Kim Sagild: “Jeg har en indgroet kritik i mig af alt hvad der gror fast”

En drøm går i opfyldelse, når Kim Sagild på sin 70-års fødselsdag den 4. februar udgiver sin første bossanovaplade med Cecilie Rowedder på vokal, Peter Vuust på bas og Lene Nørgaard på percussion. Med ’Bossa Blue’ er Sagild nemlig vendt tilbage til den latinamerikanske musik, som han spillede i sin ungdom i 70’erne med amatørbossakvartetten ’Klaskemik’ og latinfunkbandet Soul Service, som senere blev til fusionsbandet ’Buki-Yamaz’. Det er første gang, at den garvede guitarist, producer, arrangør og komponist udgiver sin egen musik på engelsk og på vinyl, men nu skulle det være. 

”Jeg tænkte, det er et seriøst projekt. Det er min egen musik. Det er NU, du skal lave en vinyl. Og i dag kommer prøvepresset. Måske kommer det, mens du er her – det er sindssygt spændende,” udbryder han begejstret.

Vi sidder i køkkenet i hans og hustruens hjem. En stilfuldt indrettet penthouselejlighed i det centrale Aarhus. Kim er en omsorgsfuld vært. Han har købt bagværk; en croissant og en kæmpe klejne – begge er til deling, for Kim går op i sundhed. Måske er det hemmeligheden bag hans usædvanligt ungdommelige ydre. For trods den tilstundende 70-års dag ligner han en mand i omegnen af de 50, og han både taler og bevæger sig med en 30-årigs vitalitet.

Fødselsdagsfesten holder han på dagen, den 4. februar 2022, på spillestedet Vestergade 58 i Aarhus, og foreløbig har han tænkt sig at invitere en hel masse mennesker.
”Jeg håber, at jeg sælger en masse LP’er på aftenen. Jeg ønsker mig ingenting – I skal bare købe albummet,” bemærker han på sin afvæbnende og ligefremme facon og fortæller, at ’Bossa Blue’ er skabt ud af håndplukkede latin-egnede numre fra hans tre 
soloudgivelser; ’Gå’ fra 2013, ’Som en Hund’ fra 2016 og ’Forhåbningsholms Allé’, som faktisk slet ikke er udkommet, men måske kommer på gaden en dag. 

’Dansk-Amerikansk Musikklub’

Ud over ’Bossa Blue’ har Kim Sagild gang i et drømmeprojekt mere i disse år. Sammen med Cecilie Rowedder (vokal) og Janus Bechmann (guitar) har han trioen ’Dansk-Amerikansk Musikklub’, hvor han udlever sin passion for otte årtiers afroamerikansk blues med numre af blandt andre Aretha Franklin, Louis Amstrong, Ray Charles og Ella Fitzgerald. Projektet ligger hans hjerte nært, fordi hans amerikanskfødte mor, skuespillerinden Avi Sagild, fodrede ham med bluesmusik, da han var dreng. Hun var en modig og temperamentsfuld kvinde, der formåede at gribe livets muligheder, fortæller Kim Sagild.

”Hun flygtede til Europa med en ung dansk upperclass-gut, fordi hun ikke kunne holde USA ud. Og så blev de skilt lige efter, de havde fået mig. Hun lærte dansk på 10 måneder og kom ind på Det Kongelige Teaters elevskole i første forsøg – så vidt jeg ved som den eneste uden for Skandinavien i teatrets historie,” fortæller Kim Sagild stolt.

Avi giftede sig senere med pianisten Niels Jørgen Steen, med hvem hun fik Kims halvsøskende – Paprika og Nikolaj Steen. Hun introducerede ikke bare Kim for bluesmusikken men også for den klassiske musik, og han var tit med hende inde på Det Kongelige Teater. Her nød han især at lytte til musikken til Stravinskijs balletter ’Ildfuglen’, ’Petrushka’ og ’Le sacre du Printemps’ fortæller han.
I begyndelsen af 1960’erne opstod et band, hvis musik sammen med påvirkningerne fra den amerikanske blues og den klassiske musik skulle få stor betydning for Kims Sagilds livsbane: ’The Beatles’.

”Når jeg ser et interview med Paul McCartney i dag, bliver jeg fuldstændig blød om hjertet. De har betydet meget mere, end man egentlig tror, musikalsk og følelsesmæssigt. De har nærmest været livsdefinerende for mig. Ligesom Muddy Waters, John Le Hoocker og Lightnin’ Hopkins – og alle mine helte fra den sorte amerikanske musik,” fortæller Kim. 

Buki Yamaz

Da han var teenager, flyttede familien i kollektiv på Forhåbningsholms Allé på Frederiksberg, hvor billedkunstnerne Jens og Karen Nordsø boede med deres to drenge Mikkel og Klavs, der senere blev henholdsvis guitarist og percussionist. Da Kim var 16-17-år blev begge parrene skilt, og efter et par år fandt Avi sammen med Jens Nordsø, som med sin karisma og kreative åre var en stor inspiration for Kim og alle de kunstneriske sjæle, der boede i eller havde deres gang i kollektivet. Mødet med familien Nordsø blev også skelsættende for Kim på anden vis. I slutningen af 60’erne, startede Mikkel nemlig på Bernadotteskolen i Hellerup, hvor han mødte Aske Benzon.

