Landets folkeskoler bliver opdelt i musikalske A- og B-skoler

Der er enorm stor forskel på kvaliteten af musikundervisningen på landets folkeskoler. 

Mangel på dygtige musiklærere samt lav prioritering af faget er blandt de primære årsager. Det fortæller Finn Holst, der er ph.d., og underviser på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, hvor han også forsker i bl.a. musikpædagogik og –undervisning.

Gennem løbende nationale undersøgelser har han set, hvordan udhulingen af musik som fag på læreruddannelsen har ført til, at faget har mistet sin status og interesse blandt de studerende. Det mærker de i dag på landets folkeskoler, hvor manglen på musiklærere går ud over kvaliteten af undervisningen. 

På den måde kan man sige, at problemet også begynder at bide sig selv i halen. 

Den store forskel på kvaliteten af musikundervisningen i folkeskolen betyder nemlig, at færre elever får en interesse for musik. Og dermed vil færre lærerstuderende også have interesse i at undervise i faget, når de selv bliver lærere. 

”Vi står i dag med A- og B-skoler, når det kommer til musikundervisning, hvor kun omkring halvdelen får god undervisning, de rent faktisk trives med og lærer noget af,” siger Finn Holst, der har lavet flere omfattende undersøgelser af musikfaget i folkeskolen.

Stor undersøgelse

Han bakkes op af Steen Lembcke, der er lektor emeritus og tidligere underviser i musik på læreruddannelsen på VIA University College. Han har i mange år slået på tromme for, at musikfaget i folkeskolen og på læreruddannelsen ses som et centralt skolefag. Et undervisningsfag, hvor alle børn tidligt møder musik og sang og oplever glæden ved at del-
tage i arrangementer i og uden for skolen.

Steen Lembcke er desuden medforfatter til en stor undersøgelse omkring musikuddannelse i Region Midtjylland, der bekræfter de nationale tal omkring stor forskel på kvaliteten af musikundervisning på regionens folkeskoler og gymnasier.

Og ifølge ham har det ikke kun faglige konsekvenser men også trivselsmæssige ditto, når børn ikke har adgang til musikundervisning og de sociale oplevelser, der følger med.

”Mangel på musiklærere betyder, at faget nedprioriteres, og at kulturen på skolerne omkring musik, morgensang og forestillinger forsvinder,” siger han.

Det har sociale konsekvenser for de unge, der går glip af samværet med elever på tværs af spor og årgange til eksempelvis fællessang og musikalske forestillinger samt glæden ved deltagelse i musikalske sammenhænge.

”Musik har stor betydning for elevernes trivsel og glæde ved at gå i skole,” siger Steen Lembcke.
Det bakkes op af Finn Holst, der i sin forskning bl.a. har kigget på, hvordan musikundervisning påvirker børns trivsel.

”Musikundervisningen i god kvalitet øger de unges trivsel, og det modsatte er gældende ved dårlig undervisning,” siger han.

Uddannelsen styrkes

På den positive front bliver læreruddannelsen ændret fra næste år, hvor lærerne får mere tid til de enkelte fag på uddannelsen ligesom omfanget af deres praktik udvides.

Når der bliver flere timer til musik på uddannelsen, øger det ifølge Steen Lembcke også interessen for at tage det som linjefag. Problemet har netop været, at der ikke har været undervisningstimer nok til, at de studerende på uddannelsen har følt, at de var klædt godt nok på til selv at undervise i det.

Men selv om det er godt nyt, er det bestemt ikke er det eneste tiltag, der skal til, fortæller Steen Lembcke. 

I deres undersøgelsen omkring musikuddannelse i Region Midtjylland kommer han sammen med sine medforfattere med en klar anbefaling om, at et øget tværinstitutionelt samarbejde er vejen frem.

Anbefalingen er at styrke et tredelt samarbejde først mellem folkeskolerne og musikskolen og senere med gymnasiet. Og så peger de på netop behovet for en mere systematisk udmøntning af det tværgående samarbejde, gerne med modeller og koncepter for samarbejde og med bevågenhed fra kommune og region.

