkedet ud efter coronakrisen?

Dette er nogle af de spørgsmål, som sanger, guitarist og komponist Lasse Matthiessen stiller sig selv i denne tid. En tid, hvor han ellers havde satset fuldt og helt på en karriere som musiker og komponist, selvom han i en del år har arbejdet som projektchef for flere større sociale projekter og oprindeligt er samfundsvidenskabeligt uddannet fra henholdsvis RUC og Humboldt-Universitetet i Berlin.

”Jeg synes, at det er svært. Jeg skriver stadig masser af musik for så vidt, men jeg er jo ikke ude at spille den. Jeg har tidligere spillet mellem 40 og 60 koncerter i Tyskland om året, og når jeg ikke spiller og ikke er ude at rejse, så er der noget, der virkelig mangler. Det er en integreret del af mig, som forsvinder,” fortæller Lasse Matthiessen, der tidligere har boet mange år i Berlin og stadig har det ene ben i byen.

Trods hans dybfølte ønske om at hellige sig musikken på fuld tid, har han under coronakrisen måttet ty til at rådgive om fundraising på konsulentbasis. Han arbejder dog sideløbende på en ny udgivelse, der efter planen skal udkomme til april. Og i den forbindelse har han en release tour på tapetet med minimum 10 jobs i Tyskland – men om de kan gennemføres, er en anden sag.

”Jeg har valgt at tro på, at jeg skal ud at spille koncerter i april. Det er dét, vi arbejder frem mod. Vi kan ikke arbejde frem mod, at det ikke sker,” bemærker Lasse Matthiessen, der mistede 80.000 kr. i indtægt i oktober, fordi en planlagt turne i Tyskland og Schweiz måtte aflyses. 

BRUG ØKONOMISKE ARGUMENTER

Selvom Lasse Matthiessen er personligt berørt af coronakrisen nu og her, er det de overordnede perspektiver for musikbranchen, der optager ham mest. Han nævner, at Koda den 10. november meldte ud, at de forventer et indtægtstab på cirka 115 millioner kroner i 2020 på grund af coronakrisen, svarende til knap 12 procent af de samlede indtægter. Han er alvorligt bekymret for, at branchen skrumper på længere sigt, og han mener, at det er vigtigt, at musikerne slår på de økonomiske argumenter, når de skal råbe politikerne op. Musikken beriger ikke kun samfundet demokratisk men også økonomisk, understreger han.  

”Jeg bliver lidt provokeret, når nogen siger, at folk bare kan gå ud og tage et andet job, til det er forbi. Det ville man jo ikke sige til en landmand. Det er som om, at det er legitimt at bruge den type argumenter over for musikere og komponister, fordi de skulle være forkælede per automatik. Men den køber jeg ikke,” fastslår han.

Han vender dog også et kritisk blik mod branchen selv.

”Hvis man sammenligner med andre brancher, hvad har vi så punch nok? Ved vi nok? Har vi nok data at lægge frem?” spørger han og fortsætter:

”Man kan bare se på minkavlerne. De ved med det samme, hvor mange minkavlere de er, og hvor meget de tjener. Hvis du går til Landbrug & Fødevarer, så ved de også med det samme, hvor mange der er beskæftiget dér. Men ved vi samlet set, hvor mange mennesker, vi beskæftiger – ikke bare musikere og komponister, men også teknikere osv.? Det kan vi gøre bedre, ” fastslår Lasse Matthiessen.

Han understreger samtidig, at det i sidste ende er politikernes ansvar at hjælpe musikbranchen på fode.

”Det er jo ikke sådan, at denne her musik og kunst forsvinder. Men hvis den samlede økonomi omkring den svinder, som vi ser med Kodas indtægter, hvad sker der så på sigt? Hvad ville politikerne gøre, hvis det nu var inden for landbruget? Hvis landbrugets økonomi svandt med 10 procent, hvad ville man så gøre?”

DEN SVÆRE UVISHED

Både på et overordnet og på et personligt plan oplever Lasse Matthiessen, at uvisheden er den største stressfaktor lige nu. ”Grundlæggende er det en kæmpe udfordring, at det er så usikkert, hvad der kommer til at ske, og at der ikke er nogen forsøg på at lave nogle langsigtede planer og scenarier for os. Det ved jeg godt, at andre brancher også siger. Personligt betyder det, at jeg ikke ved, om jeg skal ud at spille, og om jeg kan afsætte min musik,” beretter Lasse Matthiessen og fortsætter:

”Jeg arbejder sammen med min manager på at skaffe flere koncerter og få lavet nogle gode udgivelser, og nu er vi ved at lave en aftale med et forlag. Men jeg møder markant flere, der har som princip, at de ikke signer folk i øjeblikket. Og det får mig til at tænke på, hvad det er for en konkurrence, jeg helt konkret kommer til at møde i et nyt musikmarked, når det åbner op igen. Er der færre spillesteder at spille på? Måske. Den usikkerhed er lidt svær.