Korsangernes Fællesråd uddeler hæder til to korsangere
I år uddeler Korsangernes Fællesråd for tredje gang De Professionelle Korsangeres Hæderspris.
Og dette års prismodtagere er Sophie Thing-Simonsen fra Det Kgl. Operakors Assistentforening og Erik Bekker Hansen fra Den Jyske Operas Kor. Sammen med kollegernes anerkendelse følger 15.000 kr.
Hjertet i prisen er, at det netop er en kollegial pris, og hvert år indstiller bestyrelserne fra de kor, der er tilknyttet Korsangernes Fællesråd, to af deres kolleger, som derefter gennemgår en udvælgelsesproces, så der til sidst er to kandidater tilbage, der tildeles hædersprisen.
”Netop det, at det er kollegerne, der har peget på en, er noget af det, som de tidligere modtagere af prisen har fremhævet som noget særligt, og i år har vi prøvet at åbne endnu mere op for dette aspekt ved, at de lokale bestyrelser har fundet deres kandidater gennem et ’open call’ hos medlemmerne af korene,” fortæller Jakob Knudsen Pedersen, der er forperson for Korsangernes Fællesråd.
Prismodtagerne blev offentliggjort i forbindelse med Korsangernes Fællesråds repræsentantskabsmøde den 21. maj og selve prisoverrækkelsen vil finde sted senere på året.
De to vindere
Den ene af dette års to prismodtagere er som nævnt Sophie Thing-Simonsen. Hun modtager prisen på baggrund af følgende indstilling:
”Sophies professionelle niveau er tårnhøjt, og listen over hendes omfattende indsats som assistent i operakoret - og mange andre steder i det danske korliv – er intet mindre end imponerende. Hun er klog og vellidt blandt kollegerne. Desuden har hun fra 2012 til 2022 siddet i assistentforeningens bestyrelse.”
Sophie Thing-Simonsen, der som korassistent har arbejdet i flere operakor og pt. er ansat hos operaen i Malmøs fortæller, at hun er både stolt og overvældet over at modtage hædersprisen.
”Jeg havde slet ikke overvejet, at kunne få prisen, da jeg ikke er fastansat nogen steder men arbejder som assistent. Jeg er rigtig glad og stolt, særligt fordi hæderen kommer fra mine kollegaer,” siger hun.
Med prisen følger også en pose penge, og dem har Sophie tænkt sig at bruge på bl.a. nogle undervisningstimer, så hun kan dygtiggøre sig yderligere.
”Men det er vigtigste for mig er, at jeg føler mig værdsat af mine kollegaer i de forskellige kor, hvor jeg har haft min gang,” siger hun.
Har kæmpet for vores rettigheder
Den anden modtager er Erik Bekker Hansen fra Den Jyske Operas Kor. Han modtager prisen på baggrund af følgende indstilling:
”Erik er en mangeårig grundpille i Den Jyske Operas Kors tenorgruppe, altid stabil og velforberedt. Erik er med sin fine stærke tenorstemme en meget dygtig ensemblesanger og en fremragende solist med mange store og små roller på sit CV. Erik skal hædres for sit utrættelige og enorme arbejde som tillidsrepræsentant og formand for Den Jyske Operas Kor. På en professionel og saglig måde har han kæmpet vores sag og for vores rettigheder.
Han har stor viden om regler og paragraffer og husker dem med nærmest fotografisk præcision. Erik besidder tillige store organisatoriske evner og i forbindelse med fusionen mellem Dansk Musiker Forbund og Dansk Korforbund, har han som en væsentlig forhandler en stor del af æren for, at alle professionelle korsangere i dag står stærkere.”
Erik Bekker Hansen selv fortæller, at han er både stolt og glad for prisen, som han selv tidligere har været med til at uddele.
”For mig er det den højeste anerkendelse, fordi den kommer fra mine kollegaer, der kender mig, og ved, hvad jeg laver. Så jeg sætter stor pris på det, og jeg vil gerne sige tak til mine gode kollegaer for indstillingen,” siger Erik Bekker Hansen.