”Samarbejdet mellem de tre parter skal kittes bedre sammen i form af længerevarende partnerskaber, tværgående brug af medarbejdere, hvor musikundervisningen eksempelvis kan varetages i et tæt, længerevarende samarbejde med ansatte fra musikskolen. Det handler altså om at bruge de fælles ressourcer bedst muligt,” siger han.

Musikskolen halter bagefter

Det er Finn Holst ganske enig i, og han ser gerne feltet udvidet med også daginstitutioner og SFO. Og særligt vigtigt er det, at den kommunale musikskole har både en størrelse og økonomi, der gør, at den kan udfylde sin rolle i det partnerskab. Og her halter det gevaldigt bagud med særligt den Københavnske kommunale musikskole.

Han peger på, at den kommunale musikskole i København, ifølge Kulturministeriet srapport om Musikskolerne i Danmark fra 2017, kun når 0,6 procent af målgruppen, hvilket udgør det laveste niveau i landet. På landsplan nås fire procent af målgruppen eller ca. syv procent af de skolesøgende børn.

”Danmark har ratificeret FN’s Børnekonvention, hvor der i artikel 31, stk. 2 står, at børn og unge skal have lige muligheder for deltagelse i kunst og kultur. Og det synes jeg ikke, man lever op til her,” siger han.

Københavns Kommunes Musikskole tilbyder nemlig kun undervisning på 10 ud de i alt 63 almene folkeskoler i Københavns Kommune. Det svarer til knap 16 procent af skolerne.

Det betyder, at det kun er de færreste folkeskoleelever i København, der gennem Musikskolen har et tilbud om musikundervisning på deres egen skole. Samtidigt er der lang ventetid på flere af de instrumenter, der undervises i på andre skoler.

Det er anden næstforperson i DMF og forperson for DMF Hovedstaden, Henrik Jansberg, også stærkt utilfreds med. Han mener, at de få tilbud om musikundervisning er udtryk for en mangel på prioritering af musikområdet.

”København har en meget høj kapacitet af musikundervisere, der ville kunne undervise børn på alle folkeskoler. Hvis Musikskolen fik et løft, ville man også kunne oprette flere faste stillinger til musikunderviserne, der i dag må bevæge sig rundt mellem skolerne i et kludetæppe af ansættelser med enkelte timer her og der,” siger Henrik Jansberg, der ligesom Finn Holst mener, at der som udgangspunkt burde være forskellige musiske tilbud efter skoletid på alle kommunens folkeskoler.

Går ud over børnene

Men sådan er det altså ikke i dag, hverken i København eller på mange andre af landets øvrige folkeskoler, hvor selv den basale musikundervisning halter gevaldigt bagefter.Og når man i Danmark kan tale om musikalske A- og B-skoler, har det også nogle musikfaglige konsekvenser.

Det fortæller hjerneforsker Peter Vuust, der er professor ved Institut for Klinisk Medicin og leder af afdelingen Center for Music in the Brain på Aarhus Universitet. 

”Al forskning viser, at hvis vi vil have musik i samfundet, så skal vi fat i de unge i skolen. Jo tidligere, man begynder at spille musik, desto bedre bliver man,” siger han. 

Eksempelvis er evnen til at holde en rytme noget, vi lærer mellem tre og seks års alderen, og absolut gehør er noget, man lærer ved at starte på sit instrument, før man bliver otte år, forklarer Peter Vuust.

Fra forskningen ved man også, at skal børn bevæge sig væk fra skolen eller deres nærområde for at få musikundervisning, så er det dem, der i forvejen kommer fra et hjem med klaver, der kommer af sted.

”Så det betyder rigtig meget, at børn har muligheden for at starte tidligt, og gerne på deres egen skole, hvis vi vil give alle lige muligheder,” siger han.

For Henrik Jansberg er realiteten omkring musikalske A- og B-skoler et klart faresignal, der ifølge ham bunder i en årelang og konsekvent nedprioritering af musik som fag.

”Musik har en langt større betydning, end de fleste politikere forstår. Og jeg synes, det er beskæmmende, at nedskæringerne på fagområdet har ført os her til. Vejen frem er både at styrke musikfaget i folkeskolen og gerne i samarbejde med de kommunale musikskoler. Men det kræver, at man prioriterer det politisk og økonomisk,” siger han.