Politik

Klare regler for AI er afgørende for dansk musikliv 

Thomas Sandberg

Dansk Musiker Forbund har sammen med 28 andre danske rettighedsorganisationer rettet en fælles henvendelse til kulturminister Jakob Engel-Schmidt. Alliancen opfordrer regeringen til at tage initiativ til klare rammer for brugen af kunstig intelligens – før det er for sent. 

”Vi står midt i en teknologisk revolution, der allerede påvirker musikskabelsen, ophavsretten og musikernes levebrød,” siger Thomas Sandberg, forperson for Dansk Musiker Forbund. ”AI kan være et nyttigt værktøj, men det må aldrig ske på bekostning af de mennesker, der skaber musikken. Hvis vi ikke handler nu, risikerer vi, at dansk musik drukner i et hav af algoritmisk genereret indhold.” 

Alliancen understreger, at udviklingen af AI skal ske på et grundlag, der beskytter og belønner dem, der skaber kultur – ikke dem, der udnytter den. I brevet til kulturministeren peges der på fire konkrete tiltag, som alliancen beder ministeren tage: 

1. Understrege vigtigheden af ophavsretten  
En stærk ophavsretslig beskyttelse er fundamentet for en stærk, bæredygtig og mangfoldig europæisk kulturbranche. Dette bør understreges og anerkendes i en tid, hvor rettigheder er under massivt pres fra AI-tjenester og andre tech-giganter.  

2. Effektiv gennemsigtighed i AI-tjenester  
En forudsætning for, at rettighedshaverne kan få en rimelig betaling for brug af deres indhold, er, at der er klarhed over, hvordan AI-tjenester har brugt indholdet. Derfor er det afgørende, at AI-tjenester leverer dækkende og forståelig information om, hvilket indhold de bruger – med en formodning om, at ophavsretligt beskyttet indhold indgår, medmindre andet kan dokumenteres.  
 
3. Effektiv og ensartet overholdelse af EU’s ophavsretsregler – med fokus på et velfungerende licenseringsmarked  
Der skal skabes grobund for et velfungerende licenseringsmarked ift. AI, hvor rettighedshaverne sikres en fair andel af værdiskabelsen i hele AI-værdikæden.  
 
4. Fair konkurrence for menneskeskabt indhold  
Menneskeskabt indhold er en grundlæggende del af den europæiske kultur. Det skal det også være i fremtiden. AI må ikke på urimelige vilkår udkonkurrere og erstatte menneskeskabt indhold. 

”De løsninger, vi foreslår, handler ikke om at bremse udviklingen – men om at styre den i en retning, hvor musikere fortsat kan leve af deres arbejde,” siger Thomas Sandberg. 
 
”Vi ønsker et system, hvor kunstig intelligens ikke udhuler ophavsretten samt den kunstneriske integritet og dermed eksistensbetingelserne for skabende og udøvende kunstnere." Siger Thomas Sandberg 

 
Brevet, der er underskrevet af en lang række danske organisationer fra hele kulturbranchen – herunder Koda, Gramex, Dansk Komponistforening, Dansk Skuespillerforbund og Dansk Forfatterforening – skal ses som en fælles opfordring til regeringen om at markere Danmark tydeligt i EU’s kommende forhandlinger om AI-regulering. 

”Det handler om at sikre fremtidens musikliv,” understreger Thomas Sandberg. ”Vi skal ikke overlade kulturen til algoritmer. Vi skal beskytte den med klare, retfærdige og gennemtænkte rammer for kunstig intelligens.”