Senere dannede Mikkel Nordsø, Klavs Nordsø og Aske Benzon det akustiske amatørbossa-band ’Klaskemik’, og hurtigt fik de Kim med i orkestret. Sideløbende med ’Klaskemik’ spillede Kim, Klavs og Mikkel latinfunk med blandt andre Ben Besiakov, Bo Stief og Kasper Winding under bandnavnet ’Soul Service’. I 1973 smeltede de to bands så sammen og blev til Buki Yamaz. Bandet eksisterede frem til 1980. Undervejs var der udskiftning i besætningen, og op igennem 70’erne var blandt andre Ethan Weisgard, Anders Gårdmand, Kim Yarbrough og Jeppe Reipurth inde over. Buki Yamaz var et af de første fusionsbands herhjemme, men Kim fortæller, at de slet ikke vidste, at det var dét, de var.

”Jeg tror ikke engang, at ordet fusion var opfundet i 1973, da vi startede med at spille,” bemærker han og løfter sløret for endnu en drøm:

”Mikkel, Ethan, Aske og jeg har snakket om at gendanne Buki Yamaz, fordi vi har sådan lyst til at spille det. Det var jo meningen, at Klaus Nordsø og Jacob Andersen skulle spille percussion, men de er desværre døde begge to,” fortæller Kim.

Bissengade-studiet

Indtil midten af 80’erne oplevede Kim Sagild stor succes som guitarist, producer, arrangør og komponist. Han blev et kendt navn og arbejdede med mange af de største på den danske pop- og jazzscene, såsom Sanne Salomonsen, Thomas Helmig, Kasper Winding, Nanna og Bo Stief. Fra sidste halvdel af 80’erne ringede telefonen lidt mindre, så i 1990’erne havde han tid til at blive far til sønnen Bror, der blev født i 1997. Han begyndte også at undervise, og gennem årene har han blandt andet haft job som højskolelærer. Først som musik- og teaterlærer på Højskolen i Svendborg og senere som lærer på Vestbirk Højskole i Østjylland, hvor han underviste i blandt andet rytmisk musik, teater og mediekritik i årene 1992-2003. 

Sideløbende med undervisningen havde Kim Sagild stadig en del forskellige spille- og producerjobs og stod tit i en situation, hvor han skulle skaffe et studie. Derfor skabte han i 1996 sit eget studie i faldefærdige lokaler i Bissensgade i Aarhus.
”Det var ren Christinia, hvor det regnede ned fra loftet. Men det var et studie, og jeg kunne lave mine ting – altså mine demoer og præproduktioner og alt sådan noget,” beretter han og fortæller, at anskaffelsen af studiet var skelsættende i forhold til, at han senere begyndte at udgive sin egen musik – første gang med udgivelsen ’Gå’, som han fandt han på under én af sine årlige vandringer på Caminoen i Nordspanien. Helt i tråd med sin nysgerrige natur kastede han sig ud i at synge.

”Jeg var måske lidt træt af altid at arbejde med andre sangere, så jeg tænkte; jeg synger sgu selv! Det gør Kasper Winding, og det gør Morten Kærså – det vil jeg også prøve. Jeg skulle prøve det af. Jeg havde altid været ansat af nogen til noget. Så jeg fik lyst til at arbejde med mig selv og selv tage stilling. Men det var hårdt, for jeg spurgte hele tiden mig selv; Er det godt nok? Er jeg fed nok? Kan jeg synge, eller kan jeg ikke synge? fortæller Kim og tilføjer: 

”Men jeg lavede det jo bare. Jeg er sådan én, der er god til at sige; det var dét. Videre! Tror jeg nok.”

Ingen mos på rullestenen

Studiet i Bissensgade er i dag istandsat og lige så stilfuldt indrettet som hjemmet, med interiør og kunst, han har samlet igennem årene. Til trods for at han stemmer til venstre for midten, lever Kimi Sagild på mange måder en borgerlig tilværelse. Han og hustruen Anne har hver deres bil, for de er nødsaget til at være mobile i deres arbejde. Men Kim Sagild er fuldt bevidst om, at det ikke er særlig klimavenligt eller helt i tråd med, hvad han egentlig synes er rigtigt. Han er bevidst om, at han rummer disse indre modsætninger og er et menneske, der både holder meget af det velkendte og samtidig konstant fornyer sig. 

”Jeg har stadig en indgroet kritik i mig af alt, hvad der gror fast. Tag Muddy Waters og Rolling Stones – der gror ikke mos på sådan nogle, og det gør der heller ikke på mig. Jeg skal selvfølgelig ikke iklæde mig den slags, men jeg håber, at jeg har noget af det samme,” fortæller Kim og uddyber:

”Der er jo ikke så mange mennesker, der stykker deres tilværelse sammen af alle mulige ting på den måde, som musikere gør. Man snakker om, at man skal være forandringsparat. Ja fuck mand – jeg har sguda været omstillingsparat konstant, siden jeg gik ud af 3. real i 1969 med en dårlig realeksamen. Jeg tror, at jeg har haft tusindvis af jobs! Men samtidig kan jeg sagtens forstå, at folk er i tvivl om, hvor de står i forhold til den udvikling, som de ikke føler sig som en del af. Jeg kan godt forstå, at de bliver bagstræberiske. Jeg er bare ikke dér,” slår han fast.

Nu ringer det på døren, og vi afslutter interviewet. Det er buddet, der kommer med prøvepresset af ’Bossa Blue’. Kim vender sig jubellykkelig imod mig med den dyre pakke i hånden. 

”Jeg håber virkelig, at folk vil synes om det